Ligeværd i parforholdet er enormt vigtigt for, at vi kan bevare respekt, lidenskab og værdighed. Når vi går ind i parforholdet på ulige vilkår, risikerer vi, at balancen på et tidspunkt tipper, og beundring forandres til foragt. Terapeut Rikke Thuesen hjælper en kvinde til at finde balancen i sit parforhold.

Dorte er en kvinde sidst i 30erne. Hun har kendt sin mand i lidt over ti år, og de har været gift i syv. Han er tolv år ældre end hende, og hun er kommet, fordi noget har forstyrret hende i et stykke tid.

»Jeg har det virkelig skidt med det her,« siger Dorte, mens hun ser utilpas ud og har svært ved at tage øjenkontakt:

»Jeg føler mig som et usselt menneske, men jeg synes, min mand er drønirriterende. Jeg er en strid kælling over for ham – jeg hakker og skælder ud, og der er ikke rigtig noget, han kan gøre rigtigt. Jeg er en virkelig dårlig kæreste, og jeg kan ikke rigtig styre det.«

Drønirriterende – hvordan?

»Jamen, bare i alting. Jeg synes, at det, han siger, er lidt dumt, jeg synes, han ser sjusket ud, jeg synes, han forsøger at sige kloge ting om noget, han ikke ved noget om. Jeg griber mig i at sidde og betragte ham og tænke: Sikke en idiot.«

Selvom ordene er hårde, er Dorte meget følelsesmæssigt berørt. Jeg ser, hun har tårer i øjnene, og spørger, hvad det er, der sker i hende?

»Jeg er vildt ked af at have det sådan, jeg er flov og trist og synes, det er så uretfærdigt over for ham, at jeg har det sådan, for han har jo ikke gjort noget – han er bare, som han altid har været, men det er som en rød klud for mig.«

Så hvad er forandret?

»Jeg tror, det er mig … Jeg har udviklet mig meget de sidste år, og der er sket meget med mig som person … Det var jeg ligesom nødt til efter min krise.«

Din krise?

»Ja, jeg var ramt af en masse ubehageligheder på mit tidligere job med en chef, der chikanerede mig, og det kostede en del hårdt arbejde bagefter.«

Var det i den periode, du mødte din mand?

»Ja, han var en kæmpe støtte. Han var der bare for mig og samlede mig op. Han reddede mig på en måde.«

Så han var din redningsmand? En rigtig helt, der kunne tage sig af dig og støtte dig?

»Ja, han er jo ti år ældre end mig og har så meget mere erhvervserfaring, så han var en kæmpe hjælp. Jeg kan huske, jeg tænkte: Bare jeg kunne være mere som ham.«

Så du beundrede og så op til ham?

»Ja, for pokker, helt vildt.«

Dorte holder hænderne i vejret, som om hun viser en vægt, hvor armene er ulige. Jeg spørger hende om, hvordan hun oplevede deres ligeværd dengang?

»Jeg var hernede, og han var heroppe. Jeg følte mig under ham, men på en god måde, for der var noget at leve op til og noget at beundre.«

Og hvordan ser det ud nu?

Hun skifter hænderne, så hun er øverst.

Og hvordan føles det?

»Ikke godt … Jeg kan ikke lide at føle mig som den 'største' nu, hvor jeg ser på det, så føler jeg mig bedre end ham – jeg føler, han er lille og måske endda svag.«

Tror du også, han tænkte det om dig, da det var omvendt?

»Nej, slet ikke – han tænkte kun på at hjælpe mig og passe på mig.«

Hvad tænker du nu om det – hvad minder det dig om?

»Jeg tror sgu, det minder mig om mig – når jeg oplever den 'forskydning', så ser jeg ham som mig dengang: svag, i knæ, lille, uduelig. Og så bliver jeg vred … og lidt ond …«

Så du ser dig selv og din egen 'svaghed' i ham, og så bliver du vred på ham?

»Ja, for han må ikke være svag.«

Er han svag?

»Nej, det er han vel ikke – men han minder mig om min egen svaghed.«

Dorte nåede frem til, at vreden kom af at blive mindet om den afmagt, hun havde følt i forhold til sin mand, og hun opdagede også, at hun havde sat ham op på en slags helte-piedestal. Og at nu, hvor hun var stærkere, og de var mere ligeværdige, blev hun enormt vred, når han var i knæ eller sårbar.

Forholdet havde hele tiden været i en skævvridning, men det var først nu, hun var ved at erkende det.

For at forbedre forholdet var Dorte nødt til at kigge på det skyggemateriale, der kom frem i relationen, og være meget ærlig over for sin mand, for at de kunne støtte hinanden i dette næste udviklingstrin.