Vi kender alle en, som holder på pengene, når der skal gives en omgang. Den, der lige skal på toilettet eller er midt i en meget vigtig samtale, når der skal betales. Læs med, når Rikke Thuesen taler med en klient, der har fået en ny, gavmild ven, som får klienten til at føle sig pinlig og påholdende.

Anna er veluddannet, har et godt job, masser af social kontakt og en solid økonomi. Hun er vokset op i en familie med far, mor og tre børn, og selvom der aldrig har manglet noget i hjemmet, var hendes mor striks med husholdningen.

Ordsprog som 'Man skal sætte tæring efter næring', 'Hvad der er sparet, er tjent' og 'Penge vokser ikke på træerne' blev ofte sagt i hjemmet. Da Anna kom i gymnasiet, opdagede hun, at der var familier, der var langt mere velhavende og brugte mange flere penge, end hun var vant til.

Der gik det op for hende, at det nok havde været trangt for hendes forældre at få pengene til at slå til. Da jeg har Anna i terapi, spørger jeg, hvad der rører sig i hende.

»Vi er en vennekreds, hvor vi ofte går ud og spiser, og det er normal kutyme, at hver mand betaler for sig, og regningen deles op. Det skyldes ikke nærighed, men at vi respekterer hinandens forskelligheder.«

Jeg beder Anna uddybe, hvad hun mener med forskelligheder.

»Nogle vil gerne bruge penge på en særlig god og dyr flaske vin, andre ønsker det gode selskab, men bruger hellere pengene på andre ting. Det har altid fungeret fint, men nu er der så kommet en ny veninde ind i flokken, og hun udfordrer mig.«

Jeg spørger Anna, hvorfor hun føler sig udfordret af den nye veninde i flokken.

»Fordi hun giver det hele. Hun er sådan lidt 'Jeg har råd til at give og giver gerne.' Så hun betaler, når vi er ude. Og bevares, hun har råd til det, men det føles bare sådan lidt … ubehageligt.«

Men hvad er det, Anna finder så ubehageligt ved, at den nye veninde giver? Hun svarer:

»Jeg bliver ramt af et eller andet. Jeg synes både, at hun ødsler og er gavmild. Jeg er vild med, at hun sådan bare giver ud og siger, at det glæder hende at give, og at hun er glad for at have muligheden. Men samtidig, så synes jeg også, at det er lidt for meget.«

Vi taler videre om veninden, og jeg forsøger at finde frem til problemets kerne. Så jeg spørger, hvordan Anna synes, at det er for meget, at veninden betaler? Handler det om, at hun blærer sig eller føler sig bedre?

»Nej, det er slet ikke det, som rammer mig. Jeg tror, at det handler om det der med at yde efter evne – for jeg har faktisk råd til at være den, der giver det hele, men det stritter på mig. Jeg synes, det er lidt frås bare at give den maks gas med de dyreste vine og give til hele bordet.«

»Det sætter mig lidt i forlegenhed – og jeg føler mig nærig, når jeg nu kan, men ikke gør det. Og jeg har ikke lyst til at virke som en, der er nærig.«

Anna tænker altså, at hun er nærig, hvis ikke hun giver lige så meget som sin veninde, når hun nu kan. Jeg spørger Anna, hvordan hun definerer nærighed.

»Jamen, når man er nærig, så er man et skidt menneske, et lille menneske …«

Men kan det tænkes, at Anna faktisk er gavmild, men har nogle andre værdier i relation til økonomi?

»Jeg føler mig jo egentlig ret gavmild normalt, men lige i det her, så rammer det mig.«

Og det får os på sporet af de familieværdier, som Anna kender hjemmefra. Jeg spørger hende, om der var noget ved den økonomiske forsigtighed i barndomshjemmet, der irriterede hende som barn.

»Jeg kan faktisk huske, at jeg var lidt flov over min mor. Jeg syntes, hun passede for godt på pengene og virkede nærig.«

»Så måske bliver du særlig ramt, fordi du er bange for at være nærig, som du oplevede, din mor var?« spørger jeg Anna.

»Nej, jeg er jo ikke nærig. Jeg har bare nogle andre værdier, når det kommer til økonomi og forbrug. Men det skal jo hverken gå ud over mig eller min venindes lyst til at give.«

Og så sagde Anna, at hun ville ringe og høre veninderne, om de snart skulle tage ud at spise. Ved at se tilbage på sin barndom og blive opmærksom på gamle overbevisninger og leveregler kunne hun bedre se hele billedet.

Det hjalp hende til at slippe frygten for at være forkert og give veninden lov til at give det, hun havde lyst til, uden at Anna følte sig utilpas.

Andre læser også