Janni Overvad Madsen kunne mærke en klump i halsen, da hun så sine undertøjsbilleder. De lå på Facebook – delt på en side med mere end 38.000 mennesker. Hendes vægt stod lige ved siden af billederne.

Hun havde kort forinden fået en besked på messenger. »Har du set, dine undertøjsbilleder er delt igen?« Det havde hun ikke.

»Jeg blev så ked af det og rasende og frustreret. Jeg forstår ikke, hvorfor han gør det,« siger Janni Overvad Madsen.

Det er virksomhedsprofilen Sund med Wulff, der har delt Janni Overvad Madsens billeder. Hun og en række andre kvinder stod den 8. april frem i B.T. og fortalte, hvordan Kenneth Wulff fra Sund med Wulff har hånet, trynet og presset dem.

Hun trak sig fra forløbet med Kenneth Wulff, og på trods af trusler om at skulle betale regninger holdt hun sig helt fra kontakten med ham.

Det var, lige indtil hun den 22. april så, at Sund med Wulff igen havde delt hendes undertøjsbilleder og vægt på deres Instagramprofil.

»Janni Overvad Madsen viser her sit flotte vægttab frem <3. Janni er godt i gang med hendes vægttabsrejse, som vi hos Sund med Wulff har været glade for at hjælpe hende med,« står der blandt andet i teksten til billederne.

Sund med Wulff delte denne opdatering, efter Janni Overvad Madsen havde udtrykt sin kritik af virksomheden og havde bedt om at træde ud af forløbet. Hun har uden held forsøgt at få fjernet billederne. Janni Overvad Madsen har ikke ønsket, at billederne af hende i stramme bukser og bh blev videredelt i B.T. – derfor er de sløret. Hendes vægt er desuden skåret ud af billedet.
Sund med Wulff delte denne opdatering, efter Janni Overvad Madsen havde udtrykt sin kritik af virksomheden og havde bedt om at træde ud af forløbet. Hun har uden held forsøgt at få fjernet billederne. Janni Overvad Madsen har ikke ønsket, at billederne af hende i stramme bukser og bh blev videredelt i B.T. – derfor er de sløret. Hendes vægt er desuden skåret ud af billedet.
Vis mere

Det er på trods af, Janni Overvad Madsen allerede 12. marts meddelte Kenneth Wulff, at hun ikke ønskede at være en del af forløbet længere.

Da Janni Overvad Madsen opdager, at billederne er blevet delt på ny, kontakter hun Sund med Wulff.

»Jeg anmelder det først på Facebook, og jeg kontakter dem for at få det taget ned. Nu har han blokeret mig overalt, så jeg har slet ikke mulighed for at gøre noget,« siger Janni Overvad Madsen og fortsætter:

»Jeg blev så paf, da jeg først så det, at jeg ikke ville kommentere billedet, før jeg havde tænkt mig om. Da jeg så havde gjort det, var jeg blokeret fra siden – og alle dem, der kan se billedet, kan ikke læse, hvor ked af det, jeg er over det.«

Janni Overvad Madsen har nu politianmeldt Sund med Wulff.

Jurist ved Forbrugerrådet Tænk Kim Fogtmann fortalte tidligere til B.T., at kvindernes kontrakt viser adskillige eksempler på, hvad man ikke lovligt kan binde folk til, og at den type kontrakter ikke holder i retten.

Han fortæller nu, at rettighederne til billederne ikke umiddelbart er et ugyldigt punkt i kontrakten – men at når man betragter kontrakten som helhed med mange punkter, der ikke kan gøres gældende, ville det kunne være det alligevel.

Han understreger dog, at det vil være op til et nævn eller retten at afgøre, hvorvidt Sund med Wulff må bruge Janni Overvad Madsens billeder på deres profil.

»Uanset den endelige vurdering, så finder vi det ikke rimeligt at lade forbrugerne være bundet hverken helt eller delvist af en kontrakt som denne, der på væsentlige punkter er så urimelig, at kontrakten, inklusive rettighederne til billederne, ikke kan eller bør være gyldig,« siger Kim Fogtmann.

Janni Overvad Madsen var selv chokeret, da hun opdagede billederne på Facebook.

»Uanset hvad der er sket, havde jeg virkelig ikke troet, han kunne finde på det her. Hvis han virkelig var coach, havde jeg forventet, han havde lidt mere menneskelig respekt – også selvom jeg medvirkede i en artikel om ham,« siger Janni Overvad Madsen.

»Det er sådan en stor ydmygelse. Jeg ved jo godt, jeg er overvægtig, og det gør sgu ondt at se de billeder og det tal delt med over 38.000 mennesker. Det rammer mig da psykisk. Jeg føler, han har gjort det for at ramme mig, fordi jeg har fortalt min historie,« siger hun.

Janni Overvad Madsen anerkender, at hun har delt billederne med Kenneth Wulff, og at han måtte bruge dem til før og efter-billeder.

»Men jeg troede jo, det ville være, når jeg havde tabt mig, så jeg kunne være stolt af de billeder – fordi der var et flot efterbillede. Nu har han bare smidt min krop ud på nettet. Det gør mig så ked af det,« afslutter hun.

B.T. ville blandt andet gerne have spurgt Sund med Wulff, hvorfor de bruger Janni Overvad Madsens billeder, når hun ikke ønsker det, og hvorfor de bruger netop de billeder, hvis de har 85.000 tilfredse klienter, som de kunne bruge.

Sund med Wulff ønsker ikke at svare på kritikken til B.T.