Den kendte studievært Jes Dorph-Petersen bliver misbrugt af svindlere, som udnytter den aktuelle krise med coronavirus til at narre penge fra folk.

Jes Dorph-Petersen har i flere år døjet med den plage, at svindlere har misbrugt hans navn i falske artikler på nettet. I artiklerne optræder Jes Dorph-Petersen og flere andre kendte danskere, hvor de anbefaler folk at investere i bitcoins. Men det er pure løgn og opspind.

Nu er bagmændene begyndt at udnytte den frygt for sygdom og angst for at blive ramt økonomisk i coronakrisen til at forstærke deres svindelnummer. Derfor indgår coronakrisen nu i både overskriften, såvel som i de artikler, hvor de kendte danskere misbruges.

»Jeg har levet med det her i cirka tre år. Men jeg har aldrig været mere vred end nu,« siger Jes Dorph-Petersen og fortsætter:

Jes Dorph-Petersen bliver misbrugt i falske artikler på nettet af svindlere, som nu også udnytter coronakrisen til at narre penge fra folk.
Jes Dorph-Petersen bliver misbrugt i falske artikler på nettet af svindlere, som nu også udnytter coronakrisen til at narre penge fra folk. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»De her svindlere slår plat på den coronakrise, som vi står i. Jeg er jo selv meget privilegeret, men der er rigtigt mange derude, som med rette er nervøse for sygdommen, såvel som de økonomiske konsekvenser, som det kan få for dem. Derfor gør det mig især rasende nu,« siger den kendte studievært.

De fleste danskere kan sandsynligvis godt gennemskue artiklerne for det, de er. Nemlig det rene fup. Men Jes Dorph-Petersen får alligevel adskillige henvendelser fra almindelige danskere, som enten slet ikke har gennemskuet det eller også er i tvivl.

»Nogen skriver og spørger mig, hvorfor jeg synes, det er en god ide. Andre spørger, om jeg som studievært godt må anbefale den slags. Der er altså nogen, der tror på det. Ellers ville svindlerne jo heller ikke fortsætte,« siger Jes Dorph-Petersen.

Flere andre kendte danskere optræder også i de mange forskellige artikler, som alle dækker over det samme fupnummer. Herunder Mads Mikkelsen, Karsten Ree, Nikolaj Coster-Waldau, Kåre Quist og flere andre. Ingen af dem frivilligt.

Også den danske rigmand Karsten Ree misbruges til fup og svindel. Bemærk at svindlerne nævner coronakrisen.
Også den danske rigmand Karsten Ree misbruges til fup og svindel. Bemærk at svindlerne nævner coronakrisen.
Vis mere

Typisk optræder de falske artikler som annoncer på de sociale medier. Herunder Facebook og Twitter. Men de kan også blive sendt som såkaldte spammails.

Jes Dorph-Petersen har tidligere anmeldt svindelnumrene, men han oplever, at politiet ikke har ressourcer til at løfte opgaven.

»Jeg forstår godt, at politiet må prioritere deres arbejde. Omvendt så er det også ærgerligt, at de her mennesker kan fortsætte nærmest uden risiko med at snyde folk,« siger han.

»De flaske artikler skader min og TV2's troværdighed, men nogle får også franarret deres penge. Det er virkelig ækelt,« siger Jes Dorph-Petersen

Et eksempel på en af de falske artikler, som svindlere bruger til at narre penge fra folk.
Et eksempel på en af de falske artikler, som svindlere bruger til at narre penge fra folk.
Vis mere