Den internationale dyreforening World Animal Protection indgår nu et samarbejde med Spies Rejser. Det samarbejde vil sikre, at gæsterne møder de vilde dyr, på deres egne præmisser.

Aftalen gælder i 60 lande og over 400 destinationer, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Spies Rejser er nordens største rejsekoncern, der også omfatter Ving Rejser, Globetrotter og Tjæreborg.

Fra denne sommer er World Animal Protections dyrevelfærdsguide en naturlig del af Spies koncernens bæredygtighedspolitik.

Stephanie Kruuse Klausen er kampagneansvarlig for World Animal Protection i Danmark.
Stephanie Kruuse Klausen er kampagneansvarlig for World Animal Protection i Danmark. Foto: World Animal Protection
Vis mere

Dyreorganisationen er naturligvis glade for det nye samarbejde.

»Vi er begejstrede for, at en af rejsebranchens helt store spillere nu er gået all-in, og fremover vil gøre brug af vores ekspertise.

Det er nemlig uhyre vigtigt, at de store rejseudbydere går foran, og insisterer på at være en del af løsningen«, siger animal scientist Stephanie Kruuse Klausen fra World Animal Protection.

Spies har i samarbejde med dyreorganisationens danske afdeling udarbejdet en helhedspolitik, der betyder at alle oplevelser med vilde dyr, fremover sker på dyrenes præmisser.

Sofie Folden Lund er presse- og kommunikationschef hos Spies Rejser.
Sofie Folden Lund er presse- og kommunikationschef hos Spies Rejser. Foto: Spies Rejser
Vis mere

Bureauet og dets datterselskaber tilbyder således ikke udflugter til delfinshow eller ture på rideelefanter og vil nu også guide deres rejsende.

De skal være opmærksomme på ikke at snuble i de faldgruber, turister ofte støder på. Som at klappe løver og tigre, tage selfies med vilde dyr, eller betale for at se dansende aber og bjørne.

»Vi ser frem til vores samarbejde. Vi er sikre på, at det vil blive til stor gavn både for vores rejsende gæster,« siger Sofie Folden Lund, kommunikations- og pressechef hos Spies Rejser.

»Aftalen bliver ikke nogen indskrænkning, men tværtimod som en mulighed for at guide til nye, spændende oplevelser,« siger kommunikationschefen fra Spies.