Hvor nogle ser mangel på hensyn, ser Jesper Alexander Blok noget helt andet.

Et borgerforslag om at indføre forbud mod mænd i 'bar kasse' er ifølge den 36-årige content creator et udtryk for et alt for krænkelsesparat samfund. 

»Jeg synes ærligt talt, det er til grin. Vi har desværre fået skabt et samfund, hvor vi føler os enormt krænkede over småting,« siger han til B.T.

Journalist Filiz Yasar satte søndag gang i debatten om mænd i bar overkrop med debatindlægget 'Mænd, tag nu bare en t-shirt på' i Berlingske. 

Siden har hun stillet et borgerforslag om at forbyde mænd at gå med bar overkrop udenfor strande og parker. Til B.T. har hun kaldt fænomenet for »mangel på kultur«. 

Jesper Alexander Blok er ikke selv typen, der handler ind i Netto med bar overkrop under en hedebølge eller går ned ad Strøget uden trøje på.

Han har dog svært ved at forstå, hvorfor synet af bare overkroppe skal være et problem.

»Hvis det generer dig, så kig den anden vej i stedet for at lege tøjpoliti over for mig eller dem, der har lyst til det,« siger han.

Han understreger dog, at der stadig findes noget, der hedder »moral og etik«, og at man bør tænke over, hvor man befinder sig.

Det er bare noget helt andet end at gøre det ulovligt.

Journalist Filiz Yasar tager et opgør med mænd, der bevæger sig rundt i bar overkrop i offentligheden. Foto: Søren Bidstrup

»Vi er jo vant til de her ting, når vi er ude at rejse. Når vi går ind i butikker eller på restauranter, så dækker vi os til,« siger han. 

»Men jeg synes ikke, at man skal lave regler for det. Forstå mig ret, at gå ned ad Strøget med bar overkrop synes jeg hverken er provokerende eller farligt for nogen mennesker.«

I flere europæiske turistbyer er det allerede forbudt at gå rundt med bar overkrop i bymidten. Herhjemme har en Føtex-butik i Fredericia også sat skilte op, der beder kunder tage en trøje på. Kan det ikke være en god idé at lovgive om det? 

»Jeg synes ikke, at jeg ser særlig mange rende rundt med bar overkrop, hverken i butikker eller i bybilledet. Derfor kommer det bag på mig, at det lige pludselig er blevet en debat og et borgerforslag,« siger Jesper Alexander Blok og fortsætter: 

Også på festivalen Copenhell i København rendte flere mænd rundt i bar overkrop midt i hedebølgen i juni. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Skal vi virkelig til at have bøder for at gå rundt med bar overkrop? Skal der stå politibetjente ude foran parker og strande og vente? Jeg vil bare gerne hen til et sted, hvor vi slapper lidt mere af og ikke føler os så krænkede.«

Filiz Yasar har kaldt mænd uden trøje i blandt andet supermarkeder og metroer for både »uciviliseret« og udtryk for »mangel på kultur«.

Den holdning deler Jesper Alexander Blok dog ikke. 

»Den kultur, vi har i Danmark, er jo ikke blufærdig. Jeg kan ikke se det farlige i det. Hvis man går med bar overkrop, er det som regel bare, fordi det er varmt,« siger han. 

Han kan dog godt forstå, at det er »irriterende«, hvis en person med en svedig, bar overkrop står op ad en i metroen. 

Det er bare stadig ikke noget, der bør forbydes, mener han. 

»Forslaget giver i min optik ikke nogen mening. Vi skal selvfølgelig huske moral og etik og selv kunne vurdere, hvornår det er passende. Men det behøver ikke blive et spørgsmål om lovgivning,« siger han. 

I flere europæiske turistbyer, heriblandt Barcelona, Split og Palma de Mallorca, har man allerede indført de regler, som Filiz Yasar foreslår. Her kan man få bøder for at gå rundt med bar overkrop udenfor strandområderne. 

I skrivende stund har Yasars borgerforslag fået 373 underskrifter.