Der er langt fra Københavns Rådhus til magtens korridorer i Israel.

Men på trods af afstanden stempler den israelske minister Amichai Chikli nu ind i en ophedet københavnsk debat om antisemitisme.

Det sker i en kommentar til B.T.

Her retter Amichai Chikli en hård anklage mod en række danske venstrefløjspartier.

Han er minister for diaspora-anliggender (diaspora betegner jøder, der bor udenfor Israel, red.) og bekæmpelse af antisemitisme.

Baggrunden for udmeldingen fra Amichai Chikli er, at Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet torsdag aften stemte imod et omstridt forslag i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Forslaget var stillet af de borgerlige partier og gik ud på at skrive antisemitisme ind som et særligt fokus i en handleplan mod racisme og diskrimination i de københavnske folkeskoler.

»Vi ser det samme mønster hos partier på den ekstreme venstrefløj overalt i Europa,« siger Amichai Chikli og fortsætter:

Amichai Chikli er Israels minister for diaspora-anliggender (diaspora betegner jøder, der bor udenfor Israel, red.) og bekæmpelse af antisemitisme.
Amichai Chikli er Israels minister for diaspora-anliggender (diaspora betegner jøder, der bor udenfor Israel, red.) og bekæmpelse af antisemitisme. Carlos Luján/AP/Ritzau Scanpix

»De er i en strategisk alliance med islamister, som udgør deres vælgerbase, og de samles omkring antizionisme og antisemitisme.«

»Så simpelt er det. Så jeg antager, at de her venstrefløjspartier i Københavns Kommune stemte imod det her forslag ud af ren frygt for deres vælgere,« tilføjer han.

B.T. har forelagt kritikken for Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.

Enhedslisten ønsker ikke at kommentere den, mens Alternativets Emil Sloth Andersen blot kortattet giver udtryk for, at han ikke er enig i udlægningen fra Amichai Chikli.

»Udtalelsen fra Amichai Chikli er en generaliserende og stærkt polariserende analyse, der kobler europæiske venstrefløjspartier direkte sammen med islamistiske kræfter og beskylder dem for antisemitisme,« siger Kashif Ahmad.
»Udtalelsen fra Amichai Chikli er en generaliserende og stærkt polariserende analyse, der kobler europæiske venstrefløjspartier direkte sammen med islamistiske kræfter og beskylder dem for antisemitisme,« siger Kashif Ahmad. Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Kashif Ahmad, der sidder i Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre, er dog klar til at give svar på tiltale.

»Udtalelsen fra Amichai Chikli er en generaliserende og stærkt polariserende analyse, der kobler europæiske venstrefløjspartier direkte sammen med islamistiske kræfter og beskylder dem for antisemitisme,« siger han og fortsætter:

»Det er en bevidst afledningsmanøvre og strategi vi har set utallige gange. Selv mod jødiske stemmer.«

»At antage, at kritik af Israels politik eller en bestemt afstemning i Københavns Kommune automatisk er drevet af antisemitisme eller frygt for muslimske vælgere, er både forfejlet og skadelig for en nuanceret offentlig debat,« tilføjer Kashif Ahmad.

Forslaget om at indskrive antisemitisme specifikt i handleplanen for folkeskolen blev i sidste ende vedtaget. Men kun med et snævert flertal på 30 stemmer for overfor 24 stemmer imod.

Socialdemokratiet, De Konservative, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og løsgænger Finn Rudaizky, tidligere Dansk Folkeparti, stemte for.