De håber på et sted at hvile sig efter en lang dag på storbyferie.

Men en ny nabo gør opholdet for Danhostel Copenhagen Citys gæster en anelse mere kaotisk. 

Tung bas, larm til langt ud på natten og fulde festgæster, som blandt andet tisser op ad facaden, er blevet et problem for vandrehjemmet nær Langebro.

»Det er mildt sagt ikke så hensigtsmæssigt, når vi har 1000 gæster liggende og sove lige op ad eventet,« siger manager Jeanette Birkedal til B.T.

Årsagen er Københavns Kommunes nye »kulturelle frizone« under Langebro.

Her kan forskellige arrangører leje sig ind og afholde ting som koncerter, technofester og andre kulturarrangementer.

Frizonen åbnede i august som en forsøgsordning, som løber helt frem til slutningen af 2027.

Men den har allerede skabt stor vrede. Københavns Kommune oplyser til B.T., at forvaltningen alene fra 8. august til 25. september har modtaget 60 henvendelser om støj fra området.

Kender du til lignende problematikker? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på emsh@bt.dk

Og på Danhostel, som ligger lige ved siden af, oplever Jeanette Birkedal flere problemer end støjen alene.

»Deres toiletfaciliteter er ikke tilstrækkelige, for folk står og tisser op ad vores husfacade. Det, synes jeg måske heller ikke, er så hensigtsmæssigt,« siger hun.

Når festerne sommetider strækker sig over flere dage i samme weekend, bliver generne ifølge Jeanette Birkedal kun større.

»Hvis det var én nat, kunne man måske være overbærende. Men når de kører ravefester to dage i streg, og man skal indfinde sig med, at der er larm til klokken seks om morgenen på fuld smadder, er det svært for vores gæster at sove,« siger hun. 

Det er især udendørsarrangementer, som hun finder problematiske. 

Men tænker du ikke, at problemet naturligt løser sig, nu hvor det bliver lidt koldere?

»Nej, for kommunen havde egentlig oplyst mig, at de var færdige med at køre udefester. Men sidste fredag var der endnu en, og nu ved jeg ikke helt, hvad jeg skal tro,« lyder det. 

For Danhostel har festerne haft konkrete konsekvenser.

Gæster har klaget over støjen, som ifølge Jeanette Birkedal risikerer at føre til negative anmeldelser af vandrehjemmet, selvom støjen kommer udefra.

Danhostel Copenhagen City har eksisteret i 21 år lige ved siden af Langebro.  Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

»Selvom vi gør alt, hvad vi kan, så klager folk jo til os og skriver negative anmeldelser. Det vil sige, at det er min virksomhed, som det kommer til at gå ud over, når det larmer på gaden i dét omfang,« siger hun.

Danhostel har allerede måttet tage konsekvensen og refundere flere gæster.

»Det er ikke voldsomt, men det drejer sig måske om fem gæster. Men så er der jo alle dem, som ikke nødvendigvis sender en klage, men som bare tænker, at her kommer de aldrig igen, for støjen og larmen er uudholdelig,« siger hun.

»Og det ved vi jo ikke. Det er den sværeste del, for det kan vi ikke gøre noget ved.«

Jeanette Birkedal mener dog ikke, at den kulturelle frizone skal skrottes – hun synes bare, at den skal tøjles bedre.

»Det er fint, at der er fest, men det skal være under ordnede rammer. Det afgørende er, at det ikke fungerer, som det er lige nu, og der skal helt klart være nogle rammer, selvom det er en frizone,« siger hun.

Her peger hun blandt andet på en begrænsning på ét arrangement per weekend og én fast kontaktperson for stedet frem for konstant skiftende arrangører – og eventuelt en fast vagt.

Kulturborgmester Christopher Røhl anerkender, at dialogen ikke har været tilstrækkelig med naboerne til frizonen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I et interview med B.T. fortæller kulturborgmester Christopher Røhl, at kommunen tager klagerne og inputtene fra erhvervslivet og beboerne i området seriøst.

»Vi skal helt sikkert se på, hvordan vi inddrager dem bedst muligt i det her. Men det er også vigtigt at se på, hvad vi kan gøre for at sætte kulturen mere fri, og her har vi valgt et relativt isoleret område at gøre det i,« siger han.

»Men vi tager selvfølgelig hver enkelt klage seriøst og kommer også til at lave en bedre løbende dialog med erhvervslivet og beboerne i området.«

Hvis klagerne fortsætter i samme omfang, vil I så overveje at forkorte prøveperioden?

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi får arbejdet hele prøveperioden igennem og forsøger at tilpasse os de input, der kommer. Jeg synes, der er mange gode konkrete input at se på, blandt andet hvor ofte og hvordan arrangementerne bliver afviklet,« siger han.

Han holder dog fast i, at der er behov for tiltaget i København.

»Jeg er bange for, at København bliver en by uden kulturliv, en by, hvor man ikke kan opleve kulturen i byrummet, hvis vi ikke vil skabe pladsen til det. Det her er et forsøg på at skabe pladsen,« siger han.

Københavns Kommune oplyser, at der i alt har været 17 events i frizonen i august og september. Seks af dem har været udendørsarrangementer med tilladelse til at spille musik frem til klokken 01.

Kommunen oplyser samtidig, at der på nuværende tidspunkt ikke er planlagt flere udendørsarrangementer resten af året.