Igennem tre år har Jan Steffen kæmpet for at få lov til at se sin søn igen.
En kamp, som han fortæller har kostet ham godt en million kroner og et stort mentalt knæk. En kamp, der især er hård, fordi han gang på gang ser sin egen retssikkerhed smuldre mellem fingrene.
»Det er så hårdt og frustrerende. Jeg har mistet tilliden til det danske system,« siger Jan Steffen, der mistede samværet med sin søn for tre år siden efter en skilsmisse.
Det største problem, mener han, er Familieretshuset – den offentlige myndighed, der varetager familiesager, og som tidligere var kendt som Statsforvaltningen.
Og han er ikke den eneste, der ser Familieretshuset som et problem.
I en ny undersøgelse foretaget af Advokatsamfundet blandt 267 advokater svarer 50 procent, at retssikkerheden er dårligere i dag end for fem år siden. Og her peger flere på Familieretshuset som den store synder:
»Familieretshuset har fjernet retssikkerheden i børnesager,« har en advokat svaret, mens en anden skriver:
»Familieretshuset krænker børn og forældres retssikkerhed ved for lange sagsbehandlingstider og vilkårlig sagsbehandling.«
Da det familieretlige område blev reformeret i 2019, var det for at skærme børn og sikre enkle forløb for familierne – men det har altså langtfra været udfaldet.
B.T. har ud over Jan Steffen været i kontakt med 13 forældre, der er eller har været igennem Familieretshusets system og kritiserer den manglende retssikkerhed.
I sit parcelhus i Middelfart kaster Jan Steffen en lilla bold til sin hund, Skipper. Han har anskaffet sig Skipper for at udfylde en lille del af tomrummet. Jan Steffen slentrer op ad fem trappetrin, inden han stopper op foran en dør med et malet navn på.
Han lægger forsigtigt sin hånd på den.
»Tit var døren herind til lukket. For at fjerne smerten. Det har været et helvede,« siger Jan Steffen.
Fra hans søn var syv år, til i dag, hvor han er ti år, havde Jan Steffen intet samvær med ham.
»Smerten var så stor, så jeg rykkede alle hans ting i møbelopbevaring i halvandet år. Selvom jeg havde plads nok i huset, tømte jeg det og satte det i kasser,« siger han.
I dag har han fået etableret en midlertidig samværsordning, hvor han ser sønnen nogle dage hver anden uge. Men det er udelukkende, fordi hans sag kom for landsretten, fortæller han. Og i juni kan han risikere at miste det hele igen.
B.T. har fået adgang til dokumenterne i sagen, og for at forstå Jan Steffens historie og kamp med Familieretshuset skruer vi tiden nogle år tilbage.
I 2018 mister Jan Steffen samværet med sin søn, da Familieretshuset efter en ansøgning om ophævelse af samvær fra moren vurderer, at de vil skærme sønnen for forældrenes konflikt, og at sønnen derfor kun skal være hos bopælsforælderen, moren.
Siden sender Jan Steffen løbende ansøgninger til Familieretshuset om at få lov til at få samvær med sin søn igen.
Den seneste, han sender, er i november 2019. Der går fire måneder, før han får svar fra Familieretshuset.
De afviser at ville behandle hans ansøgning om samvær.
Familieretshuset begrunder det med, at der »fortsat er et meget højt konfliktniveau mellem forældrene«, og at Jan Steffen »er med til at fastholde dette konfliktniveau«.
Hvordan er Jan Steffen med til at fastholde konflikten? Ifølge Familieretshuset er det blandt andet, fordi han sender mange ansøgninger om samvær samt klager over afgørelser til dem. Sådan lyder det i afgørelsen, som B.T. har set.
Men hvordan havde Familieretshuset regnet med andet, spørger Jan Steffen:
»Forestil dig ikke at kunne se dit barn. Som menneske kan du ikke bare sidde stille og sige: 'Nå, det var det.' Jeg gør det naturligvis af den dybeste kærlighed til min søn. Det ville jo være et svigt ikke at blive ved med at kæmpe.«
Sådan som systemet er skruet sammen i dag, kan en konflikt føre til, at samvær afskæres, uanset hvem der er skyld i konflikten. Det fortæller familieretsadvokat Rasmus Munch Søndergaard.
