Alle landets elever kan om få uger gå til stemmeboksene og valgurnerne ved 'Årets demokratiske begivenhed', som det hedder på eventens hjemmeside.

Eleverne får dermed chancen for at deltage i et simuleret valg, der - på nær det forudgående undervisningsforløb om 'demokrati' og 'valgkamp' - ligner et rigtigt folketingsvalg.

Elever kan stemme på alle de danske partier, som sidder i Folketinget, samt Kristendemokraterne og Nye Borgerlige.

Ligesom ved et regulært folketingsvalg vil falske stemmesedler eller en stemme på en kandidat eller et parti, som ikke er opstillingsberettiget, være ugyldig. Og her opstår problemet.

Partiet Stram Kurs er ikke på listen over partier, som eleverne kan stemme på, men de opfordrer eleverne til at stemme på partiet alligevel.

»Vi vil gerne se, hvor mange der vil stemme på os. Det er der ikke noget ulovligt i. Hvis de gerne vil stemme på os, så gør de, som vi opfordrer dem til,« siger partileder Rasmus Paludan.

Stram Kurs udlodder derfor såkaldte 'gratis skolepakker' med 'valgmateriale' på Facebook, som børn og unge kan ansøge om at få sendt direkte til hjemmeadressen.

I skolepakken finder man flyers, islam-kritiske klistermærker og plakater med teksten: 'Send de kriminelle samfundstabere hjem til Abdullahstan – evt. med faldskærm'.

Ét af klistermærkerne i skolepakken opfordrer elever til at indgive en ugyldig stemme. En opfordring, der bakkes yderligere op på partiets egen hjemmeside:

'Hvis du vil stemme på Stram Kurs, så skal du nedenunder de øvrige partier på stemmesedlen lave en ny række, hvor du skriver Stram Kurs som partinavn, og sætte kryds ud for Stram Kurs.'

Partiet tilskynder eleverne til at stemme ugyldigt og undergrave dén demokratiske proces, som eleverne netop har modtaget undervisning om. Samtidig vil Stram Kurs høste æren for de ugyldige stemmer, der måtte ende i urnerne:

'Skolevalget ønsker en så virkelighedstro valghandling som muligt, og derfor offentliggøres antallet af de såkaldte ugyldige stemmer også. Alle ugyldige stemmer, der afgives til Skolevalget, tæller derfor som stemmer på Stram Kurs.'

Formand for Stram Kurs, Rasmus Paludan, som ses til højre i billedet iført blå jakke, har mødt megen kritik for sit syn på Islam. Her deler han pjecer ud på Nørrebro, hvor No Pegida, som tidligere har været voldelige overfor ham, også var til stede - tæt flankeret af Politiet.
Formand for Stram Kurs, Rasmus Paludan, som ses til højre i billedet iført blå jakke, har mødt megen kritik for sit syn på Islam. Her deler han pjecer ud på Nørrebro, hvor No Pegida, som tidligere har været voldelige overfor ham, også var til stede - tæt flankeret af Politiet. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Projektlederen for Skolevalg, Christian Juul Lentz, påpeger i et skriftligt svar, at skolevalg er for de opstillingsberettigede partier, og at han ikke ønsker at blande sig i andre partiers valgkamp:

'Deltagerne i Skolevalg er ungdomspartierne for de partier, der er opstillingsberettige til folketingsvalg, så det er dem, vi forholder os til. Hvad andre gør, siger og opfordrer til, har vi ikke en holdning til.'

Stram Kurs' stifter Rasmus Paludan fremhævede selv i '22-Skammelsen' på TV2 i september: »Jeg henvender mig ikke til unge mennesker. Det er unge mennesker, som henvender sig til mig.«

Når man spørger partilederen ind til, om dén situation har ændret sig, svarer han:

»Partiet henvender sig til skoleelever, jeg gør ikke, men jeg og partiet henvender sig i et vist omfang til børn og unge, når det kommer til skolevalg. Vi appellerer normalt til folk med stemmeret.«

Det skal ses i lyset af, at Rasmus Paludans YouTube-kanal hovedsageligt gæstes af unge, og at man på partiets hjemmeside finder fanen med navnet 'skolevalg'. Og så skal det også med, at Paludan på Facebook kommenterer på de 24 parti-mærkesager, som skoleeleverne undervises i, og som de skal træffe deres valg ud fra.

Rasmus Paludan mener ikke, at han eller partiets gerninger undergraver den demokratiske proces eller det undervisningsforløb, som eleverne modtager de næste tre uger før valget. Han mener derimod, at 'det er en moralsk og patriotisk korrekt måde at give fingeren til systemet på'.

Skolevalget 2019 afholdes på de skoler, som har tilmeldt sig, og vil finde sted torsdag den 31. januar mellem kl. 12 og 15.