»Vi elsker ellers Østrig og særligt skisportsstedet Ischgl. Men det her var usmageligt, må jeg sige.«

54-årige Jens Rasmussen har ikke de bedste minder fra skiferien i uge 11 i Tyrol.

Ganske kort tid efter ankomsten blev han og hustruen smittet med formentlig corona, så de måtte afbryde ferien og køre retur til Danmark.

Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor de lokale myndigheder i Tyrol stadig sad på hænderne og undlod at advare skituristerne, hvis penge området er stærkt afhængig af.

Faktisk er nordjyden så harm, at han allerede har været inde på den særlige hjemmeside, hvor man kan melde sig, hvis man som skiturist i området gerne vil være med til at anlægge sag mod de lokale myndigheder i Tyrol og mod republikken Østrig.

»Efter jeg så jeres artikel på bt.dk om hjemmesiden hos den østrigske forbrugerorganisation VSV, gik jeg ind og udfyldte deres skema. Jeg ved ikke, hvad der skal komme ud af det, men et eller andet sted håber jeg vel på en form for retfærdighed,« tilføjer Jens Rasmussen.

Først fem dage efter, at de islandske myndigheder advarede om, at flere af deres statsborgere var blevet smittet under en skiferie i Ischgl, blev skisportsstedet lukket ned.
Først fem dage efter, at de islandske myndigheder advarede om, at flere af deres statsborgere var blevet smittet under en skiferie i Ischgl, blev skisportsstedet lukket ned. Foto: JAKOB GRUBER
Vis mere

»Vi havde planlagt skiferien lang tid i forvejen og kørte af sted sammen med et andet par. Men havde vi vidst, hvad de islandske myndigheder allerede havde advaret om inden vores afrejse fra Danmark, så var vi aldrig kørt af sted,« forsikrer Jens Rasmussen.

»Det var fordækt, at de bevidst holdt skjult, at der var en stor smitterisiko for corona i området. Bare ved mistanken burde de være gået ind og lukke ned. Det var ret tydeligt, at de skævede mere til økonomien, og derfor fortjener de én over snuden,« mener han.

Sammen med sin kone ankom han til Ischgl-området om formiddagen lørdag 9. marts. De var nået frem 5-10 minutter før det andet par og besluttede sig derfor for at bestille en ankomst-øl hver på værtshuset Kitzloch – uheldigvis den bar, som senere viste sig at være en sand smitterede for coronavirus.

En bartender på den velbesøgte afterski-bar Kitzloch i Ischgl regnes for at være Østrigs 'patient nul'.
En bartender på den velbesøgte afterski-bar Kitzloch i Ischgl regnes for at være Østrigs 'patient nul'. Foto: JAKOB GRUBER
Vis mere

»Det andet par tog direkte på hotellet, da de ankom, og de nåede hverken at blive syge dernede eller under deres 14 dages karantæne i Danmark bagefter. Min kone og jeg blev derimod syge om søndagen, og om tirsdagen beslutter vi at køre hjem i utide ligesom mange andre gæster fra Tyskland, Holland og Danmark.«

»I forhold til et sagsanlæg er vores problem, at vi aldrig nåede at blive testet med sikkerhed af de danske myndigheder og dermed ikke kan bevise det. Men vi havde feber i tre-fire dage, var ømme i kroppen og min lugte- og smagssans var væk, så jeg overhovedet ikke kunne nyde en ellers god italiensk rødvin, da jeg følte, at jeg var ved at være rask igen,« tilføjer Jens Rasmussen.

Den østrigske forbrugerorganisation VSV ønsker at stille de lokale myndigheder i Tyrol til regnskab for, at lukningen af skisportsstederne bevidst blev forhalet, så der fortsat kunne tjenes penge.

På baren Kitzloch i Ischgl var der tilsyneladede god for at supersprederen kunne udfolde sit potentiale: mange mennesker tætsamlet indenfor.
På baren Kitzloch i Ischgl var der tilsyneladede god for at supersprederen kunne udfolde sit potentiale: mange mennesker tætsamlet indenfor.
Vis mere

Først 13. marts blev skisportsstedet Ischgl lukket ned. Da havde det ifølge kritikken allerede i op mod en uge været kendt, at der var risiko for massesmitte med corona blandt områdets gæster.

Derfor ønsker forbrugerorganisationen at samle vidnesbyrd fra så mange smittede skiturister som muligt.