Jan Steffen føler, at Familieretshuset straffer ham for at kæmpe for at få lov til at se sin søn igen:
»Jeg føler, at jeg slår i en dyne. Det, du indser, er, at systemet ønsker, at du skal give op. Og det er det sidste, jeg vil gøre. Selvom tanken da har været der.«
Og det billede genkender familieretsadvokaten Rasmus Munch Søndergaard. Ifølge ham får det mange forældre til helt at opgive kampen eller lade være med at sige, hvad de mener er op og ned – fordi det så vil se ud, som om de 'optrapper en konflikt'.
»På grund af den måde, Familieretshuset bruger konfliktkriteriet ved at sige 'ikke optrappe konflikt', så forhindrer det folk i at sige sandheden om, hvad der sker i sagerne,« fortæller Rasmus Munch Søndergaard.
B.T. har spurgt Familieretshusets vicedirektør, Jacob Buch, hvordan Jan Steffens gentagne ansøgninger om samvær kan lægges til grund for, at de mener, at han fastholder en konflikt. Vicedirektøren skriver i en mail til B.T.:
»Jeg kan ikke her kommentere på den konkrete sag, men det afgørende i vores sagsbehandling og vurdering af sagerne er altid fokus på barnets bedste, og hvordan barnets trivsel kan sikres. Hvis konflikterne har indflydelse på barnets udvikling og trivsel, kan det være nødvendigt at ophæve eller afslå fastsættelse af et samvær.«
I Familieretshuset afgørelse om ikke at ville behandle Jan Steffens ansøgning om samvær skriver de, at de ikke har inddraget oplysninger fra den børnesagkyndige undersøgelse fra tre år forinden, idet flere oplysninger er forandrede.
Ligesom Familieretshuset har besluttet ikke at udarbejde en ny børnesagkyndig undersøgelse og heller ikke afholde en børnesamtale med sønnen.
De er opmærksomme på, at Jan Steffen er meget engageret i sønnens liv og uden tvivl ønsker det bedste for ham – men det kan, som de skriver, heller ikke føre til et andet resultat.
Som »den lille mand« mod systemet føler Jan Steffen sig magtesløs, fortæller han:
»Det er enormt frustrerende. Især fordi jeg kan se, at de slet ikke forholder sig til det, der er dokumenteret og argumenteret.«
Blandt de dokumenterede forhold, som Jan Steffen refererer til, er følgende, som Familieretshuset har skrevet i afgørelsen:
»Det forhold, at sønnen har givet udtryk for, at han ønsker samvær, og at han ønsker mere samvær end det hidtidige, kan ikke føre til et andet resultat.«
Jan Steffen sidder tilbage med følelsen af, at det kun er bopælsforælderens side af sagen, der bliver hørt af Familieretshuset.
Otte dage efter Familieretshusets afgørelse om ikke at ville behandle Jan Steffens ansøgning beslutter familieretten det samme – med samme begrundelse som Familieretshuset og uden at høre sagens parter.
Og netop det påpeger en advokat også i undersøgelsen om retssikkerhed foretaget af Advokatsamfundet:
»I sager om midlertidige afgørelser om samvær og bopæl bliver parternes argumenter i retten ikke hørt i tilstrækkelig grad. Nogle klienter efterlades med et indtryk af, at domstole 'copy-paster' Familieretshuset midlertidige afgørelser.«
Jan Steffen og hans advokat søger om tilladelse til at efterprøve det i landsretten, og da sagen ender i Østre Landsret i september 2020, omgør retten her afgørelsen.
Retten bestemmer, at hans ansøgning om samvær skal behandles af Familieretshuset, da andet ville være brud på forældreansvarsloven og FNs Børnekonvention, som begge siger, at der skal tages hensyn til barnets egne synspunkter, og at barnet har ret til samvær med begge forældre – undtagen hvis det strider mod barnets tarv.
Og det er også først her efter landsrettens afgørelse, at hans søn får lov til at blive hørt, da han bliver indkaldt til børnesamtale i Familieretshuset – og Jan Steffen derfor får etableret en midlertidig samværsordning.
Nu venter han blot på 10. juni, hvor Familieretshuset sender sagen videre, og det i familieretten skal afgøres, hvorvidt Jan Steffen får fast samvær med sin søn.
Kan du forstå, hvis der er nogle, der tænker, at 'han har nok selv været skyld i at have mistet sit samvær'?
»Det kan jeg sagtens forstå. Men man kan bare google Familieretshusets retningslinjer, og så kan man se, at det ikke kræver mere end konflikt og dårligt samarbejde mellem to forældre i det her land – så er Familieretshuset klar til at afbryde samvær til faren,« siger Jan Steffen.
