Freja Polonius hjalp sin ven med at arrangere sin egen død i Belgien. Efter hans død har hun oplevet sorg og skyld, og det er blevet en livsopgave for hende at bringe andre nuancer ind i debatten om aktiv dødshjælp.
»Jeg sad der, mens han fik den gift, som på et øjeblik slog ham ihjel. Jeg havde forinden fortalt ham, at jeg var uenig i beslutningen, fordi jeg syntes, at hans liv var for meget værd. Men han skiftede ikke mening.«
Læs også: Kære Freyja: Var jeg en god veninde, da din mor døde?
»Jeg havde lyst til at skrige, da lægen i Belgien langt om længe havde fået lagt droppet. Jeg sad og så på, at han forsvandt for øjnene af mig. Jeg har siden mærket stor sorg og skyldfølelse.«
»Prebens død ved aktiv dødshjælp og alle de nuancer, jeg ikke synes, fik mulighed for at komme ind i beslutningen, kom til at skabe en ny livsopgave for mig,« siger Freja Marie Polonius.
Læs også: Jeg troede, min fars selvmord var min skyld
Ville ikke være en grøntsag
»Jeg kendte smeden Preben fra min ungdoms spejderkorps og var forblevet venner med ham. I 2019 gjorde en tragisk arbejdsulykke ham lam fra halsen og ned. Han tilbragte et halvt år på intensiv afdeling. Han var efter ulykken fuldkommen klar i hovedet og kunne i princippet leve mange år endnu.«
»Han tog alligevel en beslutning om, at han ville dø ved aktiv dødshjælp i udlandet. I Danmark er det ikke en mulighed. En beslutning, han ringede og indviede mig i. Da han ringede, blev jeg ked af det. Tårerne løb ned ad mine kinder.«
»Det kom dog ikke bag på mig. Jeg havde kendt ham i 30 år, og han havde altid sagt, at hvis han en dag blev en grøntsag, skulle vi tage ham ud i en skov og skyde ham.«
»Men der skete også noget andet med Preben, da ulykken ramte, syntes jeg. Jeg besøgte ham hver uge på intensiv, og det var, som om det filter, som var mellem ham og omverdenen, blev brudt.«
»Jeg oplevede ham mere tydelig, sårbar og kærlig end nogensinde. Den store og stærke mand, som gennem livet havde været lidt utilnærmelig, var blevet tilgængelig.«
»O.k., jeg forstår godt, at du ikke kan udholde den fysiske afmagt. Men som menneske og sjæl er du mere dig selv end nogensinde før,' sagde jeg til ham,« fortæller Freja Marie Polonius.
Jeg ville forstå
»Jeg blev nysgerrig på hans beslutning om at dø, nu hvor han havde overlevet ulykken og været i intensiv behandling. Jeg ville gerne forstå ham.«
»Samtidig respekterede jeg hans ønske om at dø, og som ven ville jeg gerne hjælpe ham med, at det så blev på den bedst mulige måde.«
»Det var for eksempel mig, der fandt lægen i Belgien, der hjalp ham med at dø, og mig, der på mange måder faciliterede hans rejse dertil.«
»Vi blev enige om, at jeg skulle skrive en bog for at forstå, hvorfor han ville dø. Jeg følte, han livede op i arbejdet med bogen, blev nysgerrig og fik en masse energi.«
»Og senere i forløbet formidlede jeg kontakt til DR, der gerne ville følge forløbet, hvilket senere blev til dokumentaren 'På tirsdag skal jeg dø'. Preben var et gavmildt menneske, og han ville gerne dele sin historie og nå ud med spørgsmålet: 'Hvad stiller vi som samfund op med sådan en som mig?'.«
»På rejsen mod døden rykkede jeg tættere og tættere på Preben. Både som ven og gennem arbejdet med bogen. Jeg blev også hans handicaphjælper det sidste halve år og så både de gode og de svære dage.«
»Fra han fortalte, han ville dø, til han døde 17. maj 2022, gik der knap halvandet år,« siger Freja Marie Polonius.
Det blev mit vendepunkt
»Mit vendepunkt kom i bidder, da jeg kom alvorligt i tvivl. Jeg mærkede, at det hele ikke var så enkelt, og jeg oplevede en livsgnist hos Preben.«
»Sidst i 2021 blev Preben indlagt med en alvorlig infektion. Vi vidste ikke, om han kunne overleve den. Jeg spurgte ham bagefter: 'Hvorfor sagde du ikke nej til behandling – det må vi godt i Danmark? Så var du død nu?'. Det gav ikke mening for mig, hvis han virkelig så gerne ville dø.«
»Han svarede: 'Det er ikke en rar måde at dø på'. Men det havde været den lette vej ud at få noget morfin og sove ind på.«
»Samtidig med at han livede op i arbejdet med bogen, begyndte han at opdage, at han havde talenter, han ikke vidste, han havde. For eksempel en god stemme, der gjorde, at han måske kunne indtale lydbøger. Han overvejede at starte på universitetet.«
»Preben ville dø, og samtidig spirede livet frem. Og her skete mit indre vendepunkt. For jeg syntes ikke, at han gav sig selv tid nok til at finde en ny vej.«
»Jeg fulgte ham tæt det sidste år. Og indså, at nogle mennesker ønsker at slutte livet, fordi de frygter ikke at have noget at bidrage med. Preben fik, efter ulykken, ingen psykologhjælp til at bearbejde tabet af førlighed og finde en ny vej i livet.«
»De sidste tre måneder før rejsen til Belgien gjorde min mand og jeg alt, vi kunne, for at tale Preben ind i andre muligheder end at dø. Det lykkedes ikke. Jeg valgte at rejse med til Belgien, fordi han bad mig om det,« forklarer Freja Marie Polonius.
Her er jeg i dag
»Jeg havde et virkeligt svært år efter Prebens død. Jeg var helt fortabt.«
»Jeg kunne næsten ikke foretage mig noget, men jeg var mor til to helt små børn og kæmpede for at få bogen færdig. Preben føltes meget nærværende i mine drømme og mareridt, og det hele var en meget intens proces.«
»Det vigtigste, jeg har lært, er at stole på mine egne fornemmelser. På det, jeg har været vidne til. At hjælpe Preben til at dø har ikke alene bragt mig stor sorg. Det har også givet mig skyldfølelse over ikke at have forhindret det.«
Bliver aldrig den samme igen
»Dokumentaren, som indirekte blev til med min mellemkomst, blev vist efter hans død. Den er klippet sådan, at jeg ikke oplever, at den viser den sårbarhed og tvivl, Preben også havde. Og så har filmen jo afstedkommet et borgerforslag om aktiv dødshjælp.«
»Jeg har altså været med til at sætte noget i gang, som jeg i dag er meget kritisk over for. Det giver mig dobbelt skyldfølelse.«
»I dag er det blevet en livsopgave at fortælle om det, jeg har set og deltaget i. Prebens død og rejsen derhen har ændret mit liv.«
»Jeg holder foredrag og blander mig i debatten om aktiv dødshjælp. Lige nu skriver jeg på en ny bog om de psykologiske følgevirkninger, der kan være forbundet med at have været med til at slå et menneske ihjel.«
»Min tid med Preben har ændret den måde, jeg ser livet på. Og alt, jeg er optaget af. Jeg bliver aldrig den samme igen.«