Et 230 meter langt iransk krigsskib sejler torsdag igennem dansk farvand, skriver Jyllands-Posten.

Irans største krigsskib og en mindre iransk fregat har kurs mod Danmark.

De to skibe sejler torsdag igennem dansk farvand med kurs mod Sankt Petersborg i Rusland, hvor de skal deltage i en flådeparade.

Det oplyser Forsvarets Søværnskommando til Jyllands-Posten.

Ifølge Jyllands-Posten er der tale om et forsyningsskib med navnet 'Makran' og en mindre fregat kaldet 'Sanhand'.

Det største af skibene er en ombygget olietanker. Det har en kapacitet på over 11 millioner liter brændstof, skriver Jyllands-Posten.

Flådeøvelse finder sted 25. juli og skal markere den russiske flådes 325-års jubilæum.

/ritzau/