Årtiers medlemskab af motorsportsklubben ASK Hedeland er endt i en bitter skilsmisse for den kendte racerkører Thorkild Thyrring, der risikerer at blive meldt til politiet.

Stridspunktet mellem parterne går på, hvem der er den retmæssige ejer af 28 værdifulde plakater. Sagen startede i 2014, men først skal du møde plakatforhandler Jens Ove Hansen fra Søborg.

Efter han i god tro købte plakaterne af Thorkild Thyrring, blev han intetanende inddraget i tvisten om det retmæssige ejerskab, da tre mænd fra motorsportsklubben ASK Hedeland i april troppede op i hans butik.

»Det har været rigtig ubehageligt. Når man driver en reel butik, er det svært lige pludselig at blive anklaget for at have stjålne varer,« siger han.

Jens Ove Hansen, indehaver af Danish Design & Posters i Søborg har købt en række sjældne plakater af Thorkild Thyrring. Efterfølgende blev han opsøgt af tre mænd fra Automobil Sports Klubben Hedeland, der ville have ham til at skrive under på at han handler med hælervarer, da de mener det er dem der ejer plakaterne.
Jens Ove Hansen, indehaver af Danish Design & Posters i Søborg har købt en række sjældne plakater af Thorkild Thyrring. Efterfølgende blev han opsøgt af tre mænd fra Automobil Sports Klubben Hedeland, der ville have ham til at skrive under på at han handler med hælervarer, da de mener det er dem der ejer plakaterne. Bax Lindhardt

For mændene, herunder formanden for ASK Hedeland, Michael Kastaniegaard, beskyldte ham for hæleri, fortæller han.

Jens Ove Hansen er overbevist om, at de ville have hans underskrift i et forsøg på at fælde det tidligere medlem af klubben Thorkild Thyrring for tyveri.

For efter klubbens opfattelse har racerkøreren solgt klubbens plakater fra den historiske racerbane Roskilde Ring og tjent omkring 100.000 kroner på det.

»De insisterer på, at jeg skal skrive under, men det nægter jeg og siger, at jeg først skal tale med min advokat. Det er lidt farligt at skrive under på, at man har stjålne varer. Især når man mener at være i god tro, og det mener jeg stadig, jeg er,« siger Jens Ove Hansen.

Her ses et par af de plakater, som Thorkild Thyrring har solgt til Jens Ove Hansen.
Her ses et par af de plakater, som Thorkild Thyrring har solgt til Jens Ove Hansen. Ritzau Scanpix / Bax Lindhardt

Han var ellers glad, da han i april købte plakaterne. Han har drevet butik i 25 år og har været entusiast i 35 år.

»Jeg har samlet sjældne plakater hele mit liv. Og nogle af de Roskilde-plakater har jeg aldrig set før. Jeg var fyr og flamme.«

Men han havde helst været foruden den 'noget aggressive' opførsel fra ASK Hedeland.

»Lige pludselig midt i det hele fremlægger de et stykke papir, jeg skal skrive under: om at jeg er klar over, at det er stjålne varer, jeg har med at gøre. Der får jeg et ordentligt chok.«

Jens Ove Hansen følte, at de bevidst forsøgte at intimidere ham. Det billede genkender ASK Hedelands formand, Michael Kastaniegaard, slet ikke.

»Jeg synes overhovedet ikke, at vi har været aggressive,« siger han.

Ifølge formanden ville de i første omgang se, om butikken havde de plakater, de ledte efter. Herefter ville de sørge for, at Jens Ove Hansen ikke solgte dem videre.

Men var der behov for, at I var tre mand om at gøre det?

Jens Ove Hansen havde ikke regnet med, at han ville blive anklaget for at have købt hælervarer.
Jens Ove Hansen havde ikke regnet med, at han ville blive anklaget for at have købt hælervarer. Ritzau Scanpix / Bax Lindhardt

»Jeg kan godt forstå, at han følte sig intimideret, og så kan man måske godt sige, at vi ikke skulle være dukket op tre personer. ​Vi anså det ikke for at være et problem.«

B.T. har været i kontakt med Dansk Automobil Sports Unions formand, Henrik Møller-Nielsen, der fortæller, at han forventer, forbundets medlemmer opfører sig ordentligt. Men han ønsker ikke at kommentere på den aktuelle sag, da han ikke kender den indgående.

