»Vi er ved at fucke alt op, al flora, al fauna på jorden, og hvis jeg ikke arbejder for klimaet, så virker mit liv ret meningsløst.«

Sådan lyder det fra 41-årige Jennie Kaae Ferrara fra Østerbro, der for snart 12 år siden, i en alder af 29 år, blev ramt af en klimadepression, der betød, at hun tog sit liv og sine vaner op til overvejelse.

Jennie beskriver FN's klimakonference på Bali i december 2007 som den udløsende faktor for, at hun udviklede en decideret klimadepression.

Hun husker, hvordan repræsentanterne fra medlemslandene havde følelserne uden på tøjet, hvilket gjorde Jennie Kaae Ferrara klar over, at diskussionerne virkelig gjaldt noget stort, og fik hende til at indse alvoren af det.

Jennie Kaae Ferrara blev klimadepressiv i 2007.
Jennie Kaae Ferrara blev klimadepressiv i 2007. Foto: Privat
Vis mere

»Hele den efterfølgende uge var der dybdegående rapporter i avisen med en grafik, der viste, hvilke klimaudfordringer jorden stod over for, og hvad der ville ske, hvis ikke målsætningerne blev nået. Det var jo livet på jorden, der var på spil,« fortæller hun til B.T.

Ganske kort tid efter klimakonferencens alvor gik op for Jennie, begyndte hendes krop ligeledes at reagere.

»Jeg fik angstanfald, og dem fik jeg jævnligt, når jeg læste om det eller så noget i medierne om klimaforandringer, og hvad vi var i gang med at gøre ved planeten. Jeg fik det fysisk dårligt,« siger hun.

Sidenhen udviklede angstanfaldene sig til en depression, da Jennie Kaae Ferrara var bange for, at livet på jorden ville forandre sig voldsomt. Noget, hun stadig er bange for, nu 12 år senere, og som har fået hende til at begrænse antallet af flyrejser for familien samt indtagelsen af kød til måltiderne.

Hun fortæller, at hvis vi som mennesker ikke haler ind på vores udledninger af blandt andet CO2, vil vi ende med at gøre skade på livet på jorden.

Da depressionen ramte Jennie Kaae Ferrara, søgte hun i flere omgange hjælp hos en psykolog. Første henvendelse til en professionel, som kom oven på en venindes anbefaling til Jennie, endte dog ikke med et terapiforløb, fortæller hun.

Til psykologen fortalte Jennie, at hun var meget bekymret over klimaforandringerne og blandt andet havde svært ved at forstå, hvordan andre mennesker ikke kunne indse alvoren i problemet.

Det førte til, at psykologen konkluderede, at Jennie havde mistet sin distance. Den distance, der blandt andet gør, at man kan se på en plakat af et sultent barn uden at bryde sammen.

»Det blev jeg fortørnet over, og jeg tænkte, at det jo var hele problemet, at folk ikke forstod, hvad forandringerne rent faktisk betød for deres familier, for deres liv og for jorden. Så derfor ville jeg ikke have den distance, og derfor fik jeg ikke yderligere hjælp hos psykologen,« siger hun.

I 2014 fortæller Jennie, at hun ramte depressionsbunden. Håbløsheden og bekymringerne fyldte så meget i hendes hoved, at hun var nødt til at opsøge en psykolog igen.

Denne gang fik Jennie den nødvendige hjælp, og hun fandt samtidig et fællesskab, hvor hun kunne tale med ligesindede, der havde de samme bekymringer som hende selv, hvilket fik Jennie Kaae Ferrara ovenpå igen.

»Fællesskabet har været vigtigt. Jeg har kunnet se, at jeg ikke er alene med bekymringerne, men at vi er flere, der forsøger at tage et ansvar og gøre en forskel for jorden. Så har jeg kunnet fokusere på de små ting, som jeg selv har en indvirkning på, såsom hvor ofte jeg vælger at flyve, og hvor meget kød jeg spiser, selv om der stadig er behov for større politiske tiltag, hvis vi skal redde miljøet,« fortæller hun.

Jennie Kaae Ferrara blev ramt af klimadepression for 12 år siden, men hun er ikke den eneste, der er blevet ramt ekstra hårdt af klimaforandringerne. Det fortæller psykolog Camilla Karmark fra klinikken Lind & Karmark – Kognitiv & Metakognitiv Psykolog Praksis.

»Vi ser en stigende tendens i antallet af tilfælde, hvor klimaet er den primære problematik i depressionstilfældene. Men det er et forholdsvis nyt fænomen, som vi typisk ser hos unge mennesker fra teenageårene og op til 30'erne,« siger hun til B.T.

At der ses en stigning i antallet af klimadepressive, skyldes ifølge Camilla Karmark blandt andet, at der er kommet øget fokus på klimaforandringerne i mediebilledet.

»Klimaet fylder meget i mediernes dækning, og det har alle dage påvirket og gjort indtryk på folk. Da man i 80'erne hørte om hiv, var der også flere, som udviklede angst for det. Så der er noget naturligt i, at angsten knytter sig til det, der fylder i medierne,« siger hun.

Camilla Karmark er psykolog hos Lind & Karmark – Kognitiv & Metakognitiv Psykolog Praksis.
Camilla Karmark er psykolog hos Lind & Karmark – Kognitiv & Metakognitiv Psykolog Praksis. Foto: Stine Heilmann Photography
Vis mere

Den tankegang står Camilla Karmark ikke alene med. Også psykolog Eivind Harbeck Johansen fra klinikken Psykologerne Johansen & Kristoffersen mener, at mediedækningen har betydning for antallet af klimadepressive.

»Jo mere der bliver skrevet om det, jo mere bekymrede bliver folk, og derfor er de også mere tilbøjelige til at henvende sig til os,« siger han til B.T.

Begge psykologer er dog enige om, at det største problem for folk med klimadepressioner er, hvis de ikke er i stand til at kontrollere, hvor meget de tænker over klimaforandringerne og de ting, som de ikke direkte kan påvirke. Ifølge Camilla Karmark kan man hjælpe sig selv ved at tænke på det som en telefon.

»Se dine klimabekymringer som en telefon, der ringer. Bare fordi den ringer, så behøver du ikke at tage den hver eneste gang. At bekymre sig har i sig selv ikke en nytteværdi, da du ikke udleder mindre CO2 af det. Så hav fokus på din egen adfærd, og øv dig i at begrænse din bekymringstid.«

Psykolog Eivind Harbeck Johansen fra Psykologerne Johansen & Kristoffersen.
Psykolog Eivind Harbeck Johansen fra Psykologerne Johansen & Kristoffersen. Foto: Psykologerne Johansen & Kristoffersen
Vis mere