Det er måske ikke lige det første, man kigger efter, når man modtager et testkit fra sundhedsvæsenet.

Men Jens Gert Andersen er vant til at kigge på udløbsdatoer.

Og den antistoftest, der lørdag 17. oktober landede i hans postkasse, var allerede udløbet tre dage før – nemlig 14. oktober 2020.

Han gik derfor over til sin nabo, som også havde fået tilbudt en antistoftest som en del af Statens Serum Instituts nationale projekt 'Vi tester Danmark'.

Flere danskere har først modtaget deres antistoftest, efter testen var udløbet. Denne test udløb f.eks. den 19. okotber 2020.
Flere danskere har først modtaget deres antistoftest, efter testen var udløbet. Denne test udløb f.eks. den 19. okotber 2020.
Vis mere

Samme historie. Hendes testkit, der landede i postkassen samme lørdag, var udløbet tre dage før.

Han ringede derfor til hotlinen, hvor han blev bekræftet i, at datoen på testen betød, at de var for gamle, og man derfor ikke kunne regne med resultatet.

»Det er noget skidt. Jeg ville egentlig godt have den test,« siger Jens Gert Andersen, som har en lille mistanke om, at han godt kunne have haft corona i foråret.

»Så det kunne da være interessant at få den prøve, selv om den ikke er 100 pct. sikker,« siger han.

Han mener dog, at det største problem med de for gamle testkit er, at mange nok slet ikke har været opmærksomme på, om deres test var udløbet.

»Og kan vi så overhovedet stole på det resultat, der kommer ud af hele forsøget, eller er det bare penge ud af vinduet?« siger han og uddyber:

»Det er jo ikke bare spild af test. Det er også spild af alle de penge, man har brugt på at sende test ud til en halv million danskere.«

Derfor er han også nysgerrig på, hvor det er gået galt. Er det Statens Serum Institut (SSI), der ikke har fået sendt testene tidligt nok af sted? Eller er det PostNord, der har været for langsomme til at aflevere dem i de rette postkasser?

Jens Gert Andersen fik spørgeskemaet 26. september i sin e-Boks. Han udfyldte skemaet og fik 8. oktober en mail om, at han ville modtage testen 'i løbet af de næste dage'.

I hele perioden tjekker han dagligt sin postkasse. Ja, faktisk undrede han sig over, at testen lander i postkassen en lørdag, for normalt får de aldrig post om lørdagen.

Jens Gert Andersen fik efter henvendelse til SSI at vide, at man rigtig nok ikke kunne regne med testen, når den var for gammel. Det var dog heller ikke muligt at få tilsendt en ny, da de ikke har flere test.

På hjemmesiden oplyser ‘Vi tester Danmark’, at der er sendt test ud med to forskellige udløbsdatoer, henholdsvis 12. oktober og 19. oktober.

Har I noget overblik over, hvor mange der ikke har modtaget deres antistoftest, før den var udløbet?

»Nej, desværre ikke. Men vi er via vores callcenter godt blevet klar over, at der er en del, som er blevet opmærksomme på, at den er udløbet. Der er også folk, som har modtaget testen, før den udløb, men som ikke har været opmærksom på, at den havde en udløbsdato,« siger professor Henrik Ullum fra Rigshospitalet, der er en del af 'Vi tester Danmark'.

Har I været tydelige nok i jeres kommunikation om testens udløbsdato?

»Det har vi nok ikke. Set i bagspejlet skulle vi nok have været tydeligere i vores kommunikation om, at man gerne måtte skynde sig at teste, inden testen udløb,« siger han.

Når testen er for gammel, kan man så regne med resultatet?

»Vi har jo kun afprøvet testene inden for testens gyldighed. Vi ved ikke, hvad der sker med testens følsomhed ud over holdbarhedsdatoen. Men lidt ligesom en liter mælk i køleskabet jo ikke lige på én dag bliver for gammel, gælder det jo også for de her test, at de nok ikke fra den ene dag til den anden ikke virker. Vi kan bare ikke sige noget om, hvorvidt den virker. Derfor kan vi heller ikke anbefale en test, der er udløbet. Det er vigtigt at huske, at det ikke er en diagnostisk test. Så selv om man tester positiv, kan man altså ikke bare gå rundt uden mundbind og være sikker på ikke at blive smittet,« siger Henrik Ullum.

Kan I bruge resultatet til noget, hvis folk ikke har været opmærksomme på, om testen var udløbet?

»Ja, det kan vi godt. Dem, der tester sig i tiden mellem nu og 26. oktober, kan vi godt bruge til at regne på og blive klogere på epidemien. De her test er jo produceret tilbage i foråret, så det er ikke sådan, at vi tror, at få dage er helt afgørende for resultatet. Men for at være på den sikre side kigger vi på datoen. Så når den nu ligger hjemme på folks køkkenbord, er man meget velkommen til, hvis man tager testen, at sende resultatet ind til os. Og gør det inden 26. oktober, hvor 'Vi tester Danmark' slutter,« siger han

Er det SSI eller PostNord, der ikke har været hurtige nok til at sende test ud, inden de udløber?

»Det har været et kapløb med mange ting: finansiering, IT-systemer og distribuering. Internt er vi da blevet mere og mere stresset, jo tættere vi kom på deadline, for vi har jo hele tiden godt vidst, at det nok ville blive meget snært,« siger Henrik Ullum.