Som studerende med to små børn kender Ulla og Jakob Rønde kun alt for godt, at det kan være svært at få råd til både andesteg på bordet og gaver under træet juleaften.
Men nu vil parret give en familie med stram økonomi en gratis juleaften hjemme hos dem selv.
For første gang i år holder det 26-årige par Ulla og Jakob Rønde jul hjemme i Bremdal i Struer.
Med om bordet er foruden Jakob og Ulla og deres to børn på to og fem år, Jakobs familie og en fremmed familie, som de søger efter på Facebook.
Formålet er at give en fremmed familie det videre, som de selv har fået til andre juleaftener, da de sad stramt i det som studerende.
»Det er ingen hemmelighed, at der ikke været penge til juleaften før nu. Vi har kunnet tage hjem til familie, men det er ikke sikkert, at det er alle, der kan det. Så det vil vi gerne give til en familie, hvor økonomien strammer,« siger Jakob Rønde, der er uddannet som sælger og arbejder i salgsbranchen.
Ulla og Jakob Rønde har fået 4-5 henvendelser fra folk, der har set opslaget på Facebook, men parret venter stadig på det helt rigtige match.
Udover den gratis julemiddag, som parret i Struer står for, vil de også gerne give gaver til børn. Derfor søger de en børnefamilie.
»For os er det en lille ting, om vi skal have plads til en familie mere, og når man køber en flæskesteg, kan der være mad til en uge. Men for andre kan det være en stor ting, og det vil vi gerne give videre,« siger Jakob Rønde til B.T.
Det afskrækker langt fra parret at skulle fejre julen med en familie, de ikke kender.
»Jeg er sikker på, det ikke bliver akavet. Vi kan snakke om alt i vores familie, og vi behøver ikke at snakke om økonomi,« siger Jakob Rønde, der tilføjer, at de gerne vil finde en familie, der kan slippe tøjlerne.
Ulla og Jakob Rønde regner med at finde en familie at fejre jul med i løbet af den kommende uge.