Vækkeuret ringer tidligere end det plejer, fordi Jeppe Olsen skal ud og løbe et halvmaraton, men der er noget galt.

Først tror han, at han er blevet syg, men pludselig knækker benene sammen under ham, og han falder om. Jeppe kan ikke bevæge sin venstre side, han er svimmel, har ondt i nakken og kan mærke, hvordan panikken breder sig.

Han kæmper sig slæbende tilbage til sin seng, hvor telefonen ligger. Den føles fremmed i hånden, og han har svært ved at huske, det nummer han skal trykke.

Men det lykkes. Han taster 112 og kommer igennem til alarmcentralen. Operatøren forstår heldigvis situationens alvor, og så mister Jeppe bevidstheden.

Jeppe fotograferet i hospitalssengen under sin koma (Privatfoto)
Jeppe fotograferet i hospitalssengen under sin koma (Privatfoto)
Vis mere

Danske kiropraktorer udfører hvert år mere end to millioner behandlinger, og i sjældne tilfælde får patienten umiddelbart efter konstateret en rift på et kar i halsen. En bivirkning, der kan være livsfarlig.

For Jeppe Olsen blev det enden på det liv, han kendte og elskede.

Det er ti år siden, Jeppe Olsen var ansat på Roskilde Avis som journalist, og i sin fritid var han en aktiv sportsmand.

Han elskede især landevejscykling og i vinterhalvåret løb han.

»Det var min identitet,« siger Jeppe Olsen, der havde en stor del af sit sociale liv gennem sporten.

Den 22. April 2012, dagen efter hans 46 års fødselsdag, skulle Jeppe Olsen løbe et halvmaraton.

Jeppe fik fem operationer i hjernen, mens han var i koma (Privatfoto)
Jeppe fik fem operationer i hjernen, mens han var i koma (Privatfoto)
Vis mere

Han havde været plaget af hold i nakken op til, og havde derfor opsøgt sin kiropraktor.

En kiropraktor han var blevet behandlet af regelmæssigt, siden han var ung.

Jeppe Olsen lider af gigtsygdommen Mb Bechterew, der kan give smerter i ryggen. Smerter Jeppe OIsen effektivt holdt nede ved hjælp af regelmæssig motion, men som ind i mellem gav anledning til, at han opsøgte sin kiropraktor.

Den 12. April fik Jeppe Olsen sin første behandling, og holdet i nakken forsvandt, men kiropraktoren ville gerne se ham nogle dage efter.

»Kiropraktoren sagde, at det på den måde var mindre sandsynligt, jeg fik et tilbagefald,« husker Jeppe.

Af en udtalelse fra Retslægerådet fremgår det, at Jeppe modtog manipulationsbehandling på første brysthvirvel, og at det vil kunne påvirke sjette halshvirvel, hvor dissektionen opstod på grund af Jeppes gigtsygdom, der gør hans rygsøjle stiv.

Flere danskere, som B.T. har været i kontakt med, har haft alvorlige bivirkninger i form af blodpropper efter kiropraktorbehandling. (Privatfoto)
Flere danskere, som B.T. har været i kontakt med, har haft alvorlige bivirkninger i form af blodpropper efter kiropraktorbehandling. (Privatfoto)
Vis mere

Fire dage efter behandling nummer to faldt Jeppe om med to store blodpropper i hjernen.

Den næste tid husker Jeppe kun i glimt, men blodpropperne gjorde massiv skade på hans hjerne.

Der kom store skader på næsten hele venstre lillehjerne og små skader i højre lillehjerne og i højre side af hjernestammen.

På Rigshospitalet måtte lægerne lægge Jeppe i koma, mens de udførte fem operationer på ham.

De var blandt andet nødt til at løfte et stykke af hans kranie, så de kunne fjerne det døde væv i lillehjernen for at give plads og undgå yderligere tryk.

Har du oplevet noget lignende eller har oplysninger i sagen? Så skriv til en journalisterne bag historien på cweb@bt.dk

Ligesom de måtte lægge dræn for at undgå tryk på hjernestammen.

Jeppes mor, familie og venner fik at vide, at det ikke var sikkert, at Jeppe overlevede, og at der var stor risiko for, at han ville være alvorligt hjerneskadet, hvis han gjorde.

Efter tre uger vågnede Jeppe fra sit koma.

»Først kunne jeg slet ikke forstå, hvad jeg lavede i en hospitalsseng, og jeg anede ikke, hvor slemt det stod til. Jeg begyndte meget hurtigt at frygte for, om jeg blev til et menneske igen, men jeg troede på, at det var noget forbigående. At jeg kunne vende tilbage til det liv, jeg havde før.«

Men det kunne Jeppe ikke.

Han var indlagt et halvt år og gennemgik et intenst genoptræningsforløb på Hammel Neurocenter, og det lykkedes ham at komme op af kørestolen, og komme rundt selv.

Det er ti år siden, Jeppe fik så store blodpropper i hjernen, at det skadede ham for resten af livet. (Foto: Camilla Bøgeholt Lund)
Det er ti år siden, Jeppe fik så store blodpropper i hjernen, at det skadede ham for resten af livet. (Foto: Camilla Bøgeholt Lund)
Vis mere

Jeppe Olsen vil dog være kronisk invalid resten af sit liv.

»Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på det, eller ikke er begrænset af det,« fortæller han.

B.T. har tidligere fortalt om danskere som Jeppe Olsen, der har fået en rift i et halskar efter kiropraktorbehandling.

Omfanget er ikke kendt, men en opgørelse Patienterstatningen har lavet for B.T. viser, at 30 danskere siden 2014 har søgt erstatning for at have fået skader på grund af en rift i et halskar, der er opstået på grund af kiropraktorbehandling.

16 har fået medhold.

Kiropraktorforeningen har tidligere udtalt sig om bivirkningen i et skriftligt svar til B.T.

»Der er ikke dokumentation for, at patienter, som er blevet manuelt behandlet i nakken, har større risiko for arterie dissektion sammenlignet med patienter, der ikke er blevet manuelt behandlet. Ofte oplyser kiropraktorerne patienterne om, at dette kan være en meget sjælden komplikation.«

Andre læser også