Der har været mange diskussioner om den danske grænsekontrol i de seneste uger.

For hvorfor skulle vi risikere at få coronavirussen spredt yderligere herhjemme, når vi inviterer smittede turister ind i landet?

Samme overvejelse har de islandske myndigheder gjort sig, og de bringer nu deres egen teori om smittefaren ved turister.

»Vi må ikke glemme, at vi i begyndelsen ikke lukkede for vores grænser. Vi tog fortsat imod turister, da situationen blev ekstremt alvorlig i Spanien, Kina og Italien,« siger Islands assisterende sundhedsdirektør, Kjartan Hrein Njálsson, til Dagbladet og fortsætter:

»Vi tror ikke, at turister udgør en stor smittefare på Island. Det tror vi ikke, fordi de opfører sig anderledes end befolkningen og hovedsageligt omgås hinanden. Jeg tror, at det kun er fire af vores smittetilfælde, der kan spores tilbage til turister«.

Med andre ord: Turister kommer sjældent så tæt på lokalbefolkningen, at de kan bringe smitten videre.

Og netop derfor har vores nordiske nabo valgt at åbne grænserne for turister fra Færøerne og Grønland, mens man også vurderer, om der fra den 15. juni skal åbnes for hele norden.

Generelt har Island haft stor succes med at bekæmpe coronavirussen på den store ø, efter man i begyndelsen af april havde mere end 1.000 tilfælde.

Siden er det kun gået nedad, og onsdag kunne myndighederne oplyse, at der kun var fire aktive coronasmittede i hele landet.

Samtidig er kun ti personer døde af den verdensomspændende virus i landet.

Herhjemme blev det torsdag annonceret, at vi åbner grænserne gradvist, så eksempelvis kærester og sommerhusejere kan få lov at rejse ind i Danmark.

Der er dog ingen oplysninger om, hvornår grænserne for alvor bliver åbnet, så vi igen kan byde turister ind i landet igen.