Overraskende udmelding

Sagen, som Jens Ove Hansen ufrivilligt blev en del af i april, har sin begyndelse 19. marts 2014, da racerlegenden Thorkild Thyrring tog de nu omstridte plakater med sig hjem efter at have besøgt ASK Hedelands tidligere sekretær, Grete Plum, og hendes nu afdøde mand.

Parret havde indtil da opbevaret plakaterne samt en række andre genstande for motorsportsklubben.

Den 72-årige racerkører får efter sin egen opfattelse plakaterne af Grete Plum.

Men det var aldrig meningen, at Thorkild Thyrring skulle have ejerskabet over dem, lyder den overraskende udmelding fra den 80-årige Plum, der indtil nu ikke har udtalt sig om sagen.

Der var alene tale om, at han fra 2014 kunne overtage ansvaret for at passe på dem.

»Han fik dem ikke. Han fik dem til opbevaring,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har opbevaret dem i 45 år, og så skulle han bruge dem til noget, og så ville han overtage opbevaringen af dem. Det var fint nok. At han så sælger dem, er noget helt andet.«

»Jeg kan godt lide Thorkild Thyrring, for ham har jeg kendt i 100 år. Men det nummer, han har lavet, det må han ikke. Han sælger ud af klubbens ejendom – det må man ikke,« siger hun videre.

Kan Thorkild have forstået det på den måde, at plakaterne nu var det hans?

»Det kunne han ikke misforstå.«

Han kan ikke bare have misforstået det i god tro?

»Nej, det kan han ikke. For så er han dummere end, jeg ved ikke hvad.«

Thyrring holder dog fast i over for B.T., at han ikke har misforstået noget. Ifølge ham var det tydeligt, at Grete Plum overdragede ejerskabet til ham.

Da sagen kom frem i starten af oktober, oplyste Thyrring til B.T., at han havde en række dokumenter, der beviser, at plakaterne er hans.

B.T. har blandt andet set en fotokopi af et håndskrevet overdragelsesdokument, der ifølge racerkøreren er udfærdiget af Grete Plum.

På trods af det holder Grete Plum fast i, at der aldrig har været tale om overdragelse af ejerskab, men blot overdragelse til opbevaring.

Dermed ser striden ser ud til at være opstået på baggrund af parternes forståelse af, hvad ordet 'overdrage' helt præcis indebærer.

Når man melder sådan noget til politiet, så er det, fordi man har nået en grænse.

Andre dokumenter viser, at Thyrring skulle have tilbudt at udlåne de 28 plakater til motorklubben, hvor bestyrelsen har takket nej.

Det ser ikke ud til at være en sag, hvor ASK Hedeland og den kendte sportsmand kommer til enighed lige foreløbigt.

Som ved mange grimme skilsmissesager er der meget lidt, de stridende parter er enige i.

Parterne er ikke engang enige om, hvorvidt Thorkild Thyrring blev ekskluderet, eller om han selv har forladt motorsportsklubben. Og selvom Thorkild Thyrring har fremvist en række dokumenter, der ifølge ham beviser, at han er den retmæssige ejer af de værdifulde plakater, så holder ASK Hedeland fast i deres påstand om, at Thorkild Thyrring er en tyv.

Torsdag tog sagen så en ny drejning.

Det danske motorsportskoryfæ oplyste til B.T., at han har taget kontakt til Københavns Politi for at starte en sag om injurier og falske anklager mod ASK Hedeland.

»Når man melder sådan noget til politiet, så er det, fordi man har nået en grænse,« siger han kort om anmeldelsen.

Dermed er det sidste ord i sagen næppe sagt.

Racerkøreren holder fast i, at han fik ejerskabet af de omtalte plakater.
Racerkøreren holder fast i, at han fik ejerskabet af de omtalte plakater. Henning Bagger