Opkast. Diarré og dårligt humør.

Det er, hvad de færreste hundeejere ønsker for deres hund.

Om ikke andet var det virkeligheden for Jannie Svendsen, hendes mand og toårige søn, der i sidste uge var vidne til, at deres hund Cody ikke var, som han plejer at være.

I første omgang slog de opkasten hen, da han kort efter fik det bedre og legede, som han plejede. Men da han nogle få dage efter igen kastede op mange gange og begyndte at få dårlig mave, måtte de have fat på dyrlægen.

Cody. Foto: Privat.
Cody. Foto: Privat.
Vis mere

»Vi valgte at se tiden lidt an. Hunde kan jo godt spise noget, hvor det så ryger op igen. Så gik der tre dage, hvor han legede og var helt normal og spiste. Og så torsdag blev han rigtig syg,« siger 37-årige Jannie Svendsen fra Assentoft ved Randers.

Dyrlægen havde allerede i telefonen mistanke om den smitsomme sygdom Giardia, da sygdommen for tiden florerer i Randers-området.

Få timer efter viste en afføringprøve, at mistanken var korrekt.

Siden da har Cody været på medicin. Han får tre sprøjter dagligt, fire piller, en sprøjte med vitaminer samt skånekost og vådfoder.

Cody er ikke så begejstret for medicinen og gemmer sig, når det er tid. Men ellers har han i løbet af de seneste syv dage fået det væsentlig bedre.

»Det er jo hverken sjovt for mennesker eller dyr, når de skal have medicin. Cody er et familiemedlem, og vi håber da, at vi har ham mange år endnu,« siger Jannie Svendsen.

Det er planen, at Cody skal være på medicin tre dage endnu, og viser afføringsprøven derefter fortsat, at han har parasitten, så skal han have endnu en omgang medicin.

Ifølge Edwin Linde, der er dyrlæge hos Assentoft Dyreklnik, hvor Cody blev tilset, er der mange hunde, der i øjeblikket får sygdommen i området.

Cody: Foto: Privat.
Cody: Foto: Privat.
Vis mere

Parasitten kommer ind i hundens krop gennem munden via blandt andet afføring fra andre hunde. Derfor opfordrer han til, at folk er ekstra opmærksomme på at få samlet op efter deres hunde.

»Det er ofte efter besøg i hundeskovene, at hundene får smitten, fordi folk ikke er så gode til at samle op efter deres hund. Jeg vil gerne appellere til, at folk samler op efter sig, så vi kan reducere smittetrykket. Det er afføringer, der primært smitter, siger han til TV 2 Østjylland.

Jannie Svendsen og hendes familie bor ude på landet, og det betyder, at Cody ofte går alene for sig selv i området. Hun har derfor ikke overblik over, hvad det er, at hunden kan have spist.

Oplevelsen har hun efterfølgende delt på Facebook for at advare andre hundeejere i området. Flere har da også reageret på hendes opslag.

»Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger. Jeg håber bare, at andre hunde ikke skal samme tur igennem som Cody, så derfor ville jeg gerne gøre opmærksom på smitten,« siger hun.