Et ukendt antal selvstændigt erhvervsdrivende har i månedsvis ventet forgæves på coronakompensationspakker, fordi Erhvervsstyrelsen har haft it-vanskeligheder.

Det forklarer organisationen Danske Soloselvstændige, hvor mindst 50 medlemmer har henvendt sig med problemer.

Herefter har Danske Soloselvstændige i sidste uge selv ringet til Erhvervsstyrelsens hotline, hvor forklaringen var, at forsinkelsen skyldes it-problemer.

B.T. har også herefter ringet op til Erhvervsstyrelsens hotline og udgivet os for at være en selvstændigt erhvervsdrivende. Her fik vi at vide, at »rigtig mange havde været fanget i en it-flaskehals«.

»Hvis Erhvervsstyrelsen var en privat virksomhed, så ville den lukke i morgen. Der er tale om mange mennesker med en presset økonomi, som ser deres livsværk på vej ud over kanten,« siger Birgitte Feldborg, formand for foreningen Danske Soloselvstændige, der varetager små danske selvstændigt erhvervsdrivende rettigheder.

Birgitte Feldborg er også vred over, at de ramte selvstændige ikke har fået klar besked på, hvad der var skyld i forsinkelserne. Hun forklarer, at mange medlemmer blot har fået at vide, at »sagsbehandlingen trak ud«, når de har ringet og spurgt til deres penge.

51-årige Michael Blohm er en af de berørte. Han driver det lille rejsebureau Ausfahrt.com APS, som sælger rejser til Tyskland. Han har stået til lidt over 160.000 kroner i kompensationspakker, hvor de fleste burde være faldet i april, men blev udskudt til 11. juni.

»Det har været en meget stor udfordring at vente, når man manglede penge til husleje, bilen, egen løn og andre faste omkostninger,« siger Michael Blohm.

Erhvervsstyrelsen har haft problemer med deres IT-systemer. Det har skabt lange ventetider for selvstændigt erhvervsdrivende, som stod til at modtage coronastøtte.
Erhvervsstyrelsen har haft problemer med deres IT-systemer. Det har skabt lange ventetider for selvstændigt erhvervsdrivende, som stod til at modtage coronastøtte. Foto: Emil Helms
Vis mere

Han har flere gange kontaktet Erhvervsstyrelsen for at høre, hvornår han kunne forvente at modtage sine pege.

»Jeg fik blot at vide, at der var mange foran mig, og at sagsbehandlingen var lang. Jeg fik ikke nærmere forklaring,« siger han.

Hvad havde det betydet for dig, hvis nu Erhvervsstyrelsen indrømmede, at de havde et it-problem, og det var det, som skabte problemer?

»Jeg har heldigvis en god bank, som gerne ydede mig den kassekredit, som jeg var nødt til at tage. Men det er klart, at hvis jeg havde fået en mail fra Erhvervsstyrelsen, hvor der stod, at mine penge var på vej, og forsinkelsen blot skyldtes tekniske problemer, så havde det været meget nemmere at tale med banken,« siger han.

Michael Blohm havde mere end 160.000 tilgode i coronakompensation, da det var værst. Pengene blev knap to måneder forsinket på grund af IT-problemer i Erhvervsstyrelsen.
Michael Blohm havde mere end 160.000 tilgode i coronakompensation, da det var værst. Pengene blev knap to måneder forsinket på grund af IT-problemer i Erhvervsstyrelsen.
Vis mere

»Jeg synes, det er at gøre grin med de selvstændige. Jeg havde også haft meget mere respekt for dem, hvis bare de havde sagt, at de havde tekniske udfordringer,« siger Michael Blohm og fortsætter:

»Så havde man også kunnet forholde sig til det. Jeg har haft en del lange og stressede dage, fordi tiden gik, og beskeden bare var, at sagsbehandlingen var lang,« siger han.

Danske Soloselvstændige er ikke klar over, hvor mange der er ramt af Erhvervsstyrelsens it-problemer.

»Men vi har fået henvendelser fra mindst 50 personer, som har været i problemer. De har manglet penge til at drive deres virksomhed,« siger formand Birgitte Feldborg.

Langt de fleste personer har ikke fået besked på, at det i virkeligheden var computertekniske problemer, der var skyld i, at deres penge var forsinket. Den oplysning havde de ramte ellers hårdt brug for, forklarer Feldborg.

»Det kunne netop have skabt sikkerhed over for banken, hvor mange har oplevet, at banken ikke ville vente på penge. Vi har talt med medlemmer, som ikke kunne betale deres faste omkostninger, og som ikke vidste, hvad de skulle gøre,« siger hun.

Hun forklarer, at Danske Soloselvstændige nu vil undersøge, hvor mange der stadig mangler at få udbetalt penge som følge af it-problemerne.

Erhvervsstyrelsen har ikke ønsket at give et telefoninterview med B.T. om sagen, men har i stedet sendt et skriftligt svar.

»Det er korrekt, at der kan forekomme ustabilitet i de digitale løsninger, som kan forsinke ansøgninger,« skriver styrelsen, som dog afviser, at problemerne har forårsaget forsinkelser på mere end to måneder.

»Når der har været forsinkelser ud over den varslede sagsbehandlingstid, skyldes det primært mængden af ansøgninger samt arbejdet med at bygge de it-systemer, der skal bruges til implementering af de politiske aftaler,« skriver styrelsen.

Erhvervsstyrelsen vil nu kontakte Danske Soloselvstændige for at skabe overblik over problemet, men forklarer også, at puklen nu er indhentet.