Det er kun en uge siden, at erhvervskæmpen Jens Maaløe trak sig fra sin vægtige post som bestyrelsesformand for Poul Due Jensens Fond – hovedejer af Grundfos-koncernen.

Nu er han død efter kort tids sygdom.

Det meddeler fonden onsdag i en meddelelse.

»Jens er savnet. Æret være Jens Maaløes minde,« som det her lyder.

Jens Maaløe blev 68 år.

Han har tidligere også været topchef for teknologikoncernen Terma fra 2003-19, mens han sideløbende sad i bestyrelsen hos Poul Due Jensens Fond fra 2011-17 og fra 2018 til 15. marts, hvor han altså trak sig som formand på grund af sit helbred.

I mindeordet bliver hans karriere betegnet som »glorværdig«.

Han bliver videre beskrevet som en »respekteret og kompetent bestyrelsesformand«, der »ledte bestyrelsesarbejdet med sikker hånd«.

»I al sin gerning var han lyttende, imødekommende og klar med egne meninger,« står der videre i meddelelsen:

»Han var integriteten selv og formåede med unik indsigt og et forbløffende godt blik for både samfund, teknologi og etik at lede fonden ind i nye og spændende aktiviteter til gavn for samfundet og for Grundfos.«

Jens Maaløe blev i 2015 blevet slået til Ridder af Dannebrogordenen