Mens coronavirussen fortsat lægger en dæmper på mange aktiviteter rundt om i landet, så går sundheds- og plejepersonale fortsat på arbejde, hvor de hver dag er i kontakt med nogle af samfundets allermest sårbare overfor virussen.

Desværre oplever mange, at de nødvendige værnemidler for at undgå smittespredning, ikke anvendes i et stort nok omfang. En af dem er 61-årige Jesper Pedersen, der arbejder som SOSU-assistentvikar.

»Jeg havde så sent som i går en patient, der var under observation for corona. Der kom en sygeplejerske og sagde til mig, at det ikke var nødvendigt med visir, når patienten ikke var testet positiv endnu,« fortæller Jesper Pedersen til B.T.

Alligevel valgte Jesper Pedersen, der er vikar på sygehusene i Region Sjælland, at iføre sig værnemidler, der kunne beskytte ham, såfremt den pågældende patient skulle være smittebærer. Smitterisikoen gør ham dog stadig utryg.

Og Jesper Pedersen er langt fra alene.

Fredag indkaldte Sundhedsstyrelsen til pressemøde, hvor Dansk Sygeplejeråd, FOA og Lægeforeningen var repræsenterede.

Alle foreninger kunne fortælle om utrygge medlemmer, der var nervøse for at smitte andre eller selv pådrage sig smitte på hospitaler og plejecentre på grund af for få værnemidler.

»Vores medlemmer oplever nogle steder, at de bliver sendt afsted med ikke ret mange værnemidler, og derfor må lægge deres egen krop til i stedet,« sagde formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Kristensen.

»Det kan ikke være meningen, de skal gå på arbejde med ondt i maven,« pointerede hun.

Jesper Pedersen finder det også kritisabelt, at der ikke er krav om, at man skal bruge blandt andet visir og heldragter, når man har kontakt med patienter.

»Vi bruger kitler, der dækker arme, hænder og foran, ligesom der er mundbind. Men andre dele af kroppen er stadigvæk eksponeret. Eksempelvis nakken, ørerne, håret og den nederste del af benene fra knæene og ned,« siger han og tilføjer:

»Der er masser af steder, hvor vi kan rende rundt med virus på. Hvis man rører ved det efter man har smidt kitlen, så kan man jo stadig sprede smitten rundt. Jeg tror, at det er en tikkende bombe, og jegg er lidt bange for, at smitteantallet vil stige kraftigt pga. det her,« siger Jesper Pedersen.

Det er udstyr som det her, Jesper Pedersen efterlyser muligheden for at anvende på jobbet, når han omgås mulige coronasmittede patienter.
Det er udstyr som det her, Jesper Pedersen efterlyser muligheden for at anvende på jobbet, når han omgås mulige coronasmittede patienter. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Sundhedspersonale, der spreder smitte på hospitaler og plejehjem, har været et stort problem i andre lande, der er hårdt ramt af coronavirus, og de seneste dage har vist, at Danmark er udfordret af samme problemstilling.

»Vi kan se, at der er flere og flere, som bliver bekræftet smittet på sundheds- og ældreområdet,« sagde direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på fredagens pressemøde om værnemidler.

Og den statistik frygter Jesper Pedersen at blive en del af.

»Jeg er jo mere udsat end alle andre, fordi jeg kommer så mange steder. På samme måde er jeg også risikabel at sende rundt, fordi jeg gør det modsatte af, hvad alle andre skal. Jeg har kontakt med mange mennesker, og jeg kan ikke holde afstand i mit job,« siger han.

Sina Kalsbøll og Jesper Pedersen er nervøse for, at de skal blive smittede af coronavirussen.
Sina Kalsbøll og Jesper Pedersen er nervøse for, at de skal blive smittede af coronavirussen. Foto: Privat
Vis mere

Også Jesper Pedersens kæreste, 58-årige Sina Kalsbøll, er nervøs for smitterisikoen.

»Jeg er bange for, at han tager smitte med hjem. Jeg gør ellers meget for at passe på folk. Jeg kører i tog hver dag til arbejde, hvor jeg ofte må flytte mig rundt, fordi folk ikke holder afstand,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tænker, at det er forgæves, at jeg passer så meget på, når Jesper er så eksponeret, som han er,« siger Sina Kalsbøll.

Både Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og FOA efterlyser bedre retningslinjer for personale i sundheds- og ældresektoren, og det lovede direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at han ville se nærmere på hurtigst muligt.