Nu må det være på tide, at Forsvaret gør noget ved sexisme og grænseoverskridende adfærd mod kvindelige soldater, siger Joulie Philloe til ALT.dk. Hun blev ekspert i at lukke ned for sig selv under de første ti år i Forsvaret.
»Jeg var blandt de første kvindelige værnepligtige i 1995 og startede ud ved Kongens Artilleriregiment, inden jeg skiftede over til Livgarden i år 2000. Jeg kan huske en morgen helt i begyndelsen til optagelsesprøven på en flyvestation, hvor jeg stod og lagde mascara. En af de kvindelige rekrutteringsansvarlige kom hen til mig og sagde: 'Du skal skrue ned for din kvindelighed.' Og så var tonen bare sat de næste mange år.«
»Jeg oplevede generelt, at der var stor forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, og at vi i den grad var uønskede. Det mærkede jeg for eksempel, når vi skulle på øvelse og sove ude i felten i flere uger i træk. Her var vi kvinder jo nødt til at tage ind og skifte hygiejnebind med mere og eventuelt tage et bad, hvis vi var blødt igennem, når vi havde menstruation.«
»Vores mandlige kollegaer bed oftest mærke i det og kom med spydige bemærkninger om forskelsbehandling. Den var der tit. Der blev lagt mærke til os kvinder – og talt om os. Så vi holdt op med at tage pauser mellem p-pillerne, så vi bare kunne køre igennem øvelsesperioderne uden menstruation.
'Pik, patter, kusse'-sprog
»Og så var der alle de grænseoverskridende episoder. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik blærebetændelse, fordi jeg igen var blevet afstraffet af en sergent, som oftest indrapporterede mig, fordi han – i mine øjne – ikke kunne lide mig. Blærebetændelsen fik jeg, fordi jeg skulle sidde på den frosne jord i snevejr, kun i joggingtøj, mens jeg ventede på, at min straf var overstået. Derfor skulle jeg i stedet ind og sidde på kommandokontoret. Her var der nøgenbilleder og side 9-piger over det hele, og det generelle sprog var 'pik, patter, kusse'-agtigt.«
»Jeg var kun 18 år og knap nok seksuelt aktiv. Det var så grænseoverskridende og samtidig normalt. Det var, som om mændene skulle bevise noget over for os, og at vi kvinder bare måtte 'æde den' og bide i os, at de talte om seksuelle eskapader.«
»En dag fik vores overordnede en idé, som han syntes var god – vi skulle nemlig have udleveret sports-bh'er! Så han linede os op på en række for at 'måle os op' til dem. 'Du er en størrelse. 75A, du er en 80B, og du er nok en 75B,' og så blev vi kvinder ellers sendt ned på materieldepotet på en lang række. Det var så ydmygende.«
»I en af de første uger oplevede vi også, at en af vores overordnede sergenter en dag kom ud til os i badet, 'for det var jo sergenternes baderum', og det skulle vi ikke tage fra dem. Så stod vi dér, seks nøgne kvinder over for en nøgen sergent, der skulle tage sit opgør mod os. Det oplevede jeg som meget grænseoverskridende og krænkende. Jeg anmeldte det, men der skete ikke umiddelbart andet, end at vi blev indkvarteret et andet sted.«
Lukkede ned for mig selv – og andre kvinder
»Jeg husker, at jeg hele tiden skulle have paraderne oppe. Jeg var ofte knappet til for at skjule mine former og forsøgte at gemme mine bryster væk. Jeg følte ikke, at jeg kunne være den glade, smilende pige, jeg var født til at være, for så blev det misforstået, og alle vurderede mig. Det føler jeg stadig den dag i dag: At alt, hvad vi gør og siger, bliver lagt mærke til.«
»Hvis vi for eksempel på en øvelse befinder os i et lokale, har jeg oplevet, at mændene stopper op og kigger ind for at se os an, fordi vi er kvinder. Jeg modtog rigtig mange uønskede tilnærmelser i de ti år. Flere overordnede samt kollegaer kom hen til mig og spurgte: 'Hvis jeg går fra min kone, vil du så være sammen med mig?'. Flere blev sure, fornærmede og tog det personligt, at jeg ikke ville ud og drikke mig fuld med dem.«
»Hver gang jeg sagde nej og generelt sagde nej tak til invitationer, fik jeg dårlige papirer eller blev bagtalt. Min oplevelse er, at det er sjældent, at vi kvinder får en personelbedømmelse baseret på vores færdigheder som soldat, men at det i stedet ofte er vores personlighed, vi bedømmes for. Min reaktion på det hele dengang var at lukke i. Jeg slugte bare kamel efter kamel og lagde låg på. Jeg sagde flere gange fra, men fik at vide: 'Sådan er Forsvaret. Take it or leave it. I er her på vores præmisser.'«
»Dengang holdt jeg ikke altid med kvinderne, fordi jeg i forvejen var god til at lukke ned og passe godt på mig selv. Jeg tog mig selv i at trække mig fra de kvinder, der risikerede at få et dårligt ry, så jeg ikke selv blev set ned på. Det var min måde at prøve at beskytte mig selv på. Det er også derfor, jeg i dag gerne vil tage revanche og støtte op omkring alle de kvinder, jeg overhovedet kan få lov til.«
I forbindelse med sit virke som numerolog har Joulie Philloe skiftet navn siden sin første tid i Forsvaret. Redaktionen er bekendt med det navn, hun brugte, da hun var i Forsvaret i 1995-2005.
»Det skal være tydeligt, at den type adfærd får store konsekvenser«
»Forsvaret bør sørge for en grundig og uvildig undersøgelse af deres interne kultur, hvis de skal komme problemer med sexisme og krænkelser til livs,« fortæller Marie Sihm, der er næstforkvinde og medstifter af foreningen Kvindelige Veteraner.
Hvad er jeres mission hos Kvindelige Veteraner?
»Vi arbejder for at danne sociale fællesskaber for kvinder i Forsvaret og efter Forsvaret. Kvindernes fortællinger har været usynlige i lang tid, og mange af vores medlemmer har haft en oplevelse af, at deres stemme ikke har været særligt tydelig i Forsvaret, så det er noget af det, vi hjælper med.«
Hvad er nogle af de største udfordringer, I ser i dag?
»For det første ved man faktisk meget lidt om kvinders trivsel både i Forsvaret og efter Forsvaret. Der findes meget lidt forskning derude, og hvis nye initiativer skal ramme plet, så er man nødt til at kende problemets karakter og omfang.«
»Hvornår er det, der sker krænkelser? Hvorfor sker det? I hvilken kontekst? Derfor vil vi slå på, at der stadig mangler en tilbundsgående undersøgelse af dette område i Forsvaret, som er mere adfærds- og handlingsorienteret, så kvinderne kan forholde sig til helt konkrete spørgsmål som: 'Har du oplevet at blive klappet i røven?', 'Har du oplevet at blive forbigået til et stykke arbejde på baggrund af dit køn?' og så videre.«
»Det er også vigtigt, at Forsvaret får en ekstern part til at kigge nærmere på det, for lige nu undersøger Forsvaret faktisk sig selv, og her tror vi på, at det er nødvendigt med eksterne specialister – sådan, som man også har set i andre sager i forbindelse med MeToo.«
Hvad ser I ellers som konkrete løsninger?
»Det er vigtigt at undersøge omfanget og karakteren af problemet, før man kommer med bud på konkrete løsninger, synes jeg. Vi ved, at Forsvaret arbejder med problematikken og siger mange rigtige ting, og det er virkelig vigtigt, at det bliver signaleret oppefra og ned, at sexisme og krænkende adfærd ikke er i orden. Men en kampagne bliver jo først til en politik, når man både kan se indadtil og udadtil, at visse former for adfærd har konsekvenser.«
»Her synes jeg, at der har været eksempler på sager, hvor det har været mindre tydeligt, hvor alvorligt man har taget det, fordi krænkelser er blevet straffet med relativt små bøder. Her skal det være mere tydeligt, at den type adfærd får store konsekvenser, og de forskellige ledere i Forsvaret skal vide, hvordan de skal reagere i den slags sager.«
»Vi har svigtet vores opgave som ledelse«
»Der er ingen tvivl om, at sexisme i Forsvaret er en alvorlig udfordring, og at organisationen på dette punkt har svigtet kvinderne,« siger forsvarschef Flemming Lentfer.
Han forsikrer om, at der i dag er nultolerance over for krænkende adfærd.
Vi har talt med en kvinde, der fortæller om sine oplevelser med sexisme i Forsvaret, fra hun var 18 til 28 år. Hun har blandt andet oplevet, at overordnede har gjort uønskede tilnærmelser, og hun har følt sig nødsaget til for eksempel at springe sin menstruation over og ikke følt, at hun kunne spise en banan i kantinen. Hvad tænker du om de oplevelser?
»Det er helt vildt. Og helt uacceptabelt. Det vil jeg gerne slå fast fra start af. Det er på ingen måde sådan, det skal være. Og det er også det, vi arbejder på at lave om. Nogle af de her sager ligger jo længere tilbage, hvilket ikke gør dem mindre alvorlige – især når jeg læser, hvilke personlige omkostninger det har haft for hende – men hvis hun synes, at hun også kan genkende billedet i dag, når hun er ansat som en del af reserven, så gør det jo ikke sagen bedre.
»Så jeg vil sige det sådan: fuld afstandtagen. Vi har en fuldstændig klar holdning om, at der er nultolerance over for det her. Det kan ikke siges tydeligt nok.«
Men overordnet set, synes du så, at I har svigtet de her kvinder? Fortjener de en undskyldning fra jeres hånd?
»Der er ingen tvivl om, at i vores håndtering af de her sager, der mener jeg klart, at man kan se, at vi har svigtet vores opgave som ledelse. Og det er så det næste, vi i virkeligheden har fokus på ved blandt andet at signalere, at det her er fuldstændig no-go. Det er jo den kulturændring, som skal være med til at forebygge det her.«
Men hvad gør I helt konkret for at forebygge, at det overhovedet sker?
»Vi har haft et seminar, hvor fageksperter har hjulpet os med, hvordan vi gør det her bedst som koncern. Én af tingene er, at man som ledelse skal signalere – og stå ved det hele vejen ned igennem organisationen – at vi ikke vil acceptere en 'tøhø'-kultur.«
»Den anden ting er, at vi skal forebygge ved at lave en kulturændring. Vi skal blive ved med at snakke om det, og det skal være uacceptabelt, at sådan noget kan foregå, og at tendensen så er, at vi slår ring om vores enhed.«
»Den tredje del er, at vi gerne vil have meget større diversitet. Vi ved, at flere kvindelige rollemodeller kan være med til at ændre tonen betydeligt. Vi tror på, at diversitet giver bedre løsninger, og lige muligheder giver gode vilkår for alle. Opnår vi større diversitet, så er jeg helt sikker på, at det vil være med til at reparere på det her problem.«
