De stod ansigt til ansigt. Hun havde deres lille søn på armen. Hendes daværende kæreste hævede stemmen og tog tilløb imod hende. Anna nåede at tænke: 'Nu slår han – igen'.

Så mærkede hun en ukendt styrke. I tre år var Anna sammen med en kæreste, der nedbrød hende psykisk og fysisk.

I ét nu vidste hun, at han havde lagt hånd på hende for allersidste gang.

Samme dag ringede hun – først til sin mor, så til hans mor og til sidst til politiet. For første gang fortalte hun om volden.

»Jeg skammede mig over at have ladet det komme så vidt. At jeg havde ladet mig selv blive så svag,« fortæller Anna.
»Jeg skammede mig over at have ladet det komme så vidt. At jeg havde ladet mig selv blive så svag,« fortæller Anna.
Vis mere

»Min mor havde spurgt mig 870 gange, om der var noget galt.«

Hver gang havde hun svaret nej.

»Jeg skammede mig over at have ladet det komme så vidt. At jeg havde ladet mig selv blive så svag.«

I dag er Anna 28 år og en del af organisationen Bryd Tavshedens fortællerkorps. Sammen med andre unge, der har været udsat for psykisk eller fysisk vold, holder hun foredrag om kærestevold på skoler og gymnasier.

Hun er langtfra alene. Siden corona lukkede landet ned, har organisationen fået mange henvendelser fra unge, der har været udsat for kærestevold.

Faktisk har dobbelt så mange unge i maj og juni henvendt sig til Bryd Tavsheden som i marts og april.

Nu udsender organisationen musikvideoen 'Undskyld', der skal give børn og unge mod på at tale om vold.

Det begyndte så fint mellem Anna og hendes ekskæreste. De mødte hinanden i den drengegruppe, Anna hang ud med, da hun var 20 år.

»Han havde lidt sydlandske træk og var sød og charmerende,« husker hun. Selv havde hun altid været en drengepige.

Hun var smigret over, at han havde valgt hende, og opsat på, at han skulle blive ved med at være forelsket.

Kun tre måneder efter de var blevet kærester, begyndte hendes veninder at tale om, at han holdt hende i kort snor.

»Når jeg skulle noget, tog han altid med. Men når han skulle noget, skulle jeg sidde i hans lejlighed og vente.«

Det var ikke noget, han krævede – med ord.

»Men tonen var tydelig. Det var ikke til forhandling.«

Han var hendes første kæreste, så hun var i tvivl om, hvorvidt det var hende, der var nærtagende, eller ham, der var grænseoverskridende.

»Han sagde, det var hans måde at vise kærlighed på, så jeg kunne ikke sige: 'Du elsker mig forkert'.«

Hun bøjede sig hver gang. Skulle hun til en fødselsdag, hvor han ikke var inviteret, aflyste hun. Senere aflyste hun også caféture med veninderne og gåture med sin mor.

»Min egen dømmekraft var sat ud af kraft. Jeg gjorde bare, som han ville.«

Insisterede hun på at tage af sted uden ham, ringede eller skrev han til hende uophørligt, mens hun var væk. Hvis hun sagde fra, blev han vred:

»Han blev også stødt og helt sikkert såret, men det var vreden, der fyldte mest.«

Hendes kæreste gik op i træning og kost og ville have, at også Anna skulle træne, løbe og tabe sig. Hun begyndte at styrketræne to timer inden arbejde, cyklede til og fra arbejde og holdt op med at spise.

»Jeg overtrænede, blev deprimeret og nedtrykt. Jeg kravlede langs panelerne, var grå og kedelig.«

De næste år svingede hendes vægt som et pendul mellem 45 kilo og 60 kilo. Når hun vejede mest, fik hun det straks at vide.

»Så kaldte han mig en 'stor, fed, ulækker so',« siger hun og tilføjer tørt: »Ja – på hele 58 kilo.«

Hendes mor spurgte flere gange, hvad der var galt. Men Anna kunne ikke sætte ord på det. Ikke før volden blev fysisk. Og da skammede hun sig så meget, at hun holdt mund. Kun tre uger efter deres søn blev født, slog han hende første gang.

Det var gået stærkt mellem Anna og hendes ekskæreste. De mødtes i januar 2012, flyttede i lejlighed seks måneder senere, og i august opdagede hun, at hun var gravid.

»Vi var unge, havde ingen uddannelse, jeg vidste, at han var opfarende og hidsig. Alligevel besluttede vi at beholde barnet.«

Når hun kigger tilbage, tænker hun, at hendes ekskæreste var presset.

I tre år var Anna sammen med en kæreste, der nedbrød hende psykisk og fysisk.
I tre år var Anna sammen med en kæreste, der nedbrød hende psykisk og fysisk.
Vis mere

»Det var ikke hans mening, at det skulle gå sådan, men det var for overvældende for ham.«

Selv om hun havde et barn i maven, skulle hun stadig træne og løbe dagligt.

»Han skulle synes, at jeg var lækker, så seks måneder henne i graviditeten havde jeg kun taget 1½ kilo på og blev indlagt.«

Sønnen blev født for tidligt, og familien endte på neonatalafdelingen.

»Da vi kommer hjem, var der en større sårbarhed over min ekskæreste, der gjorde hans lunte mindre og temperamentet voldsommere.«

Første gang han slog, fik hun en 'knytnævne lige i ansigtet'.

»Jeg blev totalt paf. Det tror jeg egentligt også, at han blev, for han flygtede ud af lejligheden,« siger hun.

Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun er blevet slået. Hun gætter på 'måske hver sjette dag' i snit.

Det viste sig hurtigt, at vold holder af faste rutiner.

Mønsteret var, at hun var presset og stresset. Mens han følte, at hun provokerede ham – med vilje:

»Han slog, når jeg ikke kunne trøste min søn, så han græd, når der var fodbold i fjernsynet. Eller når jeg havde købt Fanta med hjem i stedet for Sprite. Det var så banale ting, at det i dag er til at græde af grin over,« siger hun.

»Hver gang kom han grædende tilbage. Jeg sagde ikke noget til nogen. Og han lovede at få hjælp til at styre sin vrede.«

Det var et tilfælde, at mønsteret efter tre år blev brudt. En dag havde han sparket hende så hårdt, at hun brækkede skinnebenet. Hun fik krykker og flyttede hjem til sine forældre for at få hjælp til sin lille søn.

Men hun tav stadig om, hvad der var sket. Indtil den dag, hvor han kom for at hente sønnen, blev vred, og hun – endelig – mærkede modstanden vokse i sig.

Så krakelerede hendes forsvarsværker, og hun fortalte alt. Først til sin mor, så til hans mor og til sidst til politiet.

Men hun har aldrig lagt sag an mod ham. For det er hendes ord mod hans. I stedet har hun valgt at gå ind i Bryd Tavsheden for at hjælpe andre unge i samme situation.

I dag er Anna ikke længere bange for sin ekskæreste, men spørger man, hvad der var værst, er svaret:

»De blå øjne forsvinder – det gør følelsen af at blive kontrolleret konstant ikke. De psykiske overgreb bliver ved med at spøge.«

Denne historie er Annas fortælling. For at beskytte sin søn er Anna anonym, men redaktionen er bekendt med hendes sande identitet.