Jan Frimodt Pedersen blev noget overrasket, da en fartbøde landede i hans e-boks.

Overraskelsen blev ikke mindre, da meddelelsen i bøden bl.a. lød, at han som registreret ejer af personbil med nummerpladen 'ZT 49421' havde kørt for stærkt over Storebælt den 9. maj. For det kunne simpelthen ikke være ham.

»Jeg vidste for det første, at jeg ikke havde kørt over Storebæltsbroen den 9. maj eller nogen dag i maj for den sags skyld. For det andet var bilen på det billede, der fulgte med bøden ikke min bil – selv om det var en BMW. Det var bare ikke en BMW, jeg nogensinde har ejet. Jeg kunne godt genkende tallene på nummerpladen på bilen – det var nemlig registreringsnummeret på en BMW, som jeg havde ejet frem til august 2012, hvor jeg solgte den til Bayern Auto Group i Kolding i bytte for en ny bil,« forklarer Jan Frimodt Pedersen til Nordjyske.

Han kontaktede straks Bayern Auto Group, der kunne fortælle ham, at den gamle nummerplade rigtig nok var afmeldt og dermed skulle være helt ude af systemet.

Jan Frimodt Pedersen har en mistanke om, at nummerpladen enten er blevet stjålet hos Bayern Auto Group, inden den blev destrueret, eller at den er blevet forfalsket.

Men han undrer sig over, hvordan Politiets Administrative Centers, ATK, administrative center i Holstebro har kunnet finde frem til ham som ejer af bilen, der har fået bøden, når han ikke har kørt på den nummerplade i seks år.

Jan Frimodt Pedersen har i flere omgange kontaktet ATK i Holstebro uden at komme igennem med sin sag.

Efter at Nordjyske har omtalt sagen, har ATK dog rykket på sig.

Bødesagen mod ham er frafaldet - det har politiet for længst skrevet til Jan Frimodt Pedersen - men han har aldrig modtaget beskeden, da brevet aldrig er blevet sendt.

Det beklager ATK i et nyt brev i Jan Frimodt Pedersens e-boks.

ATK slutter sit brev med at skrive, at de ikke kan svare på, hvorfor der i dag kører en bil med nummerpladen ZT49421 rundt i Danmark, og den er nu efterlyst.

Har du oplevet noget lignende? Så hører B.T. gerne fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.