Det kan godt være, at du som mange andre danskere skal holde sommerferie herhjemme i år, men det betyder ikke, at du skal føle dig mere tryg, når det kommer til åbne wi-fi-netværk.

Åbne wifi-netværk i det danske sommerland er nemlig lige så usikre som dem i udlandet.

Sådan lyder det fra eksperter i IT-sikkerhedsfirmaet Bitdefender i en pressemeddelelse, hvori eksperterne advarer mod at logge på wi-fi, hvis du befinder dig i et lejet sommerhus, en campingplads eller noget lignende i løbet af ferien.

'Vi er vant til at høre om de usikre netværk på de feriesteder, vi normalt frekventerer i udlandet, men danske åbne netværk - også selvom de har en kode, man skal spørge efter, eller selvom man har betalt for at være på - er lige så usikre,' lyder advarslen.

Ifølge eksperterne er faren ved de åbne wi-fi-netværk, at kriminelle kan overtage dem, uden at hverken udbyderen eller brugeren ved det. Og alt efter, hvor raffinerede hackerne er, kan de aflure følsomme oplysninger fra for eksempel folks telefoner.

I stedet for at logge på usikre netværk råder eksperterne til, at danskerne i stedet tilkøber ekstra data hos sit teleselskab.

Sikkerhedsfirmaet har delt en række råd, som danskerne kan læne sig op ad under ferien:

  • Sørg for at du har gode, sikre passwords til din bank og andre vigtige tjenester
  • Lav en back-up af dine data, inden du tager afsted
  • Installer en sikkerhedsløsning og evt. VPN på dine devices
  • Slå den funktion fra, der automatisk forbinder til netværk, og luk for din bluetooth-forbindelse
  • Overvej, om du skal fortælle på sociale medier, hvor du er, hvis dit hus eller lejlighed står tom så længe. Moderne kriminelle står ikke og lurer og tjekker lys i vinduerne, når de kan sidde derhjemme og følge med på Facebook og Instagram

Det eviggyldige tip:

  • Hvis noget lyder til at være for godt til at være sandt, så er det det i reglen også. Derfor, hvis du får fantastiske tilbud i din inbox eller som SMS på ting, måltider eller aktiviteter til din ferie, skal du være ekstra opmærksom, inden du klikker på noget.