Fynboerne interesserer sig ikke rigtig for jazz, og det har fået fatale konsekvenser for festivalen Jam Days.

Onsdag er Odense-festivalen nemlig blevet erklæret konkurs.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Konkurserklæringen kommer som følge af to år med underskud.

I 2018 lød underskuddet på 230.000 kroner, og selvom underskuddet i år kun lander på 70.000 kroner, er hullet simpelthen blevet for stort, forklarer bestyrelsesformanden for Jam Days, Peter Sejersen, til mediet.

»Vi tror simpelthen ikke på, at vi kan gøre det bedre. Hvis ikke vi kunne tjene penge i år, kommer vi aldrig til det,« siger han.

Derfor måtte arrangørerne allerede i august, da den seneste festival var løbet af stablen, erkende, at det var på tide at aflive jazzprojektet.

Jam Days blev etableret i 2013 og har siden været et tilbagevendende musikalsk input i Odense centrum hvert år i august.

Jamie Cullum var hovednavn på dette års Jam Days, men selv med så populær en jazzmusiker i front var det ikke muligt at redde festivalen.
Jamie Cullum var hovednavn på dette års Jam Days, men selv med så populær en jazzmusiker i front var det ikke muligt at redde festivalen. VALENTIN FLAURAUD

Musikprogrammet har bestået af en bred vifte af danske såvel som udenlandske kunstnere.

I år var hovednavnet britiske Jamie Cullum.

Men selvom han er en populær jazzherre, var det altså ikke nok til at redde festivalen.

Kun 1.800 ud af 2.200 billetter blev solgt til dette års festival.