En af nyere tids mest omtalte danske MeToo-sager rykker nu ind i retssystemet.

Jes Dorph-Petersen har mandag stævnet advokat Yvonne Frederiksen for den undersøgelse, hun udførte for TV 2 i 2020, og som ledte til hans fyring som studievært.

Det skriver Weekendavisen, som er i besiddelse af stævningen. Den er indgivet af Jes Dorph-Petersens advokat Julie Stage.

Yvonne Frederiksen stævnes for at have udvist »groft ansvarspådragende adfærd« i undersøgelse af et indberettet overgreb mod daværende TV 2-praktikant Therese Philipsen, lyder det.

Hun afkræves en erstatning på i alt 1.639.508 kroner til Jes Dorph-Petersen for svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og psykologbistand.

»Det er min klients opfattelse, at Yvonne Frederiksen i forbindelse med undersøgelsen har undertrykt åbenlyst relevante oplysninger og undladt at interviewe personer, der besed viden af afgørende betydning for den troværdighedsvurdering, som hun skulle foretage af hans og Therese Phillipsens forklaringer,« siger advokat Julie Stage til Weekendavisen.

Jes Dorph-Petersens sag har været omtalt vidt og bredt i medierne, blandt andet i TV 2s egen dokumentar MeToo: Sexisme bag skærmen.

I alt har to kvinder - Louise Degn og Therese Phillipsen - anklaget tv-værten for seksuelle krænkelser. Krænkelserne skulle være sket i 2003 og 2001.