Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Da parterapeuten spurgte, om hun elskede sin mand, blev det klart, at Julie Hastrups 20 år lange parforhold var slut. I sorgen over skilsmissen blev redningen middage med hendes forældre.

Når Julie Hastrup skal beskrive lykke, ser hun et helt bestemt billede for sit indre blik: En stor dobbeltseng, hvor hun ligger sammen med sin mand, Morten, deres to børn, William og Emma Lou, to katte og en stor hund, der fælder. Det billede findes bare ikke mere.

»Morten og Bella – hunden – er flyttet. William er flyttet hjemmefra. Så nu er det kun mig, Emma, Charlie og Maggie – kattene – der bor her i lejligheden.«

Der er med andre ord blevet god plads i dobbeltsengen. Lidt for god plads. Julie og Morten gik fra hinanden i august 2020 efter at have været sammen i 20 år. Det lykkelige familiebillede krakelerede, og da Danmark kort efter lukkede ned på grund af corona, blev Julie overvældet af ensomhed og sorg.

En sorg, hun stadig bærer rundt på og forsøger at finde en plads til, og en sorg, der har overrasket hende i sin voldsomhed. Hun synes, at det er svært pludselig at stå alene midt i livet og skulle redefinere sig selv og hele sit verdensbillede, og hun har virkelig manglet nogen at spejle sig i undervejs.

Som kvinde bygger man ikke lige en ny familie op, når man er 53 år, så hvad skal fremtiden egentlig indeholde for at give mening? Julie og Morten mødte hinanden i marts 2000. Julie arbejdede som journalist på DR, og Morten var klipper. Han skulle klippe et af hendes programmer.

»Egentlig brød jeg mig ikke om ham til at starte med. Han var lidt sur og kort for hovedet, men i løbet af den intense fælles arbejdsperiode lærte vi hinanden at kende. Da programmet var færdig, gik vi ud og drak en øl, og så udviklede det sig ret hurtigt. I august 2000 flyttede Morten ind hos mig her i lejligheden. Jeg var 31 år, han var fem år yngre og havde i flere år gerne villet have børn.«

»Han havde aldrig haft et længerevarende kæresteforhold eller boet sammen med nogen, mens jeg var en erfaren dame med flere længerevarende forhold bag mig. Jeg var også kommet til det punkt, hvor jeg var klar til børn, og vi tænkte, at vi lige så godt kunne prøve. Alle sagde jo, at det kunne tage flere år, før det lykkedes. Det gjorde det så ikke for os. Det tog den første gang, vi prøvede.«

Hun griner.

»Først kom vores søn, og to et halvt år efter kom vores datter til verden, og vi var lykkelige. En af vores store styrker i parforholdet var, at vi var meget interesserede i samme fag. Han som fotograf og klipper, jeg som journalist og sidenhen forfatter. Vi talte rigtig meget arbejde, og vi tog tit på udflugter og rejser sammen, ofte med et arbejdsmæssigt fokus, fordi jeg for eksempel skulle finde en god lokation til et mord til en af mine bøger. De ture og vores arbejde bandt os tæt sammen.«

»Når jeg ser tilbage på vores ægteskab, vil jeg sige, at vi havde ti rigtig gode år, fem mellemår med ups and downs, og så fem mindre gode år. Hen ad vejen sker der jo det, at man bliver ramt af livet og skal håndtere forskellige kriser. Mortens job kørte ikke rigtigt i en periode, hans far blev meget syg, jeg fik modermærkekræft, og vores søn blev overfaldet. Den slags ting, som sker, og som jo bare er livet. Men for os kom det med ret høj frekvens efter de første 15 år, og der kom en forskydning i balancen mellem os.«

Havde aldersforskellen nogen betydning?

»Jeg kan huske, at det bekymrede mig en lille bitte smule, at Morten aldrig havde haft et langvarigt forhold, og jeg nævnte det også for flere af mine veninder. Jeg vil ikke sige, at det var årsagen til, at det endte med ikke at gå, for så var vi jo ikke blevet sammen i lidt over 20 år, men han var nok ikke blevet slebet af, og det fik betydning hen ad vejen.«

»Ellers har alderen ikke generet mig, og det er også vigtigt at understrege, at vi havde det virkelig sjovt sammen i langt de fleste år. Det var også det, børnene sagde, da vi fortalte dem, at vi skulle skilles. De var sådan, what? I sidder jo altid og griner! Vi har haft mange i vores omgangskreds, som har skændtes og levet som hund og kat – og som stadig er sammen – så man kan simpelthen ikke sige, hvem der bliver sammen, og hvem der bliver skilt, hvis man skulle oddse på det.«

Indtil 2020 havde du så tænkt, at jeres ægteskab var for evigt?

