»Jeg er blevet podet – hvis ikke 100, så mange gange – og det her var klart den mest behagelige.«

Med de ord fortæller B.T.'s internationale korrespondent Jakob Illeborg om dengang, han blev podet med den samme type lyntest, som vi fremover skal benytte i Danmark.

Og spørger man Jakob Illeborg, er der intet at frygte:

»På en skala fra 1 til 10 over hvor ubehageligt, det var, så er vi nede i en etter. Det føles som om, pinden ikke kommer ind.«

De fleste, der har prøvet at få taget en af de nuværende lyntest, kan formentlig nikke genkendende til, at det er en lidt ubehagelig oplevelse at få en tynd podepind langt op i næsen.

Men det ændrer sig fremover. Danmark skal til at masseteste, og til det kræver nye typer lyntests.

»Vi har færdiggjort en dansk vurdering af de test, som er lige så gode, som dem vi har været vant til. Vi har indkøbt ti millioner kviktest i første omgang, som skal to-tre centimeter op i næsen,« sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ved onsdagens doorstep på Christiansborg.

Jakob Illeborg fik i sin tid stiftet bekendtskab med lyntesten i forbindelse med et besøg i Washington.

Jakob Illeborg har qua sit job som international korrespondent prøvet den nye lyntest.
Jakob Illeborg har qua sit job som international korrespondent prøvet den nye lyntest. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Det svarer til, at det kilder lidt i den yderste del af næsen. Omkring næseborene. Og sådan er det i 10-15 sekunder. Hvis du spørger mig, vil ingen synes, det er ubehageligt.«

»Jeg troede faktisk, poderne havde sjusket og måtte spørge, om testen var grundig nok. De sagde, at det var der mange, som havde spurgt om, fordi folk er vant til den anden, hvor du nærmest får tårer i øjnene og skal tænke på noget behageligt i 10 sekunder.«

Personligt tror Jakob Illeborg, at de nye tests vil få flere til at tage en lyntest.

»Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Min kone kan ikke holde det ud, og for mig er det ubehageligt. Men jeg tror, at som det er nu, så overvejer mange en ekstra gang, om det er nødvendigt at blive testet.«

Og ifølge Illeborg er det spændende, at Danmark hopper med på de nye typer test.

»Der er ingen tvivl om, at det (nye tiltag, red.) er et skridt i en international retning. Vi ser i udlandet, at der bliver både krav og ønske om, at folk skal lade sig teste. Særligt i Asien ser man det.«

»Derfor er der næppe nogen tvivl om, at vi i fremtiden skal testes jævnligt,« spår og vurderer Jakob Illeborg.

Meldingen om indkøbene af de nye tests er kommet, samtidig med at regeringen har varslet, at langt flere borgere fremover skal testes to gange om ugen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Foto: Philip Davali
Vis mere

Det er et led i planen om gradvist at kunne genåbne landet.

Tilgængeligheden til lyntest skal derfor være mere fleksibel både med faste testcentre og mobile testcentre, som kan opstilles i områder, hvor der er et behov for flest – for eksempel i kommuner med meget smitte.

Danmark har i alt købt 10 millioner af de nye lyntests.

400.000 af dem er allerede ankommet, og de næste vil komme i de kommende uger.