I foråret kæmpede Italiens læger og sygeplejersker i døgndrift for at redde dødssyge coronapatienter i et tilsyneladende endeløst mareridt.

De blev hyldet som helte, og befolkningen sang for dem på deres altaner om aftenen, men nu er stemningen vendt, og nogle beskylder sundhedspersonalet for at være ‘pestbærere’.

Da coronaepidemien ramte Italien for fuld kraft, segnede sundhedsvæsenet under den massive byrde af patienter, og afmægtige læger beskrev, hvordan de måtte fravælge patienter, hvis liv de normalt ville have kæmpet for.

Nu presser forårets mørke på igen, men på mange måder er det denne gang værre for de italienske læger og sygeplejersker, beretter The Guardian.

I foråret blev millitærkøretøjer, der fragtede lig ud af Bergamo, billedet på den katastrofetilstand, coronaen skabte i Norditalien.
I foråret blev millitærkøretøjer, der fragtede lig ud af Bergamo, billedet på den katastrofetilstand, coronaen skabte i Norditalien. Foto: Sergio Agazzi. Fotogramma
Vis mere

Klog af skade fra forårets første bølge har Italien ellers forsøgt at forberede sig på epidemiens anden bølge.

Landet indførte tidligt stramme restriktioner, og henover sommeren har Italien forsøgt at ruste sit sundhedsvæsen.

Men selv om Italien næsten har fordoblet antallet af sengepladser på intensivafdelingerne og øget mængden af respiratorer, så er det kun lykkedes at skaffe 625 ekstra anæstesilæger.

»Der er kommet flere sengepladser og respiratorer, men mængden af personale er stort set det samme,« siger Giovanni Leoni, der er vicepræsident i den italienske lægeforening til Guardian.

Læger, der arbejder med coronapatienter på en intensivafdeling i Rom. EPA/GIUSEPPE LAMI
Læger, der arbejder med coronapatienter på en intensivafdeling i Rom. EPA/GIUSEPPE LAMI Foto: GIUSEPPE LAMI
Vis mere

Og det er et problem, nu hvor konsekvensen af flere ugers høje smittetal for alvor begynder at vise sig på hospitalerne.

Onsdag blev der registreret 753 dødsfald. Det højeste antal siden april, hvor Italien var lukket fuldstændig ned og ifølge et studie fra Johns Hopkins University har Italien registreret, at fire ud af 100 smittede dør. Den tredje højeste andel i verden.

Mange læger og sygeplejersker tøver dog i forhold til at kaste sig ind i kampen, forklarer Giovanni Leoni.

Han fortæller, at mange af de læger og sygeplejersker, som stod i frontlinjen i foråret, har valgt at gå på tidlig pension eller tage orlov.

En patient ankommet til akutafdelingen på Cardarelli Hospital i byen Naples. Et hospital i det sydlige Italien, der er hårdt presset af coronapatienter.
En patient ankommet til akutafdelingen på Cardarelli Hospital i byen Naples. Et hospital i det sydlige Italien, der er hårdt presset af coronapatienter. Foto: CIRO FUSCO
Vis mere


Dels på grund af det traume, de var udsat for, men også fordi, sundhedspersonale i Italien i stigende grad er blevet genstand for befolkningens vrede.

»Vi gik fra at blive hyldet som helte til at være bærere af ‘pesten’,« siger Giacomo Grasselli, der er chef for intensivafdelingen på Policlinico hospitalet i Milano.

Han fortæller, at nogle mener, sundhedspersonalet er skyld i de restriktioner, Italien har indført for at stoppe epidemien, og at folk mener, sundhedspersonalet er med til at sprede virus i samfundet.

En undersøgelse lavet blandt 627 læger har vist, at 25 procent har oplevet at blive udsat for vrede og diskrimination.

Læger har blandt andet oplevet, at nogle har sat sedler op på elevatorer i de bygninger, hvor de bor med advarsler om, at de ikke må bruge dem, at deres andre børn ikke må lege med deres børn, og at deres ægtefæller ikke kan handle i bestemte butikker.

For nylig blev et mindesmærke rejst til ære for de ansatte i sundhedsvæsenet, som har mistet livet på grund af corona, udsat for hærværk.

»Paradoksalt nok er det mere vanskeligt at arbejde nu, end det var i marts og april,« siger Giacomo Grasselli.