Har du nogensinde set en radiator i zebra-print? Eller hvad med et ternet køleskab? Nej, det havde vi heller ikke, før vi tog et kig ind hos designer Jakob Mizrahi.
Udefra ligner det et ganske almindeligt dansk parcelhus.
Men lige så snart du åbner døren, er det som at træde ind i en helt anden verden. En cartoon-verden.
Det 108 km store hus i Frederikssund er fyldt med alt det, du ikke ser andre steder – og mere til.

Zebra-døre, vilde, kantede former og den bredeste farvepalet.
Alt i Jakob Mizrahis hjem er i sjove farver og mønstre – selv vandhanen er stribet og køleskabet ternet.
Og indretningen vil med garanti dele vandene. Men der kan vist næppe sås nogen tvivl om, at den gennemført!
"På sociale medier synes folk fra USA ofte, at det er virkelig fedt, mens dem fra Europa – og særligt Danmark – er lidt mere konservative. Mange tror fx, det er AI-genereret," siger Jakob til Bolig Magasinet og tilføjer, at prisen for den bedste respons dog går til hans far med beskrivelsen 'et cirkus-hjem'.
Vinyl, vinyl oooog... lidt mere vinyl
Jakob arbejder i dag som selvstændig møbeldesigner. Og det er da også hans eget navn, der står på mange af de møbler, hjemmet er indrettet med.
Og har han ikke selv har bygget dem fra bunden, har han med stor sandsynlighed givet møblerne (og andre elementer i hjemmet) en makeover og gjort dem til sine egne på anden vis.
Her er kodeordet oftest 'vinyl'.
Fx er køkkenet et klassisk, hvidt Ikea-køkken, som han har beklædt med vinyl, mens radiatorer, stikkontakter og alt træværk også har fået en tur med den selvklæbende folie.
»Det gør mig virkelig glad at bo sådan her. Folk siger altid, at jeg må få stress, men sandheden er faktisk lige modsat,« siger Jakob og tilføjer, at der rundt omkring også gemmer sig ting, som han hverken har bygget selv eller pillet ved – særligt designs fra 80'erne, som han løbende har fundet brugt.
Prototyper og 80'er-inspiration
Jakob har altid været glad for farver, og særligt designs fra 80'erne har han en stor kærlighed til.
Men det var et gensyn med et Bo Bedre-magasin fra 80'erne tilbage i 2015, der blev startskuddet på både hans karriere som møbeldesigner og den indretningsstil, han selv beskriver som 'postmodernistisk drysset med hans helt eget'.
»Min mor læste meget Bo Bedre gennem mine teenageår, hvor jeg åd det råt. Så da jeg så et af dem igen, blev jeg blæst bagover af farverne og de dristige og interessante former.«
»Jeg har altid syntes, at de klassiske, danske designs var kedelige både form- og farvemæssigt. Derfor begyndte jeg at designe og bygge mine egne møbler i mit skur, hvor jeg især blev glad for at bruge vinyl,« siger Jakob.
Siden da har Jakobs stil været under konstant udvikling.
»Møblerne i mit hjem er mange af de prototyper, jeg har lavet gennem de sidste 10 år. Derfor har der også været en hvis progression i dem, fx er bogreolen i stuen ret kompleks i både form og farvevalg, så den ville jeg nok lave lidt anderledes i dag,« siger Jakob og uddyber:
»Tror min stil gennem tiden har bevæget sig fra det Memphis-agtige til de mere enkle kompositioner formmæssigt.«
Gå på opdagelse i Jakobs hjem herunder.













