Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Har du nogensinde mødt en kvinde i 30erne med spørgsmålet, om hun ikke snart skal i gang med at have børn? Her kan du få et indblik i, hvad det kan gøre ved den kvinde at blive mødt med det spørgsmål, og lære noget om, hvad du kan gøre i stedet.

»Jeg er 37 år, jeg er kvinde, jeg er single, og jeg ønsker mig ikke børn. Jeg ønsker mig heller ikke en mand. Jeg ønsker bare masser af kærlighed og et liv med gode mennesker, god sex, tid til mit arbejde og at være verdens bedste moster. Jeg har aldrig haft et ønske om selv at føde børn. Gør det mig forkert?«

Freja samler sit lange hår i en knold på hovedet og trækker et ben op på stolen. Hun fortsætter:

»Jeg har ikke behov for, at du siger, at jeg er helt okay, som jeg er. Det kan jeg læse på fine billeder på Insta. Jeg har behov for at tale med en fremmed om, hvad det gør ved mig hele tiden at blive dømt forkert, og få nogle redskaber til, hvordan jeg tackler det.«

Jeg nikker. Jeg forstår. Jeg har lyst til at sige: 'Du er ikke forkert.' For der findes ikke en rigtig måde at være kvinde på. Alligevel er normen om, at alle kvinder ønsker sig børn, meget definerende for synet på kvinder. Den bor også dybt i mig.

På de indre linjer får jeg lyst til med røde kinder at række hånden op, for jeg er sådan en mor, der føler, at mit moderskab er den største gave i mit liv, men – og her kommer et vigtigt men – jeg er klar over, at det er MIN sandhed.

Jeg ved også efter mange års samtaler med mennesker, at der er mange af os, som bærer en følelse af at være forkerte, fordi vi ikke lever op til forventningerne til vores køn. Der er helt sikkert kvinder, som føler en dyb længsel efter at få børn, og som oplever et biologisk ur, men der er også kvinder, som ikke oplever dette. Hvilket ikke gør dem til mindre rigtige kvinder.

Ligesom der er mænd, der oplever dyb længsel efter forældreskabet, og mænd, der ikke gør. Det er ikke en biologisk drift at ønske sig børn på samme måde, som biologien kræver, at vi skal sove, spise og være i kontakt med andre.

Jeg spørger Freja, hvordan hun håndterer det, når folk spørger hende om børn. Hun siger:

»Jeg bliver så fucking irriteret. Jeg bliver jo hele tiden spurgt, om jeg har fået en kæreste, og om jeg ikke snart skal have nogle børn. Der er ikke en familiemiddag, hvor jeg ikke bliver spurgt.«

»Ved mit seneste besøg hos lægen ville han også lige gøre mig opmærksom på, at jeg skal overveje, om jeg vil have børn. Jeg ender derfor med at krænge hele mit hjerte ud til stort set alle og gå derfra med en følelse af at have delt hele mit privatliv, som om jeg er en abe i zoo.«

Jeg ved, at mange mennesker, som står ud fra normen, har denne oplevelse. Min morbror, som var en af de første homoseksuelle mænd i Danmark, der blev gift med sin elskede, blev til julefrokoster på arbejdet i et teleselskab spurgt, om han var damen, når han havde sex med sin mand.

Mange tror, at man gerne må spørge 'de anderledes' om alt, og allerede her ligger et problem. Men Freja kan ikke få alle andre mennesker til at opføre sig bedre. Hun kan dog sætte tydeligere grænser. Så jeg foreslår hende at sige, at hun finder spørgsmålet grænseoverskridende eller simpelthen svare, at det er privat. Freja siger:

»Det føles som en lettelse bare at sige, at det vil jeg ikke tale om. Men jeg har også en følelse af, at det må jeg ikke sige.«

Freja tænker lidt og siger så:

»Jeg tror faktisk, det er præcis det redskab, som jeg ledte efter.«

Da Freja er gået, tænker jeg, at det egentlig ikke er hende, der har brug for redskaber, men alle os andre. Vi burde generelt være bedre til at møde forskellighed. For en ting er helt sikkert. Fremtiden er mere mangfoldig – og tak for det.

Andre læser også