160 ansatte skal nu ud at finde et nyt job.
Det står klart efter, at it-virksomheden Triax i Hornsyld er begæret konkurs.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Det er kapitalfonden Polaris, der sammen med spanske Velatia Group har begæret konkursen.
Til Kapitalwatch siger Jan Johan Kühl, der er ledende partner i Polaris:
»Alle rundt om bordet, aktionærer, ledelse, medarbejdere og bank, har kæmpet en brav kamp til det sidste for at finde en god løsning. Det har vi ikke kunnet i det marked, der er.«
Ifølge Horsens Folkeblad havde Triax i 2015 350 medarbejdere, da Polaris overtog virksomheden, der sælger paraboler, antenner, tv-bokse og lignende.
Men flow-tv er en døende patient, og det har man for alvor mærket i Hornsyld.
De seneste fem år har virksomheden tabt mere end 100 millioner kroner.
Og nu kan der så ikke længere findes likviditet til den daglige drift.
