»Jeg har tidligere kaldt Danmark for både 'et lorteland' og 'et sygt samfund'. Men den holdning, jeg tidligere havde, har ændret sig.«

Sådan skriver den islamiske debattør Mohamed Abdi Kahn lørdag i et nyt Facebook-opslag til sine 19.000 følgere.

Han har over sommeren været i vælten for groft at kritisere det selvsamme Danmark, som har omfavnet og understøttet ham som politisk flygtning.

Med udtalelser om, at han ikke er taknemmelig for at bo her, og at han kræver adskillige millioner for at rejse tilbage til Afrika med sin familie, har han stødt mange – herunder højreorienterede meningsdannere og politikere – på manchetterne.

Men efter, at han for nylig blev frifundet i en straffesag, har Kahn tilsyneladende fået en ny kærlighed til sit værtsland.

»Jeg har nu selv oplevet det danske retssystem, og det har efterladt et dybt indtryk på mig,« skriver han.

»Jeg havde forventet, at politikere og medier havde stor indflydelse på hele systemet, og at denne indflydelse kunne være ødelæggende for princippet om lighed og retfærdighed for loven. Men jeg tog fejl.«

Debattøren, som bor i Danmark med sin kone og seks børn, var indtil for nylig anklaget for at opfordre til vold, efter han i en kommentar til en B.T.-artikel fra 2025 skrev:

»B.T. er medskyldig i en folkedrab og nu krænker de og angriber vores brødre og søstre i DK. Muslimske brødre i DK skal faktisk komme sammen, lave en plan og bekæmpe dem. Vi kan stoppe dem, og det skal vi gøre på den hårde og smertefulde måde.«

Men retten fandt det ikke bevist, at det var en overtrædelse af loven. Heller ikke, selv om Kahn i en anden kommentar skrev, at han havde »personlige informationer« om tidligere B.T.-redaktør Claes Theilgaard.

Frikendelsen sætter Kahn pris på:

»Tænk engang, at en person, der tidligere har kaldt Danmark for 'et lorteland' og 'et sygt samfund', stadig kan få retfærdighed og beskyttelse gennem landets retssystem,«  skriver han.

»Det siger noget helt afgørende om værdien af vores retsstat hvor det danske og europæiske fædre og forfædre har opbygget,« tilføjer han og konstaterer:

»Derfor skal vi passe på og beskytte Danmark!«

Kahn har flere gange i interviews og lagt sig ud med politikere og B.T.-værten Joachim B. Olsen og på sin egen provokerende facon tryktestet den danske ytringsfrihed.

For mens politikere har gjort det klart, at de ikke mener, at Kahn hører til i Danmark, har den islamiske debattør stået fast på sin ret til at sige og mene, hvad han vil.

»Vi må aldrig tillade, at Danmark udvikler sig til et land som dem, mange af os kommer fra, hvor politikerne kontrollerer hele systemet, og hvor retfærdigheden afhænger af, hvem der sidder på magten,« skriver Kahn i sit opslag lørdag.

Debattøren nægtede sig skyldig, da hans sag var for Retten i Hillerød. 

At »bekæmpe« B.T. handlede om politik, ikke vold, sagde han.