Da Enhedslistens overborgmesterkandidat i København, Line Barfod, som ung kommunist tog til pro-sovjetisk festival i Moskva, fik hun følge af nogle overraskende rejsefæller:
Medlemmer af Venstres Ungdom (VU), herunder udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der i dag er formand for Moderaterne, og Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen.

Selvom Line Barfod ikke vil stille op til interview med B.T. om sin deltagelse i festivalen, var hun antageligvis med, fordi hun var aktiv kommunist i 1985, hvor den fandt sted, og helt indtil Murens Fald i 1989.
Men Jan E. Jørgensen, Lars Løkke Rasmussen og de øvrige VU'ere deltog med en anden mission for øje:
»Vi demonstrerede mod Sovjets besættelse af Afghanistan, hvilket ikke gik helt stille af sig, og vi besøgte systemkritikeren Irina Grivnina, som året efter talte til VU’s landsstævne,« fortæller Jan E. Jørgensen til B.T.
»Jeg er stolt over at have været med og er sikker på, at russerne fortrød, at de havde inviteret os,« tilføjer han.
Jan E. Jørgensen retter desuden en hård kritik mod Line Barfod, der for nylig tiltrak sig opmærksomhed for at anklage sin konkurrent til overborgmesterposten, Pernille Rosenkrantz-Theil, for at stå på »den forkerte side af historien«.
Baggrunden var, hvordan Pernille Rosenkrantz-Theils havde stemt ved en række folketingsafstemninger om spørgsmål relateret til Israel og Palæstina.
»Det er jo lidt grotesk, at Line Barfoed for ikke så længe siden gjorde sig klog på, hvorvidt andre kandidater stod på den rigtige side af historien, og så har hun gudhjælpemig stået og hyldet et af de mest brutale regimer i verdenshistorien – men hykleri er jo en del af den yderste venstrefløjs DNA, så jeg er ikke overrasket,« lyder det fra Jan E. Jørgensen.
B.T. har også forsøgt at få Lars Løkke Rasmussen til at fortælle om sin ungdoms protesttur til Moskva.

Det har ikke været muligt at få et interview med udenrigsministeren, men han har selv tidligere fortalt om turen i blandt andet en kronik i Jyllands-Posten.
Her fortalte han i lighed med Jan E. Jørgensen, at han demonstrerede mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan samt besøgte Irina Grivnina.
Desuden har Lars Løkke Rasmussen i et opslag på Facebook delt et billede fra festivalen, som kan ses herunder.
B.T. har forelagt Line Barfod kritikken fra Jan E. Jørgensen. Hun har sendt en skriftlig kommentar, hvor hun ikke forholder sig til den konkrete kritik, men i stedet beskylder B.T. for at bedrive »en indholdsløs kampagne« mod hende.

Herunder kan du læse Line Barfods fulde kommentar:
»Så har B.T. bekendt tydeligt kulør med et forsøg på en indholdsløs kampagne mod Enhedslisten.
Mønsteret er klart: Enhedslisten står stærkt i København og går frem i målingerne. Derefter begynder angrebene.
Men heldigvis kan københavnerne sagtens gennemskue det. Sagen er sådan, at jeg for fyrre år siden deltog i en international ungdomsfestival, som i behændigt undlader at fortælle, at deltagelsen var arrangeret af Dansk Ungdoms Fællesråd, og hvor både Det Danske Spejderkorps, Lars Løkke Rasmussen, Socialdemokratisk Ungdom og en række andre ungdomspartier deltog.
I har sat jeres kampagnemaskine i gang, fordi I tydeligvis er bange for et parti, der kæmper for et København som almindelige mennesker har råd til, der kæmper for klimaet og der kæmper for Palæstina.
Jeg tager - som I på B.T. også ved - afstand fra, at jeg i 80’erne var medlem af Kommunistiske Studenter. Og jeg er glad for og stolt over, at jeg i over 30 år har været med til at opbygge og udvikle Enhedslisten på et meget klart grundlag med respekt for menneskerettigheder og international ret.«
Line Barfod har dog stadig ikke ønsket at svare på den lange række af spørgsmål, som B.T. siden begyndelsen af september har forsøgt at få hende til at forholde sig til.
Du kan se alle spørgsmålene i boksen herunder.

