Jeff Landry er på gæsteliste til arrangement i Grønland
Arrangør af erhvervsmesse siger til Sermitsiaq, at Jeff Landry ikke er del af programmet, men er med som gæst.

Arrangør af erhvervsmesse siger til Sermitsiaq, at Jeff Landry ikke er del af programmet, men er med som gæst.

USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, er på deltagerlisten for erhvervsmessen Future Greenland i Grønland i maj.
Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq, ligesom det også fremgår af den officielle deltagerliste til konferencen.
Det er arbejdsgiverorganisationen Grønlands Erhverv (GE), som arrangerer erhvervsmessen, der finder sted i Nuuk fra 19. til 20. maj.
Direktør i GE Christian Keldsen siger til Sermitsiaq, at Jeff Landry ikke er blevet inviteret af Grønlands Erhverv.
Han er heller ikke en del af det officielle program, men er med som almindelig gæst.
- Konferencen har altid været åben, og alle kan købe gæstebillet. Det har Landry valgt at gøre. Som sagt: han er ikke en del af vores planlagte program, siger Christian Keldsen til Sermitsiaq.
Det er den amerikanske præsident, Donald Trump, som har udpeget Jeff Landry til den nyoprettede stilling som særlig udsending til Grønland.
Det skete i december sidste år, efter at Trump flere gange havde luftet tanker om, at USA af sikkerhedsmæssige årsager skulle overtage Grønland.
- Det er en ære at tjene dig i denne frivillige rolle for at gøre Grønland til en del af USA, skrev Jeff Landry på X, da han blev udpeget.
Nogle dage senere understregede han dog i et interview på Fox News, at USA ikke ville "overtage nogens land".
I januar lød det fra Landry, at han planlagde at besøge Grønland i marts.
Det var forinden kommet frem, at Kristian Jeremiassen, der driver en grønlandsk turistvirksomhed, havde inviteret Jeff Landry med til det årlige hundeslædevæddeløb i Grønland.
Men invitationen faldt ikke i god jord hos organisationen Kalaallit Nunaanni Qimussertartut Kattuffiat (KNQK), der afvikler løbet.
Organisationen mente, at Landrys mulige deltagelse var upassende.
Efterfølgende trak Kristian Jeremiassen invitationen tilbage. Det skete efter et indirekte pres på blandt andet sociale medier, forklarede han til DR.
Der er ingen officielle meldinger om, at Jeff Landry har været i Grønland i den tid, han har været særlig udsending.
Udover at være særlig udsending til Grønland er Jeff Landry også guvernør i delstaten Louisiana.
/ritzau/