Et større detektivarbejde udspiller sig i disse dage i det nordlige Italien, hvor 11 byer er lukket ned i forsøget på at inddæmme den smitsomme coronavirus. En helt bestemt smittebærer er nemlig endnu ikke fundet.

Smittebæreren, som man så gerne vil finde i Italien, går under navnet 'Patient 0' – altså den første person, som man kan spore udbruddet tilbage til.

»Når man skal optrævle en smittekæde, er det rart at vide, hvor den starter henne, for at få et bedre billede af, hvordan de forskellige tilfælde hænger sammen. På den måde er der bedre mulighed for at inddæmme det,« siger professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

På få dage er antallet af coronavirus-patienter eksploderet i Italien. Mere end 200 har fået diagnosen – tre ældre er døde.

Militæret foran Duomo-katedralen i Italien.
Militæret foran Duomo-katedralen i Italien. Foto: FLAVIO LO SCALZO
Vis mere

Italien er dermed det land i Europa, hvor allerflest borgere er blevet ramt.

De italienske myndigheder har sat massivt ind i forsøget på at inddæmme virussen.

Blandt andet blev biler søndag dirigeret væk fra indkørselsvejene til flere byer, og regulære indrejse- og udrejseforbud blev iværksat.

Læg dertil, at offentlige institutioner, museer, skoler og turistattraktioner er lukket ned i Milano.

Italiensk politi kontrollerer indgangen til den lille italienske by Codogno, hvor der bor 15.000 mennesker. Tre personer er testet positive med den nye coronavirus, herunder en 38-årig mand og hans højgravide kone. 
Italiensk politi kontrollerer indgangen til den lille italienske by Codogno, hvor der bor 15.000 mennesker. Tre personer er testet positive med den nye coronavirus, herunder en 38-årig mand og hans højgravide kone.  Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

Trods den massive indsats kan det blive en udfordring at stoppe virussen i at sprede sig:

»Når først virus er sluppet inden for dørene, kan det blive svært at inddæmme, særligt når man ikke kender patient 0,« siger Allan Randrup Thomsen.

Han tvivler på, om man overhovedet vil kunne finde patient 0.

»Nu er der efterhånden så mange smittede, at det kan blive svært at opspore. Det er mange mennesker, der skal undersøges, og det kræver betydelige ressourcer,« siger professoren.

Gæster med masker ankommer til Dolce & Gabbana-modeshow i løbet af modeugen i Milano.
Gæster med masker ankommer til Dolce & Gabbana-modeshow i løbet af modeugen i Milano. Foto: MATTEO BAZZI
Vis mere

»Ligesom med alt andet detektivarbejde må man snakke med alle dem, der har været syge, for at høre, hvem de har været i kontakt med, og hvor de har været henne,« siger han.

Myndighederne troede ellers tidligere, at de havde fundet patient 0, en 38-årig mand, der netop var hjemvendt fra Kina, men det viste sig, at han ikke var smittet.

En anden dansk forsker, professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, Søren Riis Paludan, mener også, at udbruddet i Italien vækker bekymring:

»Når en infektion med en dødelighed på cirka to procent etableres i Europa, er der behov for øget opmærksomhed, især i forhold til gruppen af de mest udsatte, hvilket er de ældre og immunsvækkede,« siger han.

Flere store turistattraktioner, herunder Duomoen i Milano, er lukket pga. coronavirus.
Flere store turistattraktioner, herunder Duomoen i Milano, er lukket pga. coronavirus. Foto: ANDREAS SOLARO
Vis mere

Den danske sundhedsstyrelse mener ikke, man skal gå i panik, hvis man har planer om at rejse til Italien eller i forvejen befinder sig i landet.

Det er dog vigtigt med omhyggelig hygiejne, det vil sige, at man sørger for at vaske hænder og holde afstand til folk, der ser syge ud, lyder rådet derfra.

Allan Randrup Thomsen ville dog ikke personligt rejse til de ramte regioner i Norditalien:

»Jeg ville tænke mig om en ekstra gang, hvis jeg skulle til Milano. Der kan jo have været nogen inde i byen, inden de nordlige områder blev lukket ned. Men ellers ville jeg følge Udenrigsministeriets retningslinjer, som er meget velovervejede og mest opdaterede på den aktuelle situation,« siger han.