Jarlov i nyt job: Danmark er ikke klar
»Vi skal være dybt taknemmelige for, at vi har Ukraine mellem os og Rusland«

»Vi skal være dybt taknemmelige for, at vi har Ukraine mellem os og Rusland«


Hvis Rusland angreb Danmark med droner i morgen, ville vi ikke være beredt.
»Overhovedet ikke,« siger tidligere folketingsmedlem og erhvervsminister Rasmus Jarlov.
Han er netop blevet strategikonsulent i dronevirksomheden Danish Defense, som går efter at blive hovedleverandør af droner til det danske forsvar.
Rusland, som har opbygget solid erfaring med dronekrig, er ifølge Jarlov den største trussel mod Danmark.
»Fremtidens krigsførelse bliver jo autonome dronesværme, som kommer i meget store antal. Og dem er man nødt til at kunne forsvare sig mod, og man er også nødt til selv at have dem.«
Han peger på, at over 80 procent af Ukraines tab i krigen mod Rusland kan tilskrives droner.
Hvis nu der kom et droneangreb mod Danmark i morgen, var vi så beredt på at beskytte os mod det?
»Overhovedet ikke,« siger han. »Vi skal være dybt taknemmelige for, at vi har Ukraine mellem os og Rusland.«
For Rusland er eksperter i droner og meget længere fremme end Vesten, siger han.
Droner kan både være små observationsdroner, men det kan også være langtrækkende droner med bomber.
Hvilke droner frygter vi mest i Danmark lige nu?
»Nu synes jeg ikke, man skal gå og leve i frygt,« understreger Jarlov, der dog har et 'men':
»Vi skal være forberedt på at kunne imødegå både langtrækkende droner, der kommer med en stor sprægnladning, men også de droner, som bliver brugt ude på slagmarken, som kan ødelægge både kampvogne og slå de enkelte soldater ihjel med skræmmende stor effektivitet.«
Jarlov er tidligere forsvarsordfører for Konservative og har været en ivrig debattør af krigen i Ukraine, som er på vej ind i sit femte år.
Mens droneteknologi har udviklet sig hastigt, er de små ubemandede fartøjer gået fra at spille en mindre rolle i krigen til at være helt centrale.
Forsvaret har tidligere været ude og konkludere, at der har været droner over Danmark, men der er endnu ikke blevet fremlagt nogle beviser, ligesom Forsvaret ikke har peget på, hvem der skulle have sendt dronerne.
At Rusland er en trussel, står dog efterhånden hævet over enhver tvivl og bliver også bekræftet af PET, som for nylig meldte ud, at russiske efterretningstjenester har planlagt konkrete sabotagehandlinger i Danmark.