Det tidligere Comwell Grand Park Hotel i Korsør har fået ny ejer.

Det er Jehovas Vidner, som overtager stedet fra fagforbundet 3F, skriver TV2 Øst.

Med ejerskiftet står det også klart, at det tidligere hotel- og konferencecenter i fremtiden skal bruges til noget andet.

Stedet skal ifølge lokalmediet - som henviser til oplysninger fra ejendomsmægleren EDC Erhverv Poul Erik Bech - bruges som regionalt undervisningscenter for Jehovas Vidner fra flere europæiske lande.

Det er ikke oplyst, hvad Jehovas Vidner har givet for centeret, som i begyndelsen af 2024 blev sat til salg for 110 millioner kroner, skriver TV2 Øst.

Hotellet blev lukket af Comwell i slutningen af 2021, hvorefter det blev købt af 3F, som nu har solgt det videre.