Spændingerne mellem Sydkorea og diktator Kim Jong Uns Nordkorea spidser til.
Flere internationale medier herunder AP beretter, at det nordkoreanske militær har sendt tropper til grænsen og gjort otte artillerienheder klar til kamp efter anklager om, at Sydkorea har fløjet droner med flyveblade ind over Nordkoreas hovedstad Pyongyang.
Nordkoreansk militær advarer samtidig om, at der sker 'en forfærdelig katastrofe', hvis det sker igen.
»Der er et meget højt spændingsniveau på den koreanske halvø lige nu. Men der er ingen, der har interesse i en egentlig krig. Den vil blive lagt ned af stormagterne,« siger lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, Camilla Tenna Nørup Sørensen.

Stormagternes interesser vender vi tilbage til.
Konflikten mellem de to lande kommer efter en periode, hvor de gensidigt har pustet sig op over for hinanden. Blandet andet i form af militære øvelser, missiltest og forskellige provokationer.
I den mere kulørte ende har Nordkorea sendt balloner fyldt med affald og afføring ind over grænsen til Sydkorea.
»Set fra Nordkoreas side er det fordi, den sydkoreanske præsident Yoon Suk-yeol virkelig kører hårdt mod hårdt med store militærøvelser med USA, der har baser i landet,« siger Camilla Tenna Nørup Sørensen og fortsætter:
»Og set fra Sydkoreas side er man bekymret for den måde, som Nordkorea har skruet op for sine missiltests og en retorik, hvor der ikke lægges skjul på, at Sydkorea er en fjende«.
Camilla Tenna Nørup Sørensen nævner blandt andet, at den nordkoreanske diktator Kim Jong Un har gjort det til officiel politik, at Nordkorea ikke længere har en ambition om, at de to lande bliver forenet.
Hun fortæller også, at spændingerne mellem de to lande skal sættes ind i en større kontekst mellem stormagterne Rusland, Kina og USA.
Nordkorea er nemlig allieret med Rusland og Kina, mens USA står som garant for den sydkoreanske sikkerhed - herunder med en såkaldt atomvåben-paraply, fordi Nordkorea er en atommagt.

Samtidig har forholdet mellem Rusland og Nordkorea fået en opblomstring efter Ukraine-krigen, fordi Rusland køber våben af Nordkorea. Det kommunistiske diktatur ligger inde med store våbenlagre grundet den mere end 70-årige lange konflikt med naboen i syd.
Nordkorea har udnyttet landets geostrategiske placering mellem stormagterne til at gøre sig selv relevant i det globale sikkerhedspolitiske spil, fortæller Camilla Tenna Nørup Sørensen.
»For ikke så mange år siden blev Nordkorea ikke taget rigtigt alvorligt, men Kim Jong Un har været god til at spille magtspillet, så det er ikke længere tilfældet,« siger hun.
Hun fortæller, at nye sikkerhedspolitiske dynamikker er på spil i konflikten, som i princippet aldrig blev afsluttet efter Koreakrigen fra 1950 til 1953.
»USA’s tilstedeværelse i Sydkorea er en torn i øjet på Kina og forholdet mellem Rusland og USA er fjendtligt særligt på grund af krigen i Ukraine og USA’s våbenstøtte til landet,« siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.
Eksperten tilføjer, at USA gør meget ud af at sikre sine alliancer i Stillehavsområdet med blandt andet Japan og Sydkorea som en modvægt til særligt Kinas dominans.
»Derfor er konflikten mellem Nord- og Sydkorea også en stedfortræder-konflikt mellem Kina og Rusland på den ene side og USA på den anden. Men en egentlig krig vil få så store konsekvenser, at det ikke kommer til at ske. For det vil potentilelt kunne drage både Kina og USA ind i storkrig, og det har ingen af dem interesse i,« siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.
Ifølge AP er Nordkorea også i gang med at ødelægge veje og jernbaner samt lægge barrierer og miner for at sikre landets grænse.
Den koreanske halvø har efter Koreakrigen haft en demilitariseret zone, der passerer gennem, den 38. breddegrad. Grænsen er 248 km lang og cirka fire km bred, og den er en af de mest befæstede grænseområder i verden.

