En fejl med mobilt autoværn var onsdag skyld i, at bilist havnede i den forkerte vejbane på Storebæltsbroen.

Sund & Bælt beklager, efter at en it-fejl med det mobile autoværn på Storebæltsbroen onsdag eftermiddag sendte en bilist ud i modkørende trafik på broen.

Desuden vil Sund & Bælt undersøge sagen til bunds.

Det skriver TV 2 Øst.

- Jeg skal selvfølgelig undskylde, at vi har en kunde, der har haft sådan en rigtig kedelig og uacceptabel oplevelse. Det er vi rigtig kede af, siger Bjarne Jørgensen, som er direktør for drift og vedligehold, til TV2 ØST.

Han forklarer, at fejlen kun involverede en bilist.

Storebæltsbroen har et mobilt autoværn, som hurtigt kan sende trafikken over i den modsatte vejbane, når der er vejarbejde eller lignende. Men autoværnet åbnede sig ved en fejl onsdag eftermiddag.

En bilist nåede ikke at stoppe, før han blev dirigeret over i modsatte vejbane af det mobile autoværn.

Dermed havde bilisten pludselig modkørende, som måtte køre med op til 110 kilometer i timen, i samme vejbane som sig selv.

Sund & Bælts foreløbige undersøgelser peger på, at hændelsen skyldes en fejl i et SRO-anlæg, som er et anlæg for styring, regulering og overvågning.

Anlægget styrer blandt andet overledningen af trafik mellem de nordlige og sydlige spor.

Bjarne Jørgensen fortæller til TV 2 Øst, at der var en softwareopdatering onsdag. Den resulterede i, at der kom en fejlmelding ud til overledningen.

Han tilføjer, at det ikke er en fejl, som Sund & Bælt har set før.

Bjarne Jørgensen siger også til TV 2 Øst, at fejlen er rettet, og at den ikke kan ske igen.

Men som en ekstra foranstaltning skal en trafiksikkerhedsrevisor undersøge sagen, og se om der er noget, som Sund & Bælt kunne have gjort anderledes.

/ritzau/