Torsdag morgen har forvandlet sig til et vandkaos for ægteparret Jeanette og Anders Nielsen.

På deres gård i Store Heddinge er de vågnet op til en fuldstændig oversvømmet ejendom, hvor de ikke kan bevæge sig uden at få vand op over anklerne og op mod knæene.

Deres heste og køer står i ti centimer vand, og Jeanette, der driver en fodklinik, er nødsaget til at holde lukket. Dagens arbejde står med at fjerne vand.

»Jamen, vores ejendom står decideret under vand. Jeg har aflyst alle mine aftaler i dag. For kunderne kan slet ikke komme igennem,« siger Jeanette, mens man over telefonen kan høre vandet sjaske.

Parrets stalde står under vand.
Parrets stalde står under vand. Privatfoto.

Også Anders frygter for konsekvenserne.

»Jeg driver et privat anlægsgartneri og har for nylig plantet. Jeg håber de (planterne, red.) klarer den, for jeg har for flere tusinde kroner stående ude.«

Torsdag er særligt den østlige del af landet ramt af voldsomt regnvejr.

»På store dele af Sjælland vælter det ned og der er derfor varsles om mellem 30 og 50 millimeter regn. De store nedbørsmængder kan desuden medføre lokale oversvømmelser,« oplyser DMI.

Dele af Sjælland får op mod 50 millimeter vand.
Dele af Sjælland får op mod 50 millimeter vand. Privat

Ægteparrets ejendom står nær drænrør, hvorfor de havde frygtet oversvømmelser torsdag efter at have set vejrudsigt.

Og nu er drænrørene fyldte, og vandet hober sig i stedet op på nærliggende grunde. Herunder Jeanette og Anders Nielsens.

Alligevel er realiteten kommet bag på dem.

»Vi har aldrig oplevet noget så voldsomt. Når vi træder ud på perlestenene foran vores hoveddør, står vi under vand,« siger Anders Nielsen.

Torsdagen er endt i et vandkaos for Jeanette og Anders Nielsen.
Torsdagen er endt i et vandkaos for Jeanette og Anders Nielsen.

»Det er sgu ikke sjovt.«

Derfor er parret også gået til tasterne på Facebook og bedt lokalbefolkningen om hjælp. De håbede, at folk, der lå inde med vandpumper, ville henvende sig.

Og det har i den grad givet pote:

»Jeg har lige selv været henne og hente ved naboen. Og ellers har rigtig mange – faktisk adskillige – henvendt sig. Folk er så flinke, og det er helt fantastisk.«

»Folk er ellevilde for at hjælpe. Man kan sige meget om Facebook, men lige med det her, kan det virkelig noget. Man kan virkelig mærke, hvordan folk vil hjælpe,« lyder det fra Anders Nielsen.

Først torsdag klokken 15 ophæver DMI sit varsel – og sjællænderne skal derfor forventer store mængder nedbør i et par timer endnu.

Følg vejrsituationen i B.T.s liveblog HER.