Omkring 400 værelser og 200 toiletkabiner er blevet ramt af skimmelsvamp på Nyt OUH – før supersygehuset overhovedet er klar til brug.

Det får nu konsekvenser.

Det italienske firma Macko s. r. l. er sat fra bestillingen, så det fremover udelukkende er Jysk Tagpap, som står for at lægge tag på det nye supersygehus i Odense. Det skriver Fyens Stiftstidende.

»Begge virksomheder var, som jeg er orienteret, hyret til at lægge tag på supersygehuset, men den opgave slap italienerne ikke tilfredsstillende fra, og derfor har Jysk Tagpap fået til opgave at lave taget,« siger Torben Hedegaard, som er direktør for Odense Universitetshospital (OUH) med ansvar for byggeriet af det nye supersygehus, til lokalmediet.

Det 55.000 kvadratmeter store tag på Nyt OUH har vist sig at være utæt flere steder – med det resultat, at byggeriet er blevet angrebet af skimmelsvamp, efter at regn er trængt ned gennem taget.

Ifølge totalentreprenøren på Nyt OUH – det ligeledes italienske JV CMB/Initera – kommer skimmelangrebet og udbedringen af skaderne ikke til at forsinke sygehusbyggeriet yderligere.

Byggeriet af det nye supersygehus, som kaldes Nyt OUH, er foreløbig blevet forsinket tre gange. Senest i december 2022, hvor der blev tilføjet yderligere et år, før hospitalet kan tages i brug.

I samme omgang blev det meldt ud, at byggeriet forventes at blive mere end en halv milliard kroner dyrere. Det skyldes blandt andet prisstigninger.

Det første spadestik til hospitalet blev taget i 2016, og byggeriet af selve hospitalet begyndte tre år senere. Planen var, at det skulle stå færdigt i slutningen af 2022.

Nu forlyder det, at supersygehuset vil stå klar til at blive taget i brug i slutningen af 2024.

Fyens Stiftstidende har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Macko s. r. l., efter at det italienske firma er blevet droppet.