Hun har altid levet fra dag til dag, og selvom hun foretrækker det på den måde, er der alligevel en ting, hun ville ønske, at hun havde planlagt lidt bedre.
Nogle kender hende bedst som 'oddset Janni', andre kender hende måske bedre som 'forsidefruer Janni', men det er dog de færreste, der slet ikke kender til Janni Ree.
For tv-personligheden og podcastvært har ofte været at finde i mediebilledet.
Og i mange sammenhænge har skriveriet om Janni Ree været i kontekst af penge. I 2017 udgav hun bogen 'Golddigger: I think not'.
Nok mest af alt som et modsvar til alle dem, der havde en holdning til hendes daværende ægteskab med eksmanden. For dem har der været mange af, fortæller TV-personligheden.
Nogle af dem påvirkede mere end andre. Det kunne være lige fra, at Janni ventede på, at hendes eksmand skulle dø, så hun kunne tage hans penge til, at penge måtte være lig med lykke for Janni.
Men hvor lykkelig har pengene gjort Janni, der i dag er 55 år?
Taler du åbent om penge og økonomi eller føles det privat for dig?
»Jeg er meget åben om det over for min kæreste, familie og venner, men det er jo ikke noget, jeg sidder og braller ud til hele verden. Jeg kan sagtens tale om løn med veninder, og hvad vi af udgifter for eksempel.«
»Det gør, at vi kan hjælpe hinanden og rådgive hinanden. Det kan være, at vi taler om et jobskifte, hvor en går ned i løn, men måske får mere frihed, og så taler vi jo om, hvilken vej skal man gå – kommer det altid an på penge? Eller kommer det også an på, hvad man får ud af det i forhold til livskvalitet?«
LÆS OGSÅ: Ét køb ændrede Glenn Bechs liv – og det var altså ikke lejligheden i Nordsjælland
Hvad forbinder du det at tale om penge?
»Det har aldrig været et tabu for mig, og jeg går nok heller ikke særlig meget op i det. Jeg tænker på, hvad jeg kan leve af og hvad der gør mig glad.«
»Jeg burde nok være bedre til at være en, der sparer op. Men jeg er nok bare en, der lever fra dag til dag, og bare jeg kan klare mig, er jeg glad.«
Hvad ville du gerne have vidst tidligere?
»Jeg skal være bedre til det med pensionsopsparing. Det kan jeg godt fortryde, at jeg aldrig er gået så meget ind i. Jeg har bare tænkt, at jeg nok skulle klare mig, men det laver jeg så nu.«
LÆS OGSÅ: På 11 år har Linnéa tjent en million på at investere: "Små penge kan vokse til meget"
Er du lige begyndt på din pensionsopsparing?
»Nej, men jeg starter nu,« griner hun.
Hvad er det, der gør, at du tænker anderledes nu?
»Det er fordi folk minder mig om det, og jeg bliver jo ældre. Så har jeg tænkt, at nu skal jeg gøre noget ved det på mine gamle dage. Det er også noget, jeg har anbefalet mine børn.«
Du er jo en, hvor penge har fyldt i mediebilledet i sammenhæng med dig og dine ægteskaber. Hvordan er det, og hvordan håndterer du de fordomme?
»Sådan vil det altid være – der vil altid være fordomme. Jeg gik ind i det med hjertet og ægte kærlighed.«
»Det har ikke været rart, at mit ægteskab skulle gøres op i penge. Ved min eksmand og jeg var der en ulighed, fordi jeg havde ikke i nærheden af, hvad han havde. Så det har måske altid været et interessant emne at skrive om os, fordi der både er forskel i alder og indkomst.«
»Da vi var sammen, hørte jeg jo ikke på andet. Jeg gik ud af det ægteskab med ingenting, så jeg har netop vist, at det ikke var penge, jeg gik op i. Så havde jeg nok sørget for at sikre mig på en eller anden måde, men det har jeg aldrig gået op i.«
»Der er jo bare meget jantelov i Danmark, og der skal ikke så meget til, før man bliver jaget. Jeg synes, at janteloven bliver værre og værre. Det bliver jo også forstærket af, at folk kan ytre sig på de sociale medier og sidde bag skærmen.«
Hvad er det værste, du har læst om dig selv?
»Det værste, jeg har læst om mig selv er, at jeg har været ude på at tage min eksmands penge og bare ventede på, at han skulle dø.«
Er det vigtigt for dig at bevise, at du kan klare dig selv?
»Ja, det er det. Jeg har også klaret mig selv, før jeg mødte ham, så det har været vigtigt for mig.«
»Penge bliver man ikke lykkelig af, men de er rare at have. Man sover bedre om natten, hvis man kan betale sine regninger.«
Når du siger det sådan, er det så fordi, du har tænkt, at penge kunne gøre dig lykkelig?
»Nej, men det er generelt, hvad jeg er blevet skudt i skoene – at jeg måtte være lykkelig, fordi jeg var sammen med en rig mand. Så kan jeg bare fortælle, at hvis du er i et forhold og ikke er lykkelig, kan penge ikke redde det.«