»Jeg tror, at jeg havde tænkt, at jeg virkelig, virkelig ønskede, at det kunne blive for altid med ham, jeg fik børn med. Og jeg er gået ekstremt langt for familien. Familien har betydet alt for mig. Virkelig. Det vigtigste for mig har været at give vores børn en tryg opvækst. Vi har boet i denne lejlighed altid, vi har haft dyr, og mormor og morfar bor to gader væk. Jeg havde håbet, at det kunne vare ved, og det er nok der, sorgen ligger. At familieprojektet ikke lykkedes.«

»Man kan jo ikke sige, at jeg var purung, da Morten og jeg mødte hinanden, men historien om at mødes som ung og sprød og så langsomt ældes sammen, den er jo væk. Og fremtidsdrømmen om at blive mormor og morfar og farmor og farfar sammen er der heller ikke mere. Der er en masse, der er knust. Det har været en fuldstændig abnormt stor sorg for mig og er det stadig.«

»Jeg er ikke sådan en kvinde, der i perioder har tænkt, at det kunne være skønt at prøve at være alene og have elskere og gå i byen. Jeg har talt med veninder om det, men jeg har aldrig selv haft behovet. Jeg følte, at jeg havde prøvet nok, da jeg mødte Morten, så for mig var det vigtigste at holde sammen på familien.«

I de sidste fem år af ægteskabet kom der flere og flere gnidninger. Julie og Morten havde nogle grundlæggende uoverensstemmelser og diskussioner om værdier og økonomi, og da Julie fik modermærkekræft, var hun såret over, at Morten ikke var der mere for hende.

Forfatter og journalist Julie Hastrup
Forfatter og journalist Julie Hastrup Foto: Les Kaner
Vis mere

»Det var lidt af en øjenåbner for mig, at han udviste så lidt omsorg, og jeg følte mig svigtet af ham. Vi var nødt til at gøre rent bord. Dels i forhold til det følelsesmæssige, men også i forhold til nogle praktiske foranstaltninger, der ikke fungerede. Det var mig, der tog initiativ til de snakke, for jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne blive ved med at ignorere vores problemer.«

»Det førte til nogle diskussioner, og det blev efterhånden klart, at vores følelser for hinanden var kølnet af. Lige inden vi blev skilt, var vi i parterapi, hvor terapeuten spurgte mig: “Elsker du Morten?”. Og det kunne jeg ikke sige, at jeg gjorde. Men jeg kunne sige, at jeg elskede familien.«

Og hvad sagde Morten?

»Han kunne heller ikke sige, at han elskede mig. Og lige der blev det helt klart, at vi skulle skilles.«

Hvordan var det at svare på det spørgsmål?

»Det var helt vildt hårdt. Der var jo også mange positive ting i vores forhold, og det fremhævede jeg også. Det var nok mig, der havde været længst tid om at indse, at vi ikke skulle være sammen længere; jeg havde håbet, at vi kunne komme igennem krisen for børnenes skyld, men samtidig var det jo også mig, der havde taget fat på problemerne.«

»Teknisk set var det Morten, der smed håndklædet i ringen og sagde, at han syntes, vi skulle blive skilt, og det kunne jeg på det tidspunkt kun svare ja til. På den måde var det en udramatisk skilsmisse. Virkelig. Men efterfølgende synes jeg, at det har været rigtig svært.«

Men du kunne mærke, at det var den rigtige beslutning lige der?

»Det er det rigtige, men på det tidspunkt ville jeg nok gerne have givet det en chance. Jeg ville være helt sikker på, at vi havde vendt hver eneste sten. Jeg tror, at jeg var inspireret af blandt andet mine forældres ægteskab. Da jeg var 13-14 år, havde de også en krise, men de kom igennem den, og det er der noget meget smukt i, synes jeg. Sådan ville jeg også gerne have haft det.«

»Jeg synes, det er så fint at kunne gennemleve en krise og komme styrket ud på den anden side og på den måde vise sine børn, at kriser også er en del af livet. Efterfølgende har jeg bebrejdet mig selv, at jeg ikke var lykkedes med at finde en mand, der havde potentialet til at blive i familien.«

»Ikke, at det er hans skyld – det er lige så meget min skyld – men hvor ville jeg gerne have fundet en, hvor det havde fungeret. Omvendt ville jeg jo ikke være lige præcis vores børn foruden, og derfor kunne det aldrig have været en anden mand end Morten.«

Julie er aktuel med romanen “Kryb”, som blandt andet handler om, at hendes gennemgående hovedperson, Rebekka Holm, er blevet forladt af sin svenske kæreste. Julie havde for længe siden planlagt, at der skulle være det brud i historien, men det er klart, at hun i skriveprocessen har trukket på sine egne skilsmisseerfaringer.

Den første periode, efter at Morten flyttede ud, holdt Julie nogenlunde sammen på sig selv. Men da hun skulle i gang med at skrive “Kryb” halvanden måneds tid senere, begyndte det at gå galt.

Hun kunne ikke sove om natten, og hun blev mere og mere udmattet. Hun gik til lægen, som sygemeldte hende i tre måneder. Meget mod hendes vilje. Hun skulle jo skrive den bog.

“Jeg bestemmer, og nej, det skal du ikke”, sagde lægen.

»Og han havde fuldstændig ret. Jeg kunne ikke. Jeg fik helvedesild i ansigtet, jeg tabte en tand, hele min krop gik bare ned. Samtidig lukkede landet ned i efteråret 2020, hvilket var med til at gøre forløbet endnu mere voldsomt. Stort set alle mine veninder er gift eller i forhold, og selvom flere var virkelig søde og ofte ringede, så havde jeg alligevel en fornemmelse af, at alle lukkede sig om sig selv i små coronabobler, mens jeg sad her med to unge mennesker, som mistede gymnasietid og danseuddannelse.«

»Det var jo ens for alle, at landet lukkede ned, det ved jeg, men det gjorde det ekstra hårdt at være en lille familie i sorg og krise. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at vi tre hyggede os, og det lykkedes også langt hen ad vejen med gode middage, dybe samtaler og masser af nærvær.«

»Samtidig tror jeg også, at det var den mørkeste tid i mit liv. Jeg bor her midt i København, hvor der normalt er sådan et liv på en rar måde, men her skete ingenting. Jeg stod bare og stirrede ud ad vinduet. Ingenting var åbent, der var ingen mennesker på gaden, der var ikke engang en taxa. Det føltes som at være på en øde ø.«

Hvordan kom du igennem den tid?

»Redningen blev simpelthen, at vi var ovre hos min mor og far og spise nogle gange om ugen. Min mor gjorde meget ud af det med maden og stearinlys, og jeg ved sgu ikke, hvor jeg havde været uden dem. Jeg havde jo selvfølgelig klaret det, men..«

Forfatter og journalist Julie Hastrup
Forfatter og journalist Julie Hastrup Foto: Les Kaner
Vis mere

Hun får tårer i øjnene.

»...de var virkelig mine største hjælpere. Min far og jeg brugte også tid på at bygge et drivhus ude på altanen, og det var dejligt at have noget at tage sig til sammen med ham. Jeg skrev ikke en linje i de tre måneder, lægen havde sygemeldt mig, men det betød, at jeg begyndte at få tanken: Gud, tænk, hvis jeg slet ikke kan skrive mere, hvad skal jeg så gøre?«

»Sådan havde jeg aldrig tænkt før. Jeg havde alle ordene indeni, men jeg kunne simpelthen ikke få dem ud. Heldigvis blev det langsomt bedre, da jeg begyndte at sove igen, og da sygemeldingen var ovre, tog jeg fat på “Kryb”.«

Julie savner stadig at være en familie, og hun føler sig meget alene om alting.

»Nu har børnene primært boet hos mig – gudskelov – men når man er alene med to teenagere, så er man jo også den, der “har den” hele tiden. Følelsesmæssigt, selvfølgelig, men også praktisk, når ting går i stykker, indkøbene skal klares, og børnene skal hentes midt om natten. Jeg har været glad for at kunne være der meget for børnene, men det har samtidig betydet, at jeg har pakket mig selv væk. Nu skal jeg til at pakke mig selv lidt frem igen.«

»William er flyttet og er rigtig glad for det, og min datter er glad for sit nye gymnasium, så nu er der plads til, at jeg også koncentrerer mig lidt om mig selv. Jeg har fået en kontorplads ude i byen, og det glæder jeg mig meget til. Jeg har været vant til at sidde helt alene herhjemme og skrive, men jeg kan mærke, at jeg nu har behov for at være et sted med andre mennesker, fælles kaffemaskine, frokostordning og en fredagsbar i ny og næ.«

Andre læser også