"Jeg har lært at håndtere min angst ved at rejse alene"


Trine Rytter følte, hun mistede noget af sig selv, da hun fik angst, men hun har valgt at tage styringen tilbage på en utraditionel måde.
Det føltes som om, at alt i kroppen snurrede sig sammen, da hun satte sig bag rattet i bilen.
Hun følte, hun kunne besvime når som helst, og lige meget hvor gerne hun ville køre afsted, kørte bilen ingen vegne.
Det gjorde tankerne til gengæld.
»Jeg kunne intet. Jeg var nærmest ikke i stand til at føre en samtale,« lyder det fra Trine Rytter.
Trine mærkede angsten første gang i 2022, hvor hun også blev sygemeldt fra sit arbejde, og i tiden efter følte hun, at hendes liv gled fra hinanden.
»Jeg mærkede en stor sorg over at miste mig selv og ikke være i stand til at gøre det, jeg plejede at gøre. Jeg blev så overstimuleret, at jeg måtte aflyse sociale ting. Jeg har altid holdt af koncerter og stand-up, men det kunne jeg pludselig ikke,« siger Trine.
Og så elskede Trine at rejse – gerne alene – men det kan man jo ikke, når man har angst?
Læs også: Hvordan føles angst? Og 3 andre spørgsmål om angst til psykologen
»Jeg rejste meget alene, inden jeg fik angst. Jeg ville gerne opleve en masse destinationer, og jeg blev træt af at vente på, at den rette rejsemakker dukkede op. Så det måtte jeg gøre på egen hånd,« siger hun.
Trine havde før været på medicin mod sin angst, men det fungerede ikke for hende. Derfor besluttede hun sig for at gøre noget, mange af os nok ikke ville tro rimede på angst – nemlig at rejse solo.
»Jeg vidste, jeg havde gjort det før, og jeg var helt indstillet på, at angsten ikke skulle styre mit liv. Jeg skulle selv styre mit liv,« siger Trine.

Første solo-rejse med angst
Trine tog angst-tyren ved hornene, og planlagde en solotur til Polen i marts 2023.
»Det var bevidst, at jeg tog en lokation, der var tæt på Danmark. Så var jeg tæt på det, der var trygt. Det var også bevidst, at det ikke var så lang tid. Det var bare en forlænget weekend,« siger Trine, men husker stadig tilbage og erindrer, hvordan angsten stadig var tydelig på hendes rejse.
»Da jeg skulle afsted fra Københavns Lufthavn, og stod i security, kunne jeg mærke angsten komme. Der prøvede jeg at sige til mig selv, at det bare er angst, og at den er med mig. Jeg har gjort det her før, og jeg kan gøre det igen,« siger Trine.
I Polen kontrollerede Trine også angsten, men der var alligevel tidspunkter, der kunne være grænseoverskridende på en solo-rejse.
»Det kan godt være lidt akavet og ensomt at skulle spise alene. En gang tog jeg ud at spise på en restaurant, hvor der sad en masse par rundt om mig. Jeg kunne godt mærke, at det var lidt ubehageligt, at de skulle kigge på mig, men altså, det er jo så lige meget, og jeg kan godt lide god mad, så det er det værd,« siger Trine.
Den Trine, der vendte snuden hjem mod Danmark, var også en fornyet udgave.
»Det er en kæmpe udfordring at rejse alene, og nogle gange opdager jeg måske først, når jeg kommer hjem, hvor meget jeg har udviklet mig,« siger Trine og fortæller, hvilke følelser hun vendte hjem med:
»En enorm stolthed og en kæmpe selvtillid,« siger hun.
Læs også: “Særligt følelsen af, at halsen snører sig sammen, og at jeg bliver kvalt, karakteriserer min angst”
Successen gentages
Siden den første solorejse med angst til Polen, har Trine både været i Norge, Tanzania og rejst rundt i Asien alene, og særligt én oplevelse fylder hende med stolthed, når hun husker tilbage.
»Jeg rejste rundt i Lofoten i Norge alene i en gammel van. Jeg var blandt andet på en vandretur, hvor man skulle op ad en masse trappetrin. Jeg har meget højdeskræk, og der var intet gelænder eller andet at holde fast i.«
»Jeg husker, at jeg satte mig ned af flere omgange for lige at overbevise mig selv om, at jeg godt kunne, og spurgte folk, der kom ned fra toppen, om det var det værd. Og det var det, så jeg fortsatte,« siger Trine med en stolthed i stemmen:
»Det var virkelig en kamp, men jeg nåede toppen. Jeg tænkte bare, at jeg var så sej og stolt af mig selv. Jeg havde lyst til at lave en sejrsdans. Jeg havde jo gennemført noget, der var vildt grænseoverskridende for mig,« siger hun.

Af at opleve så mange ting på egen hånd, føler Trine også, at hun er vokset som person.
»Det har givet mig en enorm stor selvtillid på livet at være i stand til at gøre ting på egen hånd ude i verden, hvor der ikke er nogen, der kan hjælpe mig hele tiden. Jeg er for eksempel gået selvstændig, og det er ikke noget, jeg nogensinde troede, jeg skulle gøre,« siger Trine, der til daglig driver Instagram-profilen @solorejserifarver, og drømmer om at leve af at hjælpe kvinder med at tage på solo-rejser.
Trines opskrift på at rejse solo
Skulle angsten dukke op, mens Trine rejser, ved hun, hvordan hun skal håndtere den.
»Jeg har mærket angsten, mens jeg har rejst alene. Men jeg plejer også at gøre brug af at fokusere på det, jeg ser. Det kan for eksempel være at tælle træer eller tælle mennesker. Når jeg fokuserer på noget andet, vil mine angsttanker automatisk stå i baggrunden,« siger Trine.
Har du lyst til at rejse alene, men ved ikke lige helt, hvor du skal begynde? Så kommer Trine her med sine bedste råd til solo rejser.
Tag små ture til at starte med og væn dig til dit eget selskab. Det behøver ikke være udenlandsk. Det kan sagtens være en weekendtur til Aarhus eller København.
Næste skridt kan være at tage en udlandstur til et land, man har rejst i før, eller til et land, der minder om Danmark, og hvor du forstår sproget.
Opbyg dit mod med solorejser lige så stille, så du kan tage længere og længere væk over længere tid.
Du kan også begynde med en grupperejse.

Fremtidige rejsedrømme for Trine er blandt andet at tage tog hele vejen til Sri Lanka, besøge Canada og køre de baltiske lande tynde i en campervan.
»Jo mere jeg rejser, desto mere får jeg lyst til at opleve. Og jo mere sprudlende på verden bliver jeg,« siger hun.