En 21-årig dansker frygtes død i New Zealand under en jagttur. Det sker, efter lokale myndigheder har fundet liget af det, som politiet formoder er en forsvunden dansk jæger.

Tragedien får forfatteren og jægeren Freddy Wulff til at opfordre danskere til aldrig at tage ind i den slags områder alene.

»Hvis du falder og brækker benet, så er du prisgivet. Det vil tage dig flere dage at slæbe dig ud med et ben hængende efter dig,« fortæller han til B.T.

Den unge jæger begav sig angiveligt alene ind i South Westland-nationalpark 3. juni, men da han ikke kom ud af parken på den aftalte dato, begyndte parkmyndighederne at lede efter ham, oplyser Sergeant Mark Kirkwood fra West Coast Police Search and Rescue, ifølge Otago Daily Times.

Her ses Freddy Wulff, da han fangede sin første tahr i Copeland Valley, Navigator Range
Her ses Freddy Wulff, da han fangede sin første tahr i Copeland Valley, Navigator Range Foto: Freddy Wulff
Vis mere

Tirsdag 11. juni mener politiet at have fundet liget af den unge mand.

Identiteten er dog ikke officielt bekræftet, ligesom det heller ikke vides, hvad dødsårsagen er.

Freddy Wulff har jaget adskillige gange i området, som han kalder for farligt. De mange kraftige små floder og små vandfald i bjergene, og det svært fremkommelige terræn gør det svært at færdes i. Hvis man falder og slår hovedet, er der langt til hjælpen.

»Derfor gælder det om at være mindst to afsted, så det er lettere at hente hjælp, hvis man kommer til skade,« fortæller han.

Det er populært at jage de invasive antilope-arter - tahr og gemse - på New Zealand.

Dyrene findes andre steder i verden, f.eks. Himalayabjergene, men her er jagtekspeditionerne typisk langt dyrere, hvorfor jægere ofte vælger New Zealand, fortæller Freddy Wulff

Ifølge new zealandske medier er familien i Danmark blevet orienteret om fundet af liget.

B.T. forsøger løbende at få en kommentar fra Udenrigsministeriets Borgerservice.