31-årige Jeanette Andersen havde planlagt, at hendes brudekjole skulle hænge i skabet som et evigt minde om en lykkelig dag. Men et opslag på Facebook fik hende til at skifte mening.

I opslaget skrev en kvinde, at hun havde doneret sin brudekjole til en forening, der syr brudekjoler om til englekjoler, som forældre, der har mistet et spædbarn, kan svøbe deres barn i.

»Jeg blev virkelig ramt. Det at miste et barn er jo enhver forælders værste mareridt,« fortæller Jeanette Andersen.

»Det er den smukkeste næstekærlighed, jeg nogensinde har læst om,« tænkte Jeanette Andersen, da hun så opslaget om MindMyAngel.com på Facebook.
»Det er den smukkeste næstekærlighed, jeg nogensinde har læst om,« tænkte Jeanette Andersen, da hun så opslaget om MindMyAngel.com på Facebook.
Vis mere

Jeanette Andersen har selv været igennem tre års opslidende fertilitetsbehandlinger for at blive mor. Hun har bekendte, der har mistet, og halvvejs i sin graviditet mødte hun et par, som netop havde fået den værst tænkelige besked.

»Da vi stod på hospitalsgangen høje af lykke over, at scanningen viste, at vores søn var sund og rask, kom der et par ud, som havde fået at vide, at der ikke var nogen hjertelyd. Det var så hjerteskærende,« fortæller hun.

»Pludselig føltes alle de nedture, vi havde været igennem i vores fertilitetsforløb, som ingenting i forhold til, hvad andre gennemgår.«

Derfor var Jeanette heller ikke i tvivl om, at hun ville donere sin brudekjole, da hun læste om initiativet.

»Det gav på ingen måde mening, at min kjole blev hængende i skabet, hvis den kunne bruges til at omfavne nogle englebørn og vise de forældre, der har mistet, at man tænker på dem.«

Jeanette Andersens brudekjole blev blandt andet omsyet til en sov sødt-pose og en englekjole.
Jeanette Andersens brudekjole blev blandt andet omsyet til en sov sødt-pose og en englekjole. Foto: Foto: MindMyAngel.com
Vis mere

Foreningen MindMyAngel.com, der leverer englekjoler, svøb og sov sødt-poser til 14 af landets fødegange, blev stiftet i 2018.

»Det at sy brudekjoler om til englekjoler er meget udbredt i udlandet, men vi oplevede, at der manglede et tilbud til danske forældre,« fortæller Mette Hougaard Crawley, der selv mistede en pige i 2016 og har været med fra foreningens start.

Opbakningen til projektet har været massiv. 337 kvinder har doneret deres brudekjoler til foreningen siden starten i 2018, og de er blevet tilbudt endnu flere.

»Vi havde slet ikke forventet, at det ville blive så stort. Vi er meget taknemmelige for den store opbakning, men en brudekjole fylder ret meget, så vi er blevet nødt til at prioritere, at det er mødre eller bedstemødre, der selv har mistet eller været tæt på nogen, der har mistet, som kan donere,« forklarer Mette Hougaard Crawley.

Når kjolen er blevet omsyet af en af de fire frivillige syersker, modtager kvinden, der har doneret kjolen, et link, hvor hun kan se, hvad stoffet er blevet brugt til.

»Det er forskelligt, hvor meget der kan komme ud af en brudekjole, for det afhænger af stoffet, og om hospitalerne har behov for englekjoler eller sov sødt-poser,« forklarer Mette Hougaard Crawley.

Hvis kvinden, der har doneret kjolen, har lyst, kan hun vedlægge en hilsen til de forældre, som står midt i sorgen. Og det var en mulighed, som Jeanette Andersen benyttede.

»Jeg forestiller mig, at forældre, der mister et barn, føler sig meget alene, fordi folk bliver berøringsangste. Og det er jo egentlig i den situation, at man har brug for andres omsorg, uden at det kræver, at man selv rækker ud efter den,« fortæller hun.

»Jeg var syv måneder henne, da jeg blev gift. Alt den kærlighed, man rummer og summer af, når man står brud, tænker jeg skal have lov til at omfavne de små børn,« siger Jeanette Andersen.
»Jeg var syv måneder henne, da jeg blev gift. Alt den kærlighed, man rummer og summer af, når man står brud, tænker jeg skal have lov til at omfavne de små børn,« siger Jeanette Andersen.
Vis mere

Det er ikke kun brude, der bakker op om foreningen. Trygfonden har i 2021 doneret 400.000 kroner til foreningen, som har gjort det muligt at oprette en deltidsstilling som projektkoordinator til Mette Hougaard Crawley.

»Vores målsætning er at nå ud til alle landets fødeafdelinger og neonatal-afdelinger – netop fordi vi ved, hvor stor en forskel det gør for både familierne, der modtager, men også for sundhedspersonalet, som har noget at tilbyde familierne,« forklarer hun.