Hun gør, hvad hun kan for at sortere sit affald rigtigt, hun sparer op i håb om at få råd til solceller på huset, og hun tager toget på arbejde. Af hensyn til klima og miljø, naturligvis.
Men togkortet er blevet fornyet for sidste gang. For 40-årige Jennifer Achen er blevet skubbet over i privatbilismen.
»Jeg har altid taget bus og tog, og jeg har aldrig selv haft bil. Jeg vil helst undgå at have to biler i én husstand, men nu er det for meget,« siger hun.
Jennifer Achen arbejder til daglig som sygeplejerske i Ballerup. Hun bor i Frederikssund med sin mand og fem børn i alderen to til 15 år, og det er herfra, at hun på fjerde år pendler til det nuværende job.
I alt har hun pendlet gennem 34 år fra forskellige boliger i og uden for hovedstaden til skole og job.
Pendlerlivet begyndte allerede, da hun som seksårig tog offentlig transport fra Birkerød til Gentofte for at gå i skole, fortæller hun.
Men fra 4. oktober 2019 er det slut. Denne dag udløber månedskortet, og det bliver ikke fornyet.
Det er til trods for, at Jennifer Achen er glad for at pendle. For ikke alene er toget hurtigere end en bil på distancen mellem hjem og job. Tiden bliver også bedre brugt i toget.

I løbet af de 20 minutter, togturen varer, er der tid til at holde sig opdateret ved at læse avis eller kigge i forældreintra.
Bilturen varer anslået fem minutter længere. Alligevel er det nu kun et spørgsmål om, at den rigtige bil dukker op, før Jennifer Achen fordobler antallet af biler i indkørslen.
Det er prisen for at tage den offentlige trafik, der er blevet tungen på vægtskålen.
Prisen for at tage toget var 'hamper nok i forvejen', mener Jennifer Achen, men da 1.000 kroner månedligt fra 20. januar i år steg til 1.180 kroner som følge af takst- og zoneændringer, blev det for meget.
Det har den ellers loyale pendler erkendt hen over de seneste knap ni måneder. Så nu skal pengene bruges på en bil i stedet.
»Jeg synes, at det er meget utilfredsstillende, at belønningen ved at tage toget er så lille, for jeg vil meget hellere tage den offentlige transport,« siger hun og fortsætter:
»Der ligger også noget opdragelse i det over for mine børn. Jeg synes, at det er et tab, når børn bliver vant til, at man kører alle steder hen.«
Der følger naturligvis omkostninger med endnu en bil, men fordelene ved endnu et køretøj opvejer ifølge den 40-årige sygeplejerske så rigeligt den merudgift, hun nok kommer til at få.
Eksempelvis bliver den store familievogn med plads til alle syv ofte startet op i weekenden, selvom kun tre personer skal med på tur.
Men med en lille, miljømæssigt bedre bil som alternativ mulighed i fremtiden vil det skære ned på både familiens benzinudgifter og CO2-udledning.
»I disse miljøtider, hvor vi alle skal passe på vor kære jord, er det da tankevækkende, at det faktisk ikke kan betale sig at tage toget på arbejde,« siger Jennifer Achen.
Centerchef for Trafikselskabet Movia Eskil Thuesen, der har ansvaret for at forklare om takstændringerne på Sjælland, ærgrer sig over, at endnu en kunde forlader den offentlige trafik.

Han fortæller, at prisstigningen på 2.160 kroner årligt til Jennifer Achen skyldes, at zonerne omkring Ballerup Station førhen har været forvirrende at gennemskue for kunderne.
Derfor blev zonegrænsen ændret, så kunder lettere kan se, om de har en gyldig billet inden for zonegrænserne. Det har dog medført, at Jennifer Achen skal betale for en zone mere, end hun skulle før.
»Vi ved ikke, hvorfor man har haft en savtakket grænse, men konsekvensen var jo, at folk kunne risikere at komme ind og ud af zonen fire gange, og det var der ingen kunder, der kunne finde ud af.«
»Vi blev nødt til at rette det ud og sige, at det var samme zone for alle.«
»Det er selvfølgelig ærgerligt for dem, der kommer vestfra og ikke skal længere end til Ballerup, for en prisstigning på 180 kroner månedligt er en del penge,« siger han og fortsætter:
»Vi mister generelt kunder til bilerne i de her år, og det handler om, at biler bliver billigere.«
»Vi føler os ansvarlige for at være konkurrencedygtige med bilerne, men vi kan ikke gøre så meget ved prisen, for det koster penge at drive en bus.«
»Vi gør, hvad vi kan for at gøre bus og tog bedre ved eksempelvis at indsætte el-busser, der forurener og støjer mindre, så alle, der gør sig den afvejning, om de skal tage den offentlige transport af hensyn til klima, vælger det,« siger Eskil Thuesen